Man kan af og til blive præsenteret for en lodret løgn, og da jeg var i forsvaret, så skulle man altid og øjeblikkeligt adlyde en lodret ordre. Til tider kan det være bekvemt at arkivere noget lodret, selvom man så må se i øjnene, at man aldrig finder det igen, og det hænder at man er lodret imod, hvad der bliver sagt eller simpelthen siger nogen lodret imod. Man kan slå en streg i sandet, men aldrig en lodret streg, og da man havde regning i skolen, så blev det snart klart, at regnestykkerne skulle opstilles lodret, hvis man skulle lægge tallene rigtigt sammen. Om flyene kan lette lodret kommer vist an på vind og vejr, men et er sikkert, og det er, at den lodrette beståen vil bestå i fremtiden. Det er titlen på den gode bog, der kommer langt omkring i den europæiske kultur- og idéhistorie, og jeg må bryde sammen og tilstå, og det er nok mere vandret end lodret, at det er længe siden, jeg har læst så god en bog.
En sammenhæng
Det bliver i indledningen forklaret, hvorfra udtrykket stammer: ”Den lodrette beståen” er et udtryk skabt af den danske forfatter og sprogkunstner Albert Dam (1880-1972) og anvendt om sammenhængen mellem fortiden og nutiden. Udtrykket er valgt som titel på denne grundbog i europæisk kultur- og idéhistorie for at tematisere, at mennesket ikke kun lever vandret i nutiden, men også lodret i og af historien.” (s. 9). Det er godt sagt og en fornem pointe, for vi trækker jo hele tiden på fortidens idéer, tidligere tiders tanker og et sprog, der konsekvent afspejler den arv, som vi bygger på. Vi kommer da også i bogen ind i tænkningens univers, og det vil sige, at vi bliver ført omkring 2500 år tilbage i tiden. Det er en sand nydelse at læse om eksempelvis antikken, jøderne og kristendommen, idet man bliver mindet om begreber og sammenhænge, som er vores solide historiske fundament.
Det er med tilfredshed, at man bliver mindet om, hvordan et nyttigt virke fungerer: ”Af Solon er overleveret følgende fragment: ”Ryggesløst levned tynger byen uendeligt med kval. Men agtelse for lovene avler nyttigt virke, og den lægger tøjlende bånd på de lovløse. Den mildner trods, dæmper attrå og fordriver hybris. Ret, der var bøjet, retter den ud, oprør tvinger den i knæ; stridens urene glød kvæler den. På loven alene grunder mennesket det gode, bygger det noget varigt op” (s. 17). Desværre stadig en aktuel påmindelse om, hvordan vi etisk kunne og burde bygge det gode samfund og fællesskab op med respekt eller agtelse for lovene. Antikken vidste og beskrev det, og vi ved det, men beskriver det ikke helt så ofte og så højtideligt, men en Solon som statsminister i vort land ville få solen til at stå endnu højere på himlen. Demokratiet blev grundlagt og de gode tanker om alles mulighed for at komme til orde blev fostret, men det var næppe meningen, at det skulle betyde ytringsfrihed for enhver pris. Man kan dog føje til, at tankefriheden også er frihed til at lægge bånd på ytringerne, så man ikke nødvendigvis må ytre enhver tanke. Det bliver smukt føjet til i samme kapitel, at politik skulle være en livsstil og ikke en særlig levevej, og det kunne man da også godt tænke sig, at politikerne måske overvejede lidt mere seriøst i vor tid.
Tre kulturer og tre byer
Det bliver slået fast, at europæisk idéhistorie er bestemt af tre formative kulturer, der stammer fra antikken, og det er jødedommens monoteisme, den græske filosof og den romerske metropolitiske statsadministration. Tilsvarende knytter der sig hertil tre byer, der er Jerusalem, Athen og Rom, og byerne bliver betegnet som den europæiske mentale geografi, og det udtryk er nyt for mig, men noget jeg vil vægte at anvende fremover. Det bliver tilsvarende understreget, at Det gamle Testamente med sine myter, sagn, historie og fortællinger om Guds eller Jahves mange handlinger med sit folk ikke er en direkte historievidenskabelig beskrivelse, men, og her kommer igen det fine begreb frem, en betydelig mentalhistorisk kilde. Der er næppe nogen tvivl om, at verden ville se bedre ud, hvis vi bekendte os mere til det mentale end til det bogstavelige. Således bliver man optanket med de gode tanker om, hvordan det hele begyndte og i særdeleshed, hvordan vi har bygget videre på det hele, så der findes den særlige lodrette beståen, som er et interessant fænomen. Idéhistorie er den historie, der knytter os alle sammen på en konstruktiv og nyttig måde.
Der er fine ordforklaringer bagerst i bogen, men en forklaring på, hvorfor man skal læse bogen er absolut overflødig, for den er letlæselig, levende og lodret opbyggelig, så mere kan man ikke forlange. Der er kun tilbage at sige ”kom i gang”.
Skriv et svar