Man har det ene øjeblik lyst til det ene, og det næste øjeblik lyst til lige det modsatte, og således kan man skifte mening fra det ene øjeblik til det andet. Der er dage, hvor man synes, at man ikke har et øjeblik for sig selv, men i allersidste øjeblik, får man lige gjort det, man ikke troede, at man ville nå. I et svagt øjeblik giver man efter for børnenes plageri, dog får man snart herefter et klart øjeblik, hvor man fortryder det hele igen. Ellers skulle der efter sigende komme et tredje øjeblik, hvilket der er skrevet en hel bog om, og det er Jørgen I Jensen, der er forfatteren heraf. Bogens titel er lidt finurlig ”… det tredje Øjeblik”, men på titelbladet står der ”Den tredje historie”, og på en måde er det meget symbolsk for hele bogen og forfatteren, at der er iblandet en del mystik. Der findes ikke en præsentation af forfatteren på flappen, men blot en angivelse af, at han tidligere har skrevet ”Jeg-automaten”, og der står heller ikke meget på bagsiden, som inviterer til eller præsenterer bogens ærinde. Derfor går man lidt tøvende i gang med læsningen, og man tøver stadig meget undervejs, fordi det aldrig står helt klart, hvad det tredje øjeblik eller dets historie præcist omfatter.
Magneternes frastødning
Jeg har læst bogen med stor interesse og en vis form for udbytte, og det skyldes, at den er velskrevet og har mange gode citater af de to hovedpersoner Grundtvig og Kierkegaard, hvilket gør en klogere på hovedpersonerne, men ikke på selve bogens ærinde. Den begynder så godt: ”De elskede ikke hinanden, mildt sagt. Men de kunne i det lange løb heller ikke ignorere hinanden. Ingen af dem kunne på længere sigt fastholde, at ham, den anden, ville de i hvert fald ikke have ind i deres liv og tankegang.” (s. 9). Det bliver slået fast, at de to magneter, der hver for sig tiltrækker deres læsere, samtidig frastøder hinanden, men ikke helt kan undgå modparten alligevel. De holder øje med hinanden, og de drøfter også vigtige spørgsmål med hver andre fra tid til anden.
Imidlertid mangler jeg altså et overblik, en struktur eller en reel disponering af stoffet. Det er som om, at stoffet væver sig ind i hinanden, citaterne krydser klinger, og synspunkter blander sig, men den skarpe analytiske formidling og adskillelse mellem de to herrer udebliver ganske. Man læser, fordi det er gode pointer og fine iagttagelser, men det forbliver et mysterium, hvorfor de føres sammen eller nærmest tvinges til at have noget fælles. Endvidere bliver man i tvivl om, hvorvidt det er teologi eller filosof, og om det er et historisk anliggende eller mere et stædig forehavende om, at få de to frastødende magneter til at blive tiltrækkende. Det virker ikke umiddelbart som om, der er en egentlig fællesnævner mellem dem: ”Grundtvig kaldte Kierkegaard ”en Haarkløver”, en spekulativ filosof, og Kierkegaard indvendte igen og igen mod det grundtvigske syn, at her fortaber alt – og navnlig kristendommen – sig i historiske tåger.” (s. 15). Det er sjovt, men også tragisk, hvordan to drevne teologer kan være så dybt uenige om den tro, som de begge var båret af. Netop derfor er det også problematisk, at de for enhver pris skal bringes sammen, som det sker i bogen her.
Øjeblikket
Kierkegaard har en forkærlighed for begrebet ”Øjeblikket”, der ikke er til at misforstå, selvom der er tre af slagsen. Han har den helt særlige definition, hvor Guds tid eller evigheden krydser vores tid eller timeligheden, og lige der, hvor og når det sker, indtræffer ”øjeblikket”. Det andet øjeblik er der, hvor han går til kamp imod kirken og præsterne, hvilket må formodes at være ”det rette øjeblik”, og endelig er der det tredje øjeblik, som er hans tidsskrift med titlen ”Øjeblikket”, og når man er inde i det stof fra Kierkegaards side, så gisper man højlydt, når man læser Jensens udtalelse, der igen absolut skal gøre de to åndrige hoved til et fælles projekt: ”Som det fremgår: det, der hos Grundtvig kan svare til det kierkegaardske begreb om evighed eller paradoks, er en fleksibel tidsopfattelse – hvor det korte erotiske møde kan pege på snesevis af år, ja på et årtusind. Og dog kender Kierkegaard også til flextid, at kunne bøje tiden, så at sige uden tid. Øjeblikket var ikke kun evighedens atom, det kunne også være hele det menneskeliv som levede i bestandig lidelse, livslidelsen var kun et eneste øjeblik i forhold til evigheden.” (s. 73). Hertil må jeg tilføje, at Kierkegaards øjeblik i form af evighedens atom ikke kan gradbøjes eller indføjes i menneskelivets lidelser, og det er aldrig fleksibelt. Det er der, og så er det der ikke mere, for evighedens indtrængen i timeligheden med øjeblikket som resultat er usammenligneligt med alt andet.
Derfor er min anbefaling, at man kan læse bogen, fordi den er underholdende, godt skrevet og har man gode indføringer i Grundtvigs og Kierkegaards forfatterskaber. Den giver et godt indblik i guldalderens tematik og historie, men pas på sammenblandingerne mellem de to, for det giver et unuanceret billede af, hvordan de to magneters kræfter virkede i hver sin retning. Hellere holde dem naturligt adskilt end unaturligt sammenkoblet.
Skriv et svar