Man kan være klar i mælet, sørge for, at der er klar bane, og hvis man er heldig klare frisag. Det er dog vigtigt at sikre sig, at der er klare linjer, så man kan klare sig, og af og til skal man både klare skærene og ærterne på en gang. Hvis man mener, at kysten er klar, så skal man være klar over, at der alligevel kan komme et lyn fra en klar himmel, og så må man kunne klare mosten. Man skal også være klar i hovedet, klar på, at der stilles store krav til en, når man går i gang med den fine bog, hvor klarheden netop er i centrum, og det er ”Johannesevangeliets klarhed”. Den er skrevet af Troels Engberg-Pedersen, og han behandler Johannesevangeliet eksemplarisk med sin store viden og indsigt. Det Evangelium, der har det med at skille sig ud fra de andre af forskellige grunde, som også bliver analyseret, og det pointeres, at der stilles udfordringer til læseren, fordi Johannes serverer en tekst, der er enormt betydningsfuldt, men endvidere lægger op til refleksioner om, hvorvidt der er tale om en sammenhængende tekst og flere mulige tekstlag.
Trosfrelse
Den samlede læsning af Evangeliet og forfatterens fortolkninger gør os imidlertid meget klogere på de spørgsmål, hvorfor man efter endt læsning af bogen står med en langt større forståelse på Johannes og hans skrift i sin indre paksæk. Åbenbaringen bliver grundigt behandlet: ”Når Jesus ifølge den gnostiske forståelse af Johannesevangeliet ikke åbenbarede andet, end at han selv var åbenbareren, så var den adækvate eksistentielle reaktion herpå kun én: at tro netop dette. I og med denne tro er den moderne læser også selv frelst. Dermed har den historiske tekst nået sit moderne mål hos den aktuelle læser” (s. 21). Også vi moderne mennesker kan blive frelst ved troen alene, for det eneste, det handler om, er at tro på åbenbareren.
Frelse til alle tider og på alle steder giver troen, men naturligvis er Johannesevangeliet historisk situeret, som det udtrykkes i bogen, i en bestemt tid og på et bestemt sted, hvilket man ikke kommer uden om at tage med i sine betragtninger, når man læser Johannes’ tekst. Det er en såkaldt narrativ tekst, der efter forfatterens mening ligefrem råber på at blive analyseret, og det råb har han hørt og efterkommet fortræffeligt. Det er lige så vigtigt at se i øjnene at ingen fortolkning er uafhængig af fortolkeren, hvorfor dennes situerede ståsted må medtænkes, så den hermeneutiske cirkel er ikke glemt. Det er ikke ensbetydende med, at man bare skal blande eksisterende paradigmer og den litteratur sammen i en pærevælling, for som det er paradigmets natur, så kan det netop ikke blandes med andre og anderledes paradigmer, men man kan fint lade sig inspirere af de gængse paradigmer og perspektiver på Johannes’ forskning på forskellig vis, når man danner sig sine egne meninger herom. Et væsentligt kendetegn ved hans tekster er desuden, at de er ganske filosofiske og viser en stor påvirkning ikke mindst fra de græske filosoffer, hvorfor en idéhistoriker som undertegnede altid finder glæde i at læse det fjerde Evangelium, som Johannes er placeret som.
En særlig profil
I bogen får vi både de originale Bibeltekster i små klumper, nogle tematiske betragtninger herpå, egentlige fortolkninger hertil og konklusion på de samme tekster, så intet er overladt til tilfældighederne. Man ser, at Johannesevangeliet har et klart koncept, heraf klarheden i titlen, og den særlig profil, der lægger vægt på læserens forståelse, er gennemgående i det særlige Evangelium. Endvidere har ånden, Helligånden eller pneuma’en en helt central rolle hos Johannes: ”Jesus sagde: ”Elsker I mig, så hold mine bud: og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.” (s. 160). Der er ikke tale om ånden i flasken, men en decideret sandhedsånd eller talsmand, der sikrer, at disciplene ikke står alene tilbage, når Jesus er faret til Himmels. Der er sørget for dem, taget vare på dem, og det er samtidig en åndelig fortsættelse af forkyndelsen, som Jesus ellers var den enlige talsmand for. Man kommer til at tænke på det sus, som det gav i den stue, hvor disciplene sad i Pinsen og modtog Helligånden, og den blev fra den dag for dem og alle os andre en formidler, forkynder og fortaler for kristendom.
Johannes var den fjerde i rækken, den filosofiske af slagsen og den forklarende på vagten, og Engberg-Pedersen får det hele med. Der var én stjerne på Himlen, som nogle vise mænd for længe siden opdagede og opsporede, men her tildeles der fem stjerne, og selvom de ikke er så hellige eller lyser helt så kraftigt, så er de vel ment.
Skriv et svar