Med H. C. Andersen i operaen
Lad mig starte med en anmeldelse af bogens fysiske fremtoning. Det er simpelthen den flotteste bog jeg har haft i hænderne i meget lang tid. Super flot omslag og så føles den som velour at røre ved. Man har ikke bare tænkt på indholdet, men der ligger sikkert også store tanker bag fornemmelsen af, at have bogen i hånden. Skønt.
Der hersker ingen tvivl om, at Henrik Engelbrecht, forfatteren til dette digre værk, ved hvad han taler om. “Hjertet brast i toner” gennemgår meget grundigt de mange operaforestillinger som H. C. Andersen oplevede på sine flere hundrede teaterbesøg i de år han levede (1805-1875). Ganske vist var det ikke altid, at H. C Andersen blev i teatret til stykkerne var slut. han kunne godt finde på, at forlade teatret efter 1 eller 2 akter. Men han var dog standhaftig og enkelte stykker kunne han godt se helt eller delvist både 20 og 30 gange. Stykket “Faust” så han således mindst 37 gange imellem 1866-1870.
H. C. Andersens lange rejse
Bogen lægger, meget passende, ud med at fortælle lidt om H. C. Andersens opvækst. Han voksede, som bekendt, op i Odense. Modsat mange andre fattige børn så kunne Andersens far både læse og skrive. Den lille dreng sværmer for teatret og drømmer vel om at blive en storskuespiller engang. Da han ankommer til København lejer han sig ind i et lille spisekammer uden vinduer. Her bor han imens han løber en masse mennesker på dørene i håb om, at nogen kan hjælpe ham videre med sin drøm. Endelig lykkedes det ham at få en plads i Det Kongelige teaters kor. 2 år senere bliver han fyret fra koret igen. Han har virkelig ikke en stor fremtid på teatret mener direktionen.
2 af direktionens medlemmer er Jonas Collin og Knud Lyhne Rahbek. Disse 2 herrer må have set noget i den unge mand, for de prøver at hjælpe ham videre så han kan få en studentereksamen.
3 år senere tager H. C. Andersen på sin første lange rejse. Rejsen går blandt andet til Hamborg, Paris, Milano, Genova, Toscana, Livorno, Firenze og Rom. Alle stederne ser han masser af operastykker. Det er selvfølgelig kostbart at komme i teatret så han prøver altid på om det ikke kan lykkes at få fribiletter. Det er dog ikke altid, at han har heldet med sig.
Bogen beskriver blandt andet også hvordan digteren forsøgte, flere gange, at få sine egne operaværker opsat på det kongelige teater. Men gang på gang blev han afvist af de censorer der læste værkerne igennem. De syntes ganske enkelt ikke at Andersens værker var gode nok til det Kongelige Teater. Til sidst lykkes det, trods alt, men uden den store succes.
Slutningen af bogen
Det har været et helt eminent fantastisk researcharbejde at finde alle Andersens beskrivelser i diverse dagbøger og breve til dette opslagsværk om opera på H. C. Andersens tid.De sidste par kapitler af bogen læste jeg i en weekend hvor jeg var indlogeret på et gammelt gods på Sydsjælland. Helt i H. C. Andersens ånd. Godset havde et gammelt bibliotek med omkring 1500 bøger hvor den nyeste er fra omkring 1933. I disse omgivelser var det helt perfekt at begrave sig i eventyrforfatterens lidenskab for opera.
Bogen er krydret med de dejligste billeder der er med til at livagtiggøre både Andersens dagbog samt hele historien omkring operaens i disse år.
Sidst i bogen er der en kronologik oversigt over alle de operaforestillinger som H. C. Andersen enten har oplevet eller omtalt.
Derefter følger en liste med komponister og titler på de operaforestillinger som H. C. Andersen med stor sandsynlighed har overværet.
Kilde- og litteraturlisten består blandt andet af H. C. Andersens egne skrifter, dagbøger og breve.
Sidst men ikke mindst er der et alfabetisk person- og værkindeks.
Et helt eminent og gennemarbejdet værk
Alt i alt så er “Hjertet brast i toner – med H. C. Andersen i operaen skrevet af Henrik Engelbrecht, det mest fantastiske opslagsværk jeg har set i lang tid. Det er så fuldstændig gennemarbejdet og seriøst, at værket næsten må være et “Must” for enhver opera, historie eller H. C. Andersen interesseret. Bogen er helt enkelt i et sprog så alle kan være med og forstå.
Værket er i min optik, det mest eminente værk om opera og H. C. Andersen, som jeg nogensinde har læst. Et værk i absolut topklasse.
Skriv et svar