Det er ikke den bedste relation, hvis der er penge mellem folk, mens det er noget helt andet, hvis man er alle pengene værd, og ellers kan det hænde, at det sidste folk efterlader sig er penge på kistebunden. Humøret kan nemt stige et par grader, såfremt man har penge på lommen, og det hænder, at man har en unævnelig legemsdel fuld af penge, men i øvrigt vil man gerne have rene ord for pengene. Det er altid en dårlig idé at smide penge ud af vinduet, også selvom man svømmer i penge eller de simpelthen er sorte. Det er vigtigt at være opmærksom på, at tid er penge, også selvom et ur, hvor man holder øje med tiden koster en del penge. En hel anden dimension, verden eller sfære kan til tider på uheldigvis forbindes med penge, og det er det guddommelige, himmelske eller religiøse, og derfor har Jakob Brønnum skrevet en bog med titlen ”Pengeguden”, der analyserer, hvorvidt de to begreber eller forhold i form af Gud og penge eller mammon kan og bør adskilles.
De to herrer
Det er en god bog, og der er ikke meget at kritisere. Dog skal det anføres, at jo ikke alle har et solidt bibelkendskab, så eksempelvis på side 15, hvor den fortabte søn gennemgås, der kan man være i tvivl, hvis ikke man har den lignelse som fast bagage med sig, om, hvem der lige er den unge mand (lillebroren), sønnen (lillebroren) og bror (storebroren). Det er altid vigtigt at ens læsere ikke bliver hægtet af, fordi man selv er så godt inde i stoffet. Det er den afgørende pointe i Bjergprædiken, der bliver udgangspunktet for bogens analyse: ”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og Mammon.” (Matt 6, 24) (s. 21). En påstand, som man svært kan være uenig i, men som alligevel ikke er taget til troende, om man så må sige i alle kristne sammenhænge og lande, hvorfor bogen er berettiget.
Der er ingen tvivl om, hvis man tager Jesus og kristendommen seriøst, så kan der ikke stå noget imellem os og Gud eller næsten, som det andet menneske bliver i en kristen sammenhæng, og allerede Søren Kierkegaard var inde på det misforhold, at præster ved at blive lønnede blev levebrødspræster i stedet for at være kaldet til deres forkyndelse. Det nævnes i bogen, hvordan den åndelige skat modstilles den materielle: ”Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.” (Matt 6,19-21) (s. 28). Det bliver understreget efterfølgende, at der er stor forskel på, hvorvidt man fokuserer på det lyse eller det mørke, hvor det første findes hos Gud, og er den himmelske skat, mens det sidste er Mammon i form af den jordiske skat. Vi ved det udmærket, at hvis vores bestræbelser hele tiden går på at skrabe flere penge sammen, at sikre fremtid og alderdom, og hermed også sikre al den ejendom og det jordiske gods, som vi er kommet i besiddelse af, så slipper nuet eller øjeblikket fra os, og så bliver bekymringerne det, der optager os mest, så lyset overskygges af de meget jordnære foranstaltninger. Vi kan ikke samle både guld og samle os om Gud på samme tid, for det ene udelukker det andet.
De to regimenter
Den såkaldte protestantiske etik, som er eksemplarisk udfoldet af Max Weber, og hvor det gøres klart at gode og ordentlige mennesker er flittige og pligtopfyldende, viser i den retning, at man, når man gør sit bedste, så bliver man rig. Det bedste gør man som et kristent eller protestantisk menneske, og når det skaffer en penge, så er det formentlig, fordi man er under Guds forsyn. Gud vil, at det skal gå mig godt, men godt er ikke i kristen sammenhæng at være godt ved muffen, for den himmelske rigdom er af en hel anden slags. Luther får det slået fast, da han ændrer vægten fra gerningsfrelsen til trosfrelsen, for du frelses ikke som et resultat af dine gerninger, idet de aldrig vil være nok i Guds øjne, men du frelses af din tro på Jesus Kristus, hvilket altid gør dig god nok. Det er stadig en logik, som har svært ved at vinde indpas i vores liv, hvorfor vi fortsat tror, at vi skal gøre os fortjent til det ene og det andet, og her gavner det formentlig, at man passer sit arbejde, sparer penge op osv. Derfor vil den mindste lille pengepuger altid ødelægge det gode forhold til Gud, og derfor skal de to regimenter, som det hedder, adskilles. Gud og Mammon eller det åndelige og det verdslige må holdes fra hinanden.
Således bliver vi meget klogere på de to herrer, som man aldrig kan tjene samtidig, og de to regimenter, som man ikke kan indgå i på samme tid, for Gud skal have, hvad der tilkommer ham, mens kejseren må få, hvad der er hans, men bland aldrig dem og det sammen. Man bliver godt indført i begge verdener og tankerne vækkes i forhold til ens eget liv og en eventuel sammenblanding af det, der burde stå hver for sig, så læs bogen og nyd de mange bibelske henvisninger og de jordnære verdslige tilgange, for den kan bestemt anbefales.
Skriv et svar