Jeg er ikke noget stort Jazz-menneske. Men som stor pige var jeg med mine forældre i Glassalen i Tivoli for st høre Svend Asmussen, en oplevelse jeg aldrig vil glemme. Dårligt var vi hjemme før jeg stod nede i Fona og købte min første LP med den swingende herre og hans musiker, og siden har June Nights og mange andre af de skønne melodier fulgt mig gennem livet. Det var derfor med stor interesse jeg gik i gang med at læse den nyreviderede udgave af Svends selvbiografi. Bogen udkom førstegang i 2005, men er i forbindelse med Svends død den 7. Februar i år nu opdateret og afsluttes med et smukt efterskrift af hans kone Ellen Bick Asmussen, som han fik 12 gode årgammel med.
Det er en utrolig dejlig bog om et stort menneske i dansk musik. Vi bliver draget ind i jazzens verden ikke bare her hjemme, men også ude på de internationale scener. I selskab med store stjerner som Duke Ellington, Benny Goodman og Louis Armstrong og vores alle sammens Leo Mathisen. Det er også en rejse gennem en tidsalder på godt og ondt, krigens skygge der lagde en dæmper på udfoldelsesmulighederne og fik Svend til at udtale “Jazzen er død” da han måtte opgive at drive sin klub Blue Heaven videre. En tid hvor mange blev hentet om natten, også den 27årige Svend der blev sendt i isolationsfængsle i fængslet på Alexanderplatz i Berlin. Men på trods af mørket overlevede jazzen alligevel og Svend fortsatte sin musik i samarbejde med bla Alice Babs og Ulrik Neumann, sammen dannede de entertainer trioen Swe-Danes der eksisterede 1959 – 1961. Jeg kunne blive ved at referer fra perioder i Svends rige liv, bogen, den er så mættet af gode anekdoter og fortællinger så det er svært ikke at blive revet med.
Det er en meget velskrevet bog, og efter endt læsning føler jeg at bogen har bidraget til at jeg har fået en meget fin indsigt i mennesket og musikeren Svend Asmussen.
Skriv et svar