Bogens handling
Ivalu’s Color er en politisk krimi af den dansk/grønlandske forfatter og foredragsholder Nauja Lynge.
Da tre prominente, kvindelige samfundsdebatører, der er i Grønland for at promovere deres fælles bog, findes myrdet i en container, rystes den grønlandske befolkning.
Mordene bliver startskuddet til et hæsblæsende mysterium med rødderne dybt plantet i det ustabile forhold mellem Grønland, Danmark, Rusland og Kina. Aktører, som alle har strategiske interesser i den grønlandspolitiske udvikling.
Blandt de tre myrdede kvinder er debattøren Ivalu. Ivalu, der ofte optræder i medierne som opposition til traditionelle politiske strukturer, er i sin research faldet over følsomme smuthuller i den dansk/grønlandske lovgivning. I forsøget på at bringe denne viden til offentlighedens opmærksomhed, bliver Ivalu offer for en spektakulær retssag, som med intens dækning fra lokale og internationale medier vender hendes karriere og privatliv på vrangen. Regeringens plan lykkes, og den personlige ydmygelse af Ivalu fylder langt mere i befolkningens bevidsthed end de oplysninger, som Ivalu ønsker at bringe frem i lyset.
Den russiske agent Nicolai er rejst til Grønland for netop disse oplysninger. Den russiske regering ønsker at opsnuse Ivalus viden og udnytte den til at indtage en større rolle i Norden. Det samme viser sig at gælde for den kinesiske agent Hong. Sammen med en lokal kvinde, Else, og politimanden Ole, må de to fjendtlige agenter nu samarbejde om at bevise, at deres tilstedeværelse i Grønland ikke er forbundet til mordene på de tre kvinder.
Anmeldelse
Ivalus Color vidner fra første side om et enormt researcharbejde og en lokalpolitisk forståelse, som er yderst dragende for læsere, der ønsker at lade sig overraske over kompleksiteten i Grønlands strategiske rolle i Norden.
Konflikterne optrappes drastisk fra start, og mens karakterende introduceres, maler Nauja Lynge et kritisk billede af den racisme og misogyni, som hærger både i den offentlige debat og bag lukkede døre i de grønlandske hjem. Retssagen og Ivalus smertefulde deroute skaber i starten af bogen en intens spænding.
Desværre brydes spændingen forholdsvist hurtigt, og fortælleformen bliver opremsende og teknisk. Selvom den enorme baggrundsviden imponerer, formidles denne oftere med faglig retorik end med medrivende billeder. Den tekniske skildring af konfliktens udvikling efterlader ikke meget plads til udfoldelse af bogens karakterer. Hovedpersonerne er overfladisk beskrevet og er svære at sympatisere med.
Som en modvægt til den sparsomme beskrivelse af karaktererne, lader Nauja Lynge en række baggrundskapitler om karakterenes fortid udfylde de huller, som historien efterlader undervejs. Kapitlerne virker dog en smule forvirrende og bryder med fortællingens kohærens.
Temaerne i Nauja Lynges bog er fængende og velvalgte. Politiske mord, sex og racisme er alle elementer, som sammenholdt med hendes bemærkelsesværdige baggrundsviden, er perfekte ingredienser til en førsteklasses krimi. Desværre er udførelsen ikke overbevisende.
Skriv et svar