”De har stillet sig i kø uden rigtig at vide, hvad der skal ske, når de når frem. Maleren har også hårpisk. (…) Den unge kinesers ansigt er udtryksløst. Ingeborg lægger mærke til hans bløde læber og de mørke øjne, der ligger i ansigtet, som er der skåret sprækker til dem i den glatte, regelmæssige hud. Så peger han på Ingeborg, (…) Hvad vil han mig? Tænker hun. Kineseren siger noget – det lyder som en bøn eller en irettesættelse. Hun åbner munden. Ingesen (…)”. Sådan beskriver Ingeborg sit møde med San i En anden gren.
En anden gren bygger på forfatterens egen familie og udspiller sig i København i begyndelsen af 1900-tallet. Den unge kineser San Wung Sung er netop ankommet til København. Der venter ham nemlig et job.
Skæbnen eller livets tilfældighed?
Ingeborg er 19 år og bagerjomfru i indre København. Og det er sådan set ikke det, at hun hver dag langer brød over disken, der er det værste, men derimod Henriette, hendes småirriterende kollega og hendes endnu mere irriterende kæreste Edvard. Ingeborg er ikke rigtig glad. Heldigvis har hun sine toiletbesøg at se frem til, som hun beskriver så poetisk:
Hun holder af at sidde herinde og høre verden derude. Så elsker hun det hele. Hvis bare hun kunne bevæge sig igennem livet inde i sit lokum, tænker hun (…)”.
San jubler heller ikke ligefrem. Det job, han havde så store forhåbninger til, viser sig nemlig at være som udstillingsmodel. Sammen med andre kinesere “udstilles” han i den kinesiske by i Tivoli. Det annonceres endda i avisen, hvilket jeg synes illustrerer meget stærkt, at det på den tid, må have været en “særlig begivenhed”, som de besøgende kunne fornøje sig med.
MEN!…man siger jo, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget og en dag mødes San og Ingeborg selvsamme sted…
En læsning med krummede tæer
Jesper Wung-Sung har bl.a. skrevet Kopierne og En, to, tre – nu! Og fordi jeg var så begejstret for filmatiseringen af sidstnævnte, begyndte jeg spændt min læsning af En anden gren. Det varede dog ikke længe, før jeg var hvirvlet ind i en følelse af provokation og vrede, der krævede en del krummede tæer. Følgende citat er et fremragende eksempel derpå:
(…) De er ikke som os. Og hvordan er vi? Du ved…Henriette prøver at glatte ud. Nej, det ved jeg netop ikke. Der går et langt øjeblik, inden Henriette løfter hagen. Der er en vrede, et had i hendes blik, som Ingeborg ikke har set før. Mere menneskelige, svarer Henriette, vender sig og går ind i bageriet (…)”.
Det er meninger a la Henriettes, Ingeborg og San må stå model til i 1900-tallets spæde start. Sammen bryder de med alt, hvad der har med “norm” at gøre. Det er for mig tydeligt, at de fleste opfatter San som et særsyn. De ser ham som fremmed og måske endda også farlig?
Vores livssyn er et spejl af tiden
I dag betragter jeg København som en multikulturel by og har svært ved at forestille mig den som en provinsby, hvor en anden hudfarve nærmest var noget betændt og at blande racer, var helt uhørt. Hvis jeg med nutidens øjne fik lov at rejse tilbage i tiden, så ville jeg helt sikkert være på Ingeborgs og Sans side, men ville jeg også være det, hvis jeg havde levet dengang? Selvfølgelig! Tænker jeg. Men kan jeg være så sikker? For mig, er romanen et vidnesbyrd om, at måden vi anskuer tingene på, i høj grad er afhængig af, den tid vi lever i.
En anden gren er med sine mere en 550 sider, ikke hvad jeg vil betegne som “slank”. Historien strækker sig over perioden 1902-1926 og fortælles i 3-person, med Ingeborg og San som fortæller. Der er en del flashback. De mange hop i tiden fungerer godt for mig. Det giver variation i læsningen. Jeg havde lidt begyndervanskeligheder. Læsningen føltes tung og jeg savnede straks at blive grebet af historien. Heldigvis blev det bedre, da jeg havde læst mig varm.
Idyl er som et fremmedord
Jeg synes, forfatteren skriver godt, med en realisme, der bevæger sig så langt væk fra “idylliskheden”, at det skærer i hjertet. Jeg tænkte straks på romanen Forberedelse til næste liv af Atticus Lish, som jeg synes, En anden gren har stærke ligheder med. En illegal kineser og en amerikansk krigsveteran mødes i New York. Ligesom San og Ingeborg er de outsidere, der kæmper for at overleve og drømmen om at skabe et bedre liv sammen, holder dem i live
Det er en kærlighedshistorie med stort K – om at forelske sig dybt.
Hun havde gentaget, at hendes familie glædede sig til at møde San. Så havde hun spurgt ham: Bliver du her hos mig? Jeg bliver her hos dig, svarede han. Hvor længe skal jeg blive? Altid”.
… Og om at følge et andet menneske, en anden vej, uanset hvorhen.
Vejen for San og Ingeborg fører til et liv i glamourens absolutte skygge. MEN, istedet for at kaste håndklædet, bærer de det med stolthed. De er fightere!
En anden gren vakte en følelse af tristhed i mig. I særdeleshed på grund af det menneskesyn der herskede. Jeg var også rørt og fuld af beundring. Heldigvis fyldte disse følelser mest. Ikke blot på baggrund af kærlighedshistorien men i høj grad fordi jeg synes, romanen fortæller en smuk historie om to mennesker, der trods massiv modstand, ikke lader sig kue; det er livsbekræftende!
Jeg vil klart anbefale En anden gren til alle, der gerne vil læse om en kærlighed fra det virkelige liv – en kærlighed, der trods svære odds, har et stort mod og tør at satse alt. Og til dem der gerne vil have et indblik i, hvordan livet kunne være i Danmark i 1900-tallets begyndelse.
Skriv et svar