Af og til har man travlt med at komme på det lille hus, og det kan være svært, hvis der er fuldt hus på det tidspunkt, men i Guds hus er der tilsyneladende altid plads nok undtagen juleaften. En dag kan man være nødt til at gå fra hus og hjem, fordi man ikke har holdt hus med sin økonomi, og så kan man være nødt til at gå fra hus til hus for at få lidt penge til husholdningen. Man kan også sælge den udmærkede avis ”Hus forbi”, for at få til de daglige fornødenheder, og måske vil nogen lægge hus til en hyggelig komsammen, der samtidig kan fungere som åbent hus. Gennemgående skal der ikke så lidt til at sidde i eget hus, og måske vil man gerne have et lille sommerhus også, et fuglehus til piphans, et udhus til farmand, men der skal desuden være råd til at besøge byens ishus, varehus og evt. værtshus. En anden slags hus, der er værd at opholde sig og dvæle ved er den gode Jan Hus, som den gode forfatter Peters Tudvad har skrevet en glimrende bog om. Bogen behandler det, der er relevant og aktuelt for Jan Hus, og det er den store reformators religiøse, sociale og politiske opstande. Inden vi forlader husmetaforen, så kan det fortælles, at Hus’ tilhængere blev kaldt hussitter, og det var selvom de var hjemløse eller stod uden tag over hovedet.
En reformator før reformationen
Luther var dybt inspireret af Jan Hus, men af en eller anden grund, så er det Luther, som man husker, mens man har det med at glemme Hus, men Tudvad får ham revitaliseret i sin store og grundige bog, der på alle måder kan anbefales. Indledningen siger en del herom: ”Jan Hus! Alene navnet får mig til at gyse. For mig ser jeg kætterbålet. Træder jeg tættere på, mærker jeg den gloende varme. Huden trækker sig sammen om kindbenene, og jeg snapper efter vejret. Det stikker i øjnene. Stanken river mig i næsen, den søde stank af brændt kød. Fedtet syder på bålet, og konturerne af det, der var et menneske, går op i røg. Flammernes øredøvende buldren dør langsomt ud. Alt, der bliver tilbage, er aske. Sådan gjorde romerkirken det af med sin kritiker. De kaldte ham kætter og brændte ham på bålet – den 6. juli 1415.” (s. 7). Egentlig er Tudvad selv ude om, hvis man ikke tør læse bogen med den brændende entusiasme, som han indleder den med, for man bliver da ganske hed i kinderne, inden man overhovedet er kommet i gang med læsningen.
Imidlertid er læsningen en fornøjelse trods det barske emne og de grumme kendsgerninger, der på fineste vis og sproglige finurlighed leveres side efter side, og den røde tråd, der binder det hele sammen, er tydeligvis teologien, og den mangler man alt for ofte i den slags beretninger, der ellers let går hen og bliver en slags dramatik, der mere fokuserer på form end indhold. Jan Hus er simpelthen fuld af indhold og teologisk basis, som man kan blive meget klog af at stifte bekendtskab med, og det samme gælder denne bog om ham. Kirken var dengang strengt hierarkisk forvaltet, og i spidsen for det hele stod paven. Den egentlige kirke med Jesus Kristus i spidsen var blevet usynlig eller meget himmelsk, mens den synlige og meget syndige kirke, var den som alle kendte og bekendte sig til, men som Søren Kierkegaard meget senere også i et opgør med kirken, der heldigvis ikke endte helt så dramatisk som for Hus’ vedkommende, påpegede, så glemte man den egentlige kristendom, der var fordring og efterfølgelse, for i stedet at hylde den jordiske kirke, som levebrødspræsterne levede fedt af.
En mat afglans
Det beskrives meget fint: ”I forhold til den ideale kirkes forbilledlighed var den faktisk eksisterende kirke ikke andet end en mat afglans. Med alle sine lyder – herunder skismaet – burde den synlige kirke reformeres for at tilnærme sig den usynlige kirke. Den måtte som stridende kirke – ecclesia militans – kæmpe for at komme til at ligne Kristi sejrrige kirke – ecclesia triumphans – mest muligt. Akkurat det var, hvad Johannes’ Åbenbaring forjættede som ”Guds stad, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himlen”, og akkurat derfor var titlen på Augustins værk De civitate Dei, altså ”Om Guds stad.” (s. 35). Vi får alle modsætningerne og polerne præsenteret i bogen, og det er guf for teologer og filosoffer, for det kaster lys over det mørke, som kirken befandt sig i, det forklarer den strid eller sejr, som kirken delte sig imellem, det skiller Himmel og jord eller Guds stad og menneskenes liv i en himmelråbende, afgrundsdyb misforståelse, der må en Hus til at sætte ord på og efterfølgende en Tudvad. Klart bliver det, at trosspørgsmål ikke er en pave- eller præstesag, men en skrift- og Bibelsk sag, hvilket Luther også senere gjorde meget ud af, og den dag, at folk kunne læse Bibelen på deres eget sprog, så kunne de også se, at den usynlige kirke med Kristus i spidsen mange gange sagde noget andet end den synlige kirke med paven i spidsen. Vi får syn for sagn i bogen, der tillige giver et godt indblik Wycliffs skrifter og holdninger, og dem skal man kende, for at kende sin Jan Hus.
Køb eller lån bogen. Læs den og tænk grundigt over, hvad de gamle præster, teologer og reformatorer har været igennem, for at vi i dag kan gå stille og fredfyldt i kirken, hvor ingen rangerer over nogen, og hvor det aldrig er farligt at bekende kulør eller drøfte troen eller mangel på samme. Godt der var nogle modige folk før os, men synd, at de skulle brændes på bålet for deres mod.
Skriv et svar