Ind imellem må man stoppe op og tænke over, hvor man er på vej hen, og af og til må man ikke lægge fingrene imellem, hvis man vil have rene linjer. Der kan snart komme noget eller nogen imellem ægtefæller, så de bliver misfornøjede med hinanden, men så er det en god idé at komme imellem dem eller lægge sig imellem dem, så man bliver en slags mellemmand eller mailer. Man bliver nødt til at finde en løsning, der ligger midt imellem to yderpunkter, eller som Aristoteles ville karakterisere det, så bør man finde den gyldne middelvej. Man kan være den person, hvor det overhovedet ikke er alting, at man kan vælge imellem, hvis man har ”Et liv med angst, ADHD, elitesport … og alt det imellem”, hvilket vi får så fint udfoldet i bogen ”Jeg er Lucky” med Lotte Kaspersen som hovedperson skrevet i samarbejde med Irene Aya Schou. Man føler sig fra første side berørt, bevæget og betaget af den livshistorie, som man følger på nært hold og uden at lægge fingrene imellem, for lige at fortsætte i samme ordspil
Fred med urkost
Lotte Kaspersen beskriver sin barndom som tryg og idyllisk, hvis ikke hun samtidig var konfronteret med en følelse, som hun først meget senere er i stand til at sætte ord på: ”Alt er fred og forstadsidyl, hvis det ikke er for den nagende uro inde i Lotte. Som at have spist et bornholmerur, hvis konstante tikken vækker et desperat behov for at være i bevægelse. Komme væk. Komme væk fra ensomheden og følelsen af at være alene i hele verden, uanset hvor mange mennesker man omgiver sig med.
Det er værst ved sengetid. Lotte mærker hurtigt, at det hjælper at lægge en lille blå bibel på maven, lige mellem navlen og brystkassen. Her i solar plexus, hvis navn hun først lærer at kende mange år senere, da smerten er blevet hård og fast som en tennisbold, bor ensomheden.” (s. 11). Et ur i og en Bibel på maven er det, som den unge pige oplever som tegn på og hjælp imod den smerte, der viser sig at være ensomhed.
Her hjælper ingen kære mor, selvom Lotte er ubeskrivelig glad for sin mor, for det er den indre uro, dybet og angsten, som griber hende, når alle er gået til ro, og indrømme eller fortælle om sine natlige mareridt skal ingen på det tidspunkt forvente af hende. Til gengæld må man godt forvente en hel masse sportspræstationer af hende, for det kan Lotte til fulde præstere: ”Som barn er jeg altid ud og spille enten håndbold, fodbold badminton eller cykle. Haven med min mors velfriserede blomsterbede er forbudt land, men heldigvis ligger huset på en hjørnegrund og bag huset er en grussti. Her spiller jeg fodbold med drengene og kommer hjem med hudafskrabninger efter at have kastet mig i gruset. Det handler om at vinde. Ikke noget med at spille for sjov. Jeg laver pokaler og medaljer af pap og papir, som vi spiller om. Jeg er tynd som en ål, for jeg har aldrig tid til at spise: ”Bare du spiser en kartoffel og en halv bøf, så må du godt stikke af igen,” siger min mor, og jeg flyver ud af døren.” (s. 22). Som forældre er det naturligvis svært at se, at her er et barn, der kræver særlig opmærksomhed, fordi det virker, som om hun stortrives. Der er også dem, der på deres nyfigne måde, gør Lotte opmærksom på, at rigtige piger måske skulle have andre interesser end fodbold og vilde udendørs udfoldelser.
Det bliver til et udvekslingsophold i USA som ung, hvor hun skifter fra den ene familie til den anden, fordi hun føler, at hun ikke passer ind i de givne rammer, og efter hjemkomsten bliver det til mere sport, men også til en del sprut og mad, for at dæmpe uroen i kroppen. Først da diagnosen ADHD bliver stillet kommer svarene på, hvad det er, der har smertet i Lottes sjæl, og hvorfor hun kom ud i spiseforstyrrelse og alkoholmisbrug. Det bliver hendes kald og mål i livet, at kunne hjælpe andre, der har du som hun, og hun vil med sin nye viden om sig selv og sin diagnose gerne redde ligestillede eller rettere sagt de voldsomme ADHD-drenge, som hun stifter bekendtskab med. Hun har hjertet på rette sted, så hun finder frem til det sted, hvor hun for alvor kan gøre nytte, ikke mindst fordi hun selv ville have ønsket, at hun som barn kunne have fået den fornødne hjælp. Hun er dog kommet til den konklusion, at ens svagheder godt må blive åbenlyse for ens omgivelser, og dermed bliver det også til gavn for dem, der kan finde nogle lighedspunkter og selv søge hjælp. Det bliver tillige åbenlyst for Lotte og andre, at hun er til piger, og hun finder snart kærligheden, der dog også snart kan få en ende, fordi det heller ikke er nemt at være Lotte i et ægteskab eller nemt for den, der er i ægteskabet med Lotte.
Bogen kan klart anbefales. I dag, hvor mange diagnoser stilles, og mange mennesker muligvis stilles bedre, når de er bekendt med deres sjælelige forhold, så kan den være god at spejle sig i eller for pårørende at blive klogere på, hvorfor deres barn eller ven agerer, som han eller hun gør. To liv er aldrig ens og to diagnoser kan aldrig helt sidestilles, men det vigtigste ved bogen er nok også, at man kan blive rustet til at se sig selv og sine mørke sider i øjnene, og desuden er bogen så velskrevet og vedkommende, at man bare ikke kan lægge den fra sig, når man først er begyndt, så god fornøjelse med det hele og alt det imellem.
Skriv et svar