Ole Thyssen er professor, dr. phil. ved Institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School. Han har skrevet en kort introduktion på 20 sider til den schweizisk-franske filosof Jean-Jacques Rousseau, der levede i Oplysningstiden. Bogen er en nummer 16 i rækken af Ole Thyssen egen serie ”Det filosofiske blik”. Bogen er overvejende spændende læsning skrevet i et nogenlunde letlæseligt sprog, dog bruges der for megen plads i sidste halvdel af bogen på den del af Rousseaus samfundstænkning, der er mere ubrugelig, forvirrende og diffus. Thyssen giver læseren et godt overblik over den idéhistoriske udvikling fra Antikken til og med Rousseau. Med hensyn til Rousseaus tænkning savner jeg mere plads til hans pædagogiske filosofi. Den såkaldte negative pædagogik, hvor barnet sættes i centrum, nævnes kun i en kort passage ifm. en af Rousseaus hovedværker Èmile, eller om opdragelsen fra 1762.
Præsentation af Jean-Jacques Rousseau
Rousseau blev født i 1712 i Genève i Scweiz som søn af en urmager. Thyssen skriver, at han levede mellem den engelske revolution i 1688 og den franske i 1789. Desuden mellem merkantilismens handel og statsregulering og den spirende orientering mod produktion og frihandel. Rousseau dør i 1778 i Ermenonville i Frankrig. I 1794 overføres Rousseaus jordiske rester til Panthéon i Paris, for, som Thyssen skriver, var han blevet en af revolutionens sønner.
Overblik over idéhistorien til Rousseau
Thyssen begynder sin bog med at spørge: Hvad binder et samfund sammen, og gør det godt? Helt tilbage før Antikken troede man, at det var gudernes indgreb. Med Antikken opstår en reflekteret diskussion, der problematiserer den stærkeres ret i forhold til den svages. Desuden problematiseres forholdet mellem guddommelig og menneskelig retfærdighed. Der opstår et ideal om et retfærdigt menneskeskabt samfund, der indadtil kan skabe ligevægt mellem samfundets klasser og udadtil holde barbarer stangen. I Middelalderen var mennesker bundet af ”den store værenskæde”, hvor Gud havde indsat hver person et sted i verden. Her handlede menneskets værdighed om at leve op til den rolle, som Gud havde givet det. Intet skete uden Guds indblanding. I Renæssancen sammenholdes samfundet af den suveræne fyrste via en social kontrakt, hvor grundidéen er, at individerne, der antages at leve i en naturtilstand med vold, usikkerhed og fattigdom, indgår en kontrakt med en fyrste, hvori det overdrager en del af dets naturlige, individuelle rettigheder til suverænen mod til gengæld at opnå fællesskabets fordele, indebærende beskyttelse af liv og ejendom. Og endelige i Oplysningstiden sættes der ind med en idé om arbejdsdeling, hvor markedet skabte rigdom og staten sikrede orden. I sidste halvdel af 1700-tallet fremsatte Rousseau et nyt svar: folket.
Idéen om folket
Thyssen skriver, at det at folket går fra uform til form, skyldes en udvikling, der filosofisk tager form med Johannes Althusius (1557-1638) over Thomas Hobbes (1588-1679) og Baruch Spinoza (1632-1677) og frem til John Locke (1632-1704). Desuden en udvikling fra merkantilismen til en gryende liberalisme, hvor en ny gruppe af fabrikanter, handels-, bank- og embedsfolk overgår den gamle adel, og bliver den herskende klasse under betegnelsen “borgerskabet”. Lydige undersåtter blev til medbestemmende borgere. Der var brug for et nyt sindbillede på samfundets enhed og mål. Rousseau opsnappede problemet og gav det en kortfattet, rammende og præcis formulering: folket er samfundets kerne.
Thyssen skriver, at i 1700-tallet voksede slagord og krav om frihed, lighed og folkesuverænitet sig store og kulminerede med den franske revolution. Rousseaus bidrag til denne debat var hans bog om Samfundspagten fra 1762. Rousseaus præstation var ikke at skabe fuld klarhed, men at sætte væsentlige begreber i spil – især idéen om folkesuverænitet. Det var ikke Rousseaus svar men hans problematik, der var udbytterig. Der hvor hans svar blev ført ud i livet, gik det som regel galt. Årsagen var primært, at hans idé om “folket” ikke var det samme som demokrati. Rousseaus idé om “folket” blev isoleret fra den konkrete befolkning som den usynlige enhed bag forskelle og interesser. Denne idé kunne bruges mod befolkningen som en skabelon og en uskreven regel, som befolkningen ikke opfyldte, men måtte tvinges ind i.
Kort om Èmile – eller om opdragelsen
Samme år 1762 som Rousseau udgiver Samfundspagten, udgiver han også sit pædagogiske hovedværk Èmile – eller om opdragelsen. I dette værk går Rousseau aktivt ind for den negative pædagogik, hvor voksne ikke skal behandle børn som små voksne, men se barndommen som en tid med egne leveregler. Det vil sige med det enkelte barn i centrum men ikke med barnet egne lyster og behov som eneste værdimæssige vejledning. Tværtimod skal barnet civiliseres, lære at danne sin egen mening, lære at handle etisk og respektere andre, altså frihed under ansvar. Modsætningen er den postive pædagogik, hvor alt sker efter de voksnes regler. Thyssen skriver, at Rousseau ikke tror på sine egne beskrivelser. Dette viser sig ved, at pædagogen, le gouverneur, ser sig nødsaget til at arrangere, intrigere og kontrollere for at sikre, at alt foregår efter naturens foreskrifter.
Rousseaus rolle i oplysningen
Thyssen skriver, at Oplysningstiden skabte de vestlige samfunds ideologiske grundlag: fremskridt som lineær tid, fri handel, demokrati, tredeling af magten, politiske rettigheder, religionskritik, tolerance, opgør med priviliegier og og materialisme. Rousseau er den første, der stiller spørgsmålstegn ved Oplysningstidens fremskridstro, og gør opmærksom på dens pris. Han taler tidligt for civilisationens ufrihed. Oplysningsfilosofien ville kultivere mennesket, hvorimod Rousseau ville naturalisere mennesket. Rousseau er uenig med oplysningsfilosofferne på fire områder: natur, religion, samfund og økonomi. F.eks. mener Rousseau, hvad natur angår, at mennesket fødes uskyldigt hensides godt og ondt. Mennesket fødes uden grådighed. Naturen kommer før opfindelsen af godt og ondt. Godt og ondt er altså en samfundsmæssig ting. Med henblik på samfund taler Rousseau om folkets almenvilje, der giver samfundet legitimitet frem for autoritet, styrke eller rigdom. Tager almenviljen fejl, må den korrigere sig selv. Der er ikke nogen højere instans. Økonomisk ser Rousseau statens rolle på den måde, at den skal begrænse ulighed. Rousseau mener i øvrigt, at staten trives uden marked, men at markedet ikke trives uden stat. Uden et velfungerende retssystem ville markedet forfalde til bandeslagsmål, mafia og krigsherrer.
Det tredje blik på samfundet
Thyssen skriver, at i perioden fra Renæssancen til Den franske revolution udvikledes to blikke på samfundet. Disse orienterer sig begge mod forskellen på politik og økonomi, men lægger vægten forskelligt på de to ting. Det ene prioriterer politik og stat, det andet økonomi og marked. Det politiske blik finder vi hos Machiavelli, Hobbes og Rousseau, det økonomiske blik hos Locke, Adam Smith og Marx. Et tredje blik var på Rousseaus tid i færd med at udskille sig. Med Rousseaus vedholdende optagethed af sig selv, sine drømmerier og sit erotiske liv bidrog han til at gøre intimiteten til en særlig verden. Intimiteten er ikke samfundsbærende. Den er privat område, og det er det tredje blik.
Naturtilstand og den sociale kontrakt
Thyssen skriver, at symbolsk betegner den sociale kontrakt samfundets Big Bang. Hvad der kom før, er der mange gæt på. Hobbes mente, at mennesker i naturen drives af et bestandigt begær efter magt, og af den grund vil ødelægge hinanden. Kant mente noget lignende. Locke hævdede, at mennesker er egoistiske, men alligevel kan kalkulere fornuftigt, og er udrustet med naturlige (tilkæmpede) rettigheder. Rousseau er forskellig fra Hobbes ved, at Rousseau afviser, at naturtilstanden er alles krig mod alle.
Thyssen skriver, at Rousseau begynder Samfundspagten med et brag: Mennesker er født frie, men overalt er de i lænker. Selv herrerne er slaver. Han vil vise forskellen på en flok af mennesker og et samfund, da social orden er en “hellig ret”. I samfundet er det ikke nok med styrke. Selvom alle viger for vold, giver den kun magt, ikke ret. Med det kendes forskellen på en undertrykt gruppe og et folk. Da retten ikke kommer af naturen, må den komme af en aftale eller en kontrakt. Det er den eneste muliged for Rousseau, og hermed har han udmeldt emnet for sin bog. Den sociale kontrakt er en konstruktion, som opdeler skarpt mellem naturtilstand og samfundstilstand. På trods af at Rousseau fremhæver naturens uspolerede elegance i modsætning til civilisationens falske glæder, mener han, at det er ubetinget godt, at mennesker skifter naturtilstanden ud med samfundstilstanden. Det er et fremskridt, at pligt erstatter lyst, og at ejendom erstatter erobring. Rousseau betragtede sin egen tids samfund med gru. Hans ideal bliver en paradisisk mellemting, hvor den rå natur er forladt, og civilisationen stadig ikke forurenet. Det er vigtigt at understrege, at Rousseau mener, at folket dannes, før det vælger en regent, modsat Hobbes. Belønningen for skiftet til samfundstilstand er at folkets nu indgår i en ny sammenhæng nemlig det politiske legeme eller suverænen.
Det produktive blik
Thyssen skriver, at i opgøret med l’Ancien regime (styret før den franske revolution 1789) var der brug for ikke bare kritik, men også et alternativ, en konstruktion. Der var brug for et positivt billede for samfundet, der ikke var et videnskabeligt sandt billede. Et billede som i stedet for kunne motivere og “gøre sig selv sandt” – en selvopfyldende profeti eller en produktiv fortryllelse. Med det græske demokrati som forbillede greb Rousseau både tilbage og frem på én gang, nemlig en idé om folket som samlende enhed. Idéen var ikke sand i Antikken og endnu mindre i 1700-tallet, men den kunne inspirere, motivere og forene kræfter, der ellers så sig selv som spredte. Med en kontrafaktisk vision om et fællesskab vil man skabe fællesskab, på trods af at øjet kun møder splittelse. Verden orienteres mod en mulig og begæret fremtid.
Konklusion
Alt i alt er bogen overvejende inspirerende læsning, og jeg vil anbefale den til dem, der gerne vil introduceres til Rousseaus samfundstænkning på en overskuelig måde. At jeg giver bogen 3 stjerner i stedet for 4 skyldes vægtningen af stoffet, nemlig at lidt over halvvejs i teksten fra kapitlet “Suverænen” og frem til sidste kapitel “Rousseaus blik: den produktive fortryllelse” bruges pladsen på udredning af Rousseaus mere forvirrende, svært gennemskuelige og måske mere ubrugelige del af hans samfundstænkning.
Skriv et svar