Hvis man er en bekendt Sartre-læser vil man opdage at han i hans tidligere værker er blevet kritiseret for en nihilistisk filosofi. Han kritiseres for et ekstremt frihedsbegreb med tanken om at mennesket fuldstændigt er frit til at handle ud fra egen vilje. Dette frihedsbegreb bragte ham i modsætning til blandt andet marxistisk og strukturalistisk tankegang. For hvad betyder det egentlig at være fri og er vi det?
I Sartes ”Eksistentialisme er en humanisme” forsvarer han eksistentialismen ved at højne den til at være en humanisme. Heri argumenter Sartre for, at den enkeltes valg også sætter en norm for andre menneskers frihed. At vælge sit liv betyder også at engagere sig for det andet menneskes frihed. Mennesket moraliserer sig selv men ved altid at søge mål udenfor sig selv, så hos Sartre er friheden altså noget kollektivt. Vores frihed afhænger af andres frihed, vi kan aldrig tage vores egen frihed som mål uden ligeledes at tage andres frihed som mål.
Et fund i denne bog er særligt Sartres stærkere tilslutning til en humanistisk marxisme. Det vigtigste et menneske skal gøre er at tage et personligt valg, når man vælger sætter man samtidig en norm som forpligter andre at leve efter. Eksistentialisme ER derfor en humanisme, fordi det er en handlingslære. Den prædiker for menneskets frie engagement, men samtidig siger Sartre at hvis ikke noget større er til vil vi aldrig kunne finde fælles værdier der kan legitimere vores opførsel. Vi skal kunne handle på en måde som andre også kategorisk kan tilslutte sig. På den måde er vi dømt til frihed, fordi vi ikke har skabt illusionen om menneskeheden selv, og frie fordi vi kastes ud i en verden hvor vi alene er ansvarlige for vores handlinger.
I den her bog finder du utallige guldkorn, men jeg anbefaler stærkt at bogen læses i ro med en god portion tid til at reflektere. Sartre var en genial tænker og er fortsat relevant for nutidens analyser. Vores positive frihed, er ifølge forskere og eksperter, under pres. Det at kende sig selv er blevet vigtigere end at kende de sammenhænge vi mennesker er en del af. Bekymringen giver udtryk for en glemsel for den dannelse der ligger for selve selvrealiseringen. En af Sartres hovedpointer er at vi har en tendens til at tænke at frihed handler om at løsrive sig fra tidligere traditioner. Vi glemmer her at frihed indebærer frihed til at tænke myndigt, oplyst, dannende og forpligtende i fællesskaber, som er de selvsamme fællesskaber der muliggør at vi netop kan være frie.
Vi ved ikke hvad andre mennesker finder på efter vores tid!
Hvis ingen vil give afkald på noget, bliver tilværelsen en kamp mellem individer om at få mest, hvilket kun giver frihed til de allerstærkeste!
Jeg kan først bestemme værdien af en følelse, når jeg har udført en handling som definerer følelsen!
Skriv et svar