Man kan af og til miste alt for nogen, man kan også hurtigt miste orienteringen, for slet ikke at tale om modet, men så er det godt, at man kan tjene ind på gyngerne, hvad man har mistet på karrusellen. Her kan man dog snart miste dem, man kender af syne, men bare man ikke mister ansigt, så mister man nok heller ikke terræn. Det værste, man kan miste, er vel i bund og grund sig selv, og det er, hvad der sker i fortællingen i form af en digtsamling med titlen ”blottet” af Iben H. Philipsen. Jeg kunne for en gang skyld gøre min anmeldelse så kort som til et ord: ENESTÅENDE. Det er dog næppe helt fair overfor forfatter og læsere, for alle skal have noget ud af en anmeldelse, så jeg kommer med lidt flere ord, dog kun af den positive slags.
At få vrangen vendt ud
Det hele sker meget hurtigt og på de første sider:
”Først fjern
Så pludselig nær
Hurtige tavse skridt
Henover frossen asfalt
Sagesløse ord vibrerer i luften
Mine ord:
Hvor skal du hen?
Abrupt
Omkranser hans arme min krop
Jeg skulle blot åbne pakken med bøgerne og lige kigge lidt i dem, men med den indledning og optakt til det drama, som er kernen i fortællingen i karakter af et overgreb eller en voldtægt, kunne jeg ikke stoppe, før jeg var halvvejs i bogen, og om aftenen læste jeg resten. Det er en gribende historie om overgrebets uhyrlige betydning for resten af livet for den, det går ud over. Det er en fin bog med nogle kulsorte sider ind imellem, der deler de enkelte afsnit med en overskrift hertil, som eksempelvis ”Parkeringspladsen”, hvor det hele foregår, og jeg tænker, at det kulsorte vel er den bedste symbolik, for den grusomme handling, som tager sin begyndelse netop på en parkeringsplads. Det er en moderne letlæselig digtform, der indebærer, at man altså læser let, men forstår det i dybden, og beskrivelsen er så intens, at den ikke på noget tidspunkt ebber ud.
Menneskedyret
Det bliver en ubeskrivelig kamp om bare at komme hjem, komme i seng, for slet ikke at tale om at komme op af sengen igen:
”Efter 4 dage kravler menneskedyret ud
Med raspende stemme hvisker jeg nok
I tusinde små brudstykker
Er jeg spredt for alle vinde
Fundamentet
For min forståelse
Af mig selv
Blev sprængt i smadder
På blot et øjeblik”
Blot et øjeblik tog det for den unge pige at blive blottet, men resten af livet skulle det være en del af hendes uforklarlige tunge ballast. Ingen kan sætte sig ind i den ulyksalige tilstand, som det er, når nogen forgriber sig på en og ens krop, og hvor svært det er at finde retten igen, når vrangen er blevet vendt ud af såvel krop som sjæl. Overgrebet har så mange konsekvenser, skønt det hele foregår på blot et øjeblik, men nogen finder vejen tilbage til livet, kroppen og kærligheden igen.
Det kan vi nemlig også konstatere ud af de fine digte, at der er en slags vej tilbage, og jeg kan blot konstatere og proklamere, at alle kan lære og føle meget ved at læse digtene. Egentlig burde enhver voldtægtsforbryder eller en, der er på vej på parkeringspladsen til at blive det, tvinges til at læse bogen, lære den udenad og recitere den højt på gader og stræder, for så kunne måske nogle overgreb forhindres.
Skriv et svar