Jeg kan have i sinde at lave en anmeldelse, og det kan sagtens være, fordi jeg har noget særligt på sinde. Desuden kan det kan være noget, jeg har gået med i mit stille sind, men ikke mindst er der i den sammenhæng noget, som ligger mig på sinde. Under alle omstændigheder vil jeg gå til opgaven med opladt sind, for ikke at sige med åbent sind, også selvom det vil sætte sindene i kog, men det gælder jo altid, at man må tabe og vinde med samme sind, mens det desværre også er gældende, at når nogen er ude af øje, så er de ude af sind. Når forfatterne skriver en bog, så kan de være til sinds at komme frem med nogle specielle pointer, og dem må de fremkomme med på sindrig vis, for snart åbenbares deres rette sindelag, sindsstemning og sindstilstand. Muligvis aner man et vist frisind og et stort samfundssind, og til tider lidt af et storsind, men det er dog bedre end et sløvsind.
I bogen ”Kafka i syv sind” er der i hvert tilfælde 7 forfattere, der viser deres menneskesind, når de fremstiller den gode Kafka, der bestemt godt kunne være i syv sind om ikke flere, når han fattede pennen og fattede eksistensens mangfoldighed, flertydighed og uoverskuelighed. Det er endnu en god bog i ”SYV-SIND-SERIEN, og dem kan man vist ikke få for mange af, for efter at have læst om Knausgård og her fået nogle sindsoprivende sandheder, så er turen kommet til Kafka, som jeg har læst mere af end Knausgård, men som bogen med de syv forfatteres forskellige baggrund giver for mig mere end syv nye perspektiver på. Den hos Kafka lidt pudsige forvandling eller omdannelse til et fremmedlegeme af den handelsrejsende Gregor Samsa udtrykkes således: ”Konsekvenserne af denne ubegribelige forvandling udfolder sig i detaljeret realisme, familiens umiddelbare reaktion, de nødvendige ændringer i lejlighedens møblering, forandringerne i den økonomiske situation, der nødvendiggør, at den handelsrejsendes gamle far og hans lillesøster finder sig et lønarbejde, at man bliver nødt til at udleje et par værelser af lejligheden osv.” (s. 13)
At den stakkels mand er blevet transformeret til en bille i løbet af natten, fokuserer man ikke meget på, hvilket netop er det kafkaske eller absurde i al sin ubegribelighed, for det univers eller ikke-univers, som Kafka præsenterer os for, er en eksistentiel sfære, der er karakteriseret ved uopnåelighed, uforståelighed og usammenlignelighed. De stakkels hovedpersoner går rundt og leder efter noget, som de ikke ved, hvad er, og hvor svært det end kan være at kæmpe for noget veldefineret, der ganske vist ligger langt væk fra ens rækkevidde, så er det dog endnu værre eller umuligt at kæmpe for noget udefinerligt, som man aldrig aner ude i horisonten. Som Moritz Schramm skriver i sin tilgang til retfærdighed hos Kafka, så er det evige grundtema i Kafkas forfatterskab den uretmæssige retskendelse, hvilket betyder, at der er et misforhold mellem ret og retfærdighed. Kafkas helte bliver konstant udsat for udokumenterede anklager, fordømmelser, nedværdigelser, overgreb og ligefrem henrettelser, som alle er kendetegnet ved total mangel på kausalitet og regulær strafudmåling. Der sker hos Kafka en sammenblanding af ret, disciplin og magt, og det hele forhales i et væk, det fortabes i mærkelige og til tider komiske små episoder, men det forklares aldrig, hvorfor det gik som det gik.
Kafka har netop gengivet en morsom erindring, hvor han på sit kontor midt under en leders tale får et voldsom latteranfald, og først forsøger han at undvige den kendsgerning ved at småhoste, snøfte osv., men han kan ikke skjule det, og til sidst må han give efter og bare le, hvilket virker helt smittende på de andre, men det er under alle omstændigheder en pinlig sag, som han må redegøre for efterfølgende hos chefen. Der er, som der også står i ”Kafka i syv sind” en slags hårfin grænse mellem latter og gråd, som man hele tiden balancerer på igennem Kafkas værker, og under de mest uløselige forhold, som burde vække til alvor, så kommer man til at le over al den absurditet, og man ser, hvordan det negative faktisk fostrer det positive: ”De positive anerkendelsesutopier i de senere værker er således umiddelbare reaktioner på fornægtet anerkendelse. Nu sigtes der ikke længere blot efter ”Lige ret for loven”, men også efter ”Behovsretfærdighed” og præstationsretfærdighed”: Kafkas helte stræber inden for alle områder efter en form for social anerkendelse, der modsvarer negative erfaringer om mishandling, fratagelse af rettigheder og ydmygelse.” (s. 66). Man bliver noget træt af at følge de stakkels mennesker hos Kafka, der til stadighed er ude i et uafklaret ærinde, der forbliver sådan bogen igennem., men man bliver aldrig træt af at læse Kafka, og de syv gennemgange af forfatterskabets forskellige vinkler vækker blot mere lyst til mere Kafka.
Ud over Kafka og Knausgård finder vi bøger i serien om Kundera og Mann, og det er store og klassiske forfatterskaber, som da kun kan vække interesse. Jeg vil ile videre med Kundera og syv tilgange hertil, og imens kan fem stjerner tildeles Kafka-bogen, for den er saglig, særlig og speciel i sin vidende og velskrevne udførelse.
Skriv et svar