Digtsamlingen er skrevet af Karin Christensen, som faktisk gik hen og blev forfatter ved et tilfælde. Faktisk var Karin i starten ret frustreret over, at hendes skrive og tegne stil var så anderledes end andres. Det har dog senere vist sig at være noget iboende og ukontrollerbart, som har styret Karin. Dette har senere udviklet sig til et talent for at skrive digte.
Digtene i denne samling strækker sig fra år 1994, hvor Karin striver sit første rigtige digt. Digtet er opkaldt herefter ” Mit første digt“, og frem til år 2015.
Digtene er traditionelle, og har en bred vifte af temaer og budskaber. Alt fra venskab, drømme og tro til livets uendelighed og guddommelighed har fået plads heri.
Når man læser sådan et digt og ofte også når de bliver skrevet, får man det ud af digtet, som man har brug for lige den dag. Digtet kan også gå hen og blive en del af en tanke eller følelse, som fylder meget inde i en. Derfor bliver min fortolkning af digtene også personlige, og kun ud fra hvad jeg tænker og føler, mens jeg læser dem. Dette spiller dog fint overens med forfatterens egne tanker om bogen og digtene. Nemlig, at de er skrevet i den tid hun var i, og at de er resultat af oplevelser og følelser fra eget liv.
Overordet set, synes jeg mange af digtene omhandler taknemlighed eller håb. De er alle letlæselige, korte og super smukke. Endnu mere imponerende er, at man kan tage få linjer, som har gjort indtryk, nedskrive dem til reminder, eller måske bruge den som en lille hilsen til en man har kært. På den måde kan man tage det, som man falder mest for i digtene, og videregive dem til en anden. Man behøver nemlig ikke læse hele bogen eller hele digtet, for at få en masse ud af det.
Ikke alle digtene er lige rytmiske. Nogle skal læses en til en, hvor andre er nogle, som man lige skal tænke lidt over. Der er altså lidt til enhver smag.
Sproget er kunstnerisk og beskrivende, men er også minimalistisk, hvor de få ord får plads.
Alt i alt en rigtig fin digtsamling med budskaber og tanker om stort og småt.
Skriv et svar