Der er en mangfoldighed af bøger, hvad angår de naturlige oplevelser forbundet med det livslange eksistentielle projekt at finde sig selv. En kvinde gik engang helt alene tværs gennem Australien med sin hund og flere kameler, en mand gik ud af døren i Berlin og fortsatte med at gå, indtil han spadserede ind i Moskva, og der var en kvinde, der havde bøvl med misbrug og sorg, som gik af Stillehavsruten, og her fik hun den stilhed, der var nødvendig, for at bearbejde sorgen og finde tilbage til den kvinde, hun oprindelig var og gerne ville være igen. Pilgrimsrejser til hellige steder eller blot på steder, hvor man kan gå i fred og ro er blevet et hit for moderne mennesker, der har alt for travlt, og i litteraturen er det blevet en genre i sig selv at skrive om at gå, vandre og spadsere.
Forfatteren Ma Shantie Andersen har begået endnu en bog i den genre, og man skuffes bestemt ikke. Det er en fornem rejseguide til små og store pilgrimsrejser overalt i verden. Der er forslag til pilgrimsvandringer i 12 lande, og det er både de kendte pilgrimsmål, men også mindre kendte som i Armenien og Danmark, hvor sidstnævnte ikke ligefrem har overproduceret helgener, som bliver beskrevet. Det fine ved bogen, udover emnevalg og sprog, er de gode og konkrete rejsebeskrivelser. Først får man en generel indføring i pilgrimsrejser og dernæst i helgener igennem historien og forudsætninger for eller håb om at ende som en sådan.
Hvert kapitel herefter er dediceret til hver sit land, præsenterer landets helgener og giver så den uundværlige oversigt over de praktiske forhold, hvis man vil arrangere sin egen pilgrimsrejse i nævnte land. Der er bud på transportmuligheder, overnatningsforslag og links til de steder, der specifikt angår pilgrimme som klostre, retrætetilbud osv. Man bliver uvægerligt motiveret til at finde den rejse, den natur og de forhold, som passer nøjagtig til ens egne ønsker og fysiske formåen.
Ingrid Andersen forklarer, hvordan en pilgrimsvandring medfører, at man tømmes for de tanker, som ethvert menneske godt kan undvære, og det vil sige det, der følger med hverdagens travlhed, bundethed og hurtighed. Tænkeren Søren Kierkegaard påpegede for mange år siden det tilsvarende, i den forstand at der ikke er den ubehagelige tanke, man ikke kan gå sig fra, og ikke den gode tanke, som man ikke kan gå sig. Desuden sagde han: ”Gå, så går det”, og jeg tror de fleste mennesker vil give ham og de mange inkarnerede vandrere ret i, at den ydre vandring fører til en indre forandring.
Ingrid Andersen er absolut værd at læse, og bogen kan varmt anbefales, også fordi den leverer såvel den hellige højtidelighed som den jordnære sanselighed:
”Mine sanser blev skærpede ved at være ude det meste af dagen. Naturens lyde og dufte bliver nærværende på en helt anden måde, når man færdes i den hele dagen. Det var høsttid, og jeg indånde duften af modent korn, hvor støvet stadig lå i luften efter høstmaskinerne. Andre steder var jorden nypløjet, og mågerne kredsede over den for at finde orm.”
Skriv et svar