En personlig beretning om smerte og ensomhed, men også om styrke og indsigt.
Baggrund:
Ingelise Rung var danskfødt og skrev kun denne ene bog inden sin død i en drukneulykke i 2012. Hun blev kun 33 år gammel.
Bogen ”Forlad os deres skyld” er således udgivet posthumt i 2019 ved forlaget Mellemgaard.
Resumé:
Den kvindelige fortælleren oplever flashbacks i form af dystre minder om overgreb i barndommen og 25 års hemmelighed bryder langsomt frem.
Da fortæller var 7-8 år gammel blev hun udsat for incest af sin 8 år ældre storebror. Dette trækker tråde gennem hendes barndom, ungdom og tidlige voksenliv.
Igennem sit korte liv gennemlever hun både incest, et hold-up og en voldtægt – en traumatisk treenighed som kombineret med tabuiseringens stilhed og fortielse sætter skub i årelange indre som ydre udfordringer. Fortællerens turbulente leben krydres med både selvskadende adfærd, suicidale tanker og sågar et reelt selvmordsforsøg. Undervejs påhæftes psykiatriske diagnoser og en eksistentiel søgen påbegyndes.
Fortælleren sætter på formidabel vis ord på sine tanker og følelser.
Hun beskriver, hvordan fortielsen skabte følelser af ansvar og skyld. Hvordan følelsen af stigmatisering, at bære skylden og ansvaret, at være ”den forkerte” greb hende. Selvom noget ganske forkert skete MOD hende, så endte hun med at bebrejde sig selv. Hvordan hun følte sig ofret. Hvordan følelser og minder byggede sig op i sindets kringelkroge, indtil vidnesbyrdet bare MÅTTE ud, for at helingen kunne påbegyndes. Kaos før kosmos.
Fortælleren er meget reflekterende og læner sig op ad filosofiens store tænkere, alt imens hun forsøger at forsone sig med det skete.
Selv skriver fortælleren:
”Jeg må indrømme, at jeg i øjeblikket skriver af flere grunde,
som spænder fra ønsket om at vinde tilhørere
til et behov, der nærmest er idealistisk, for at oplyse”
Vurdering:
Et fremragende indblik i offerets lidelseshistorie, indre dæmoner og refleksioner, som sammen beskriver senfølgerne af overgreb. I hvert fald sådan som disse senfølger har udspillet sig for netop dette individ.
Skrivestilen er eftertænksom og filosofisk ankret. Sproget flyder let. Det ene ord tager det næste, ord bliver til sætninger, sætninger flyder sammen i en helstøbt indsigt ….. præcis som tanker i et reflekterende sind.
Som læser fanges man hurtigt af den meget personlige og hudløst ærlige beretning. Man lever sig ind i sorgen og smerten, men også i drømmen om at arbejde sig ud af traumet. Der er en meget realistisk og nøgtern forholden sig til eget følelsesliv og fortid. Fortælleren beskriver følelser og traumer uden på noget tidspunkt at svælge i selvmedlidenhed, til gengæld er der en vis empati for gerningsmanden.
Alt i alt et interessant indblik i et eftertænksomt sind hjemsøgt af fortidens dæmoner.
Skriv et svar