Pia-Esther-Astrid er en 6-årig pige, som er træt af, at mor og far bestemmer alting, lige fra hvornår hun skal stå op om morgenen og i seng om aftenen, hvad tøj hun skal have på, hvad hun skal spise og have med i madpakken, om hun skal lave lektier, og hvad hun må se på tv.
Pia-Esther-Astrid er da gammel nok til selv at bestemme, det er hun sikker på! Det vil hun gerne, at mor og far forstår. Hun ville ønske, hun kunne overtale dem til at give hende lov til at bestemme selv.
Under et aftensmåltid, hvor hun igen må spise noget mad, hun ikke bryder sig om, keder Pia-Esther-Astrid sig så meget, at hun bliver træt og falder i søvn.
Hun drømmer, at det nu er hende, der bestemmer, efter de har spist deres aftensmad.
Alting er vendt på hovedet:
- Det er hende, der bestemmer forældrenes sengetid
- Hun giver dem dynen på og læser godnathistorie og siger godnat
- Hun rydder op i køkkenet
- Hun bager pizzasnegle med krymmel på
- Hun vækker forældrene og beordrer dem op
- Hun bestemmer, at de tre allerførst skal hygge sig lidt med morgentv
- Bagefter bestemmer hun, hvad tøj de skal have på
- Hun bestemmer, at forældrene skal pjække fra arbejde
- Hun bestemmer, at hun selv skal pjække fra skole
- Hun bestemmer, at far og mor skal rydde op og aflevere overflødige ting til genbrug
- Pia-Esther-Astrid bestemmer sig for at købe en hund
Alt dette går rigtig godt, synes Pia-Esther-Astrid, indtil far og mor kommer hjem fra genbrugsbutikken, hvor de er blevet drillet med det tøj og de sko, Astrid valgte, de skulle tage på.
Hun må trøste sine forældre, og det hjælper.
Imens har hundehvalpen, Pops, besørget flere steder på gulv, sofa og i fars sko.
Pia-Esther-Astrid bestemmer, at far skal gøre rent efter hundehvalpen.
Bagefter er far og mor sultne, men de kan ikke lide Pia-Esther-Astrids hjemmelavede pizzasnegle!
Pludselig overvældes Pia-Esther-Astrid af træthed. Hun synes ikke mere, det er sjovt at bestemme, det er i stedet blevet en hård og anstrengende opgave. Hun falder i søvn og vågner op fra sin ønskedrøm, ved at far bærer hende i seng.
Alt er tilbage til det normale, og det er Pia-Esther-Astrid lettet over. Var det bare en drøm – eller har hun mon stadig en hundehvalp, når hun om morgenen slår øjnene op? Det er op til læseren at afgøre.
Vurdering
Bestemmedagen er en god oplæsningsbog til familier med børn i alderen 6-8 år. Den fokuserer på emnet: Hvem bestemmer i familien og hvorfor. De fleste forældre og børn har oplevet konfliktfyldte situationer over retten til at bestemme eller at måtte adlyde. Derfor er fokuspunktet for bogen yderst relevant.
Bogen åbner mulighed for en samtale mellem den voksne og barnet om det at bestemme eller adlyde ordre, især fordi synsvinklen er lagt hos barnet, og derfor vil børn helt umiddelbart kunne lide bogens handlingsforløb.
Bogen er lidt kortfattet, jeg sidder tilbage med spørgsmålet: Var det alt? Der kunne med fordel være inddraget endnu flere uventede situationer. For at illustrere min pointe citerer jeg fra side 23 i Bestemmelsesdagen:
”Da de skal ud ad døren, kommer Pia-Esther-Astrid i tanke om, at hun jo bestemmer! Så hun kan egentlig bare bestemme, at de skal pjække fra arbejde.
Hun gider heller ikke i skole. Og Pia-Esther-Astrid bestemmer jo.”
Som opfølgning på denne beslutning kunne forfatteren have valgt at skrive, at skolen og forældrenes arbejdspladser ringer og spørger ind til deres fravær. Det ville have givet læseren mulighed for at tale med sit barn om det etisk forsvarlige i at pjække og konsekvenserne af dette.
Man kan også indvende, at i dagens Danmark er problemstillingen ofte værst for forældrene, idet nutidens børn har fået meget mere medbestemmelse over deres egne liv, dette tenderer i retning af, at børn selv bestemmer i mange af de situationer, bogen nævner.
Uanset styrkeforholdet mellem børn og voksne mener jeg, bogen er værd at læse som højtlæsningsbog, så børn kan få en bedre forståelse for det ansvar, der følger med ved at bestemme over andre og ved selv at bestemme over sit eget liv, for hvor meget ansvar kan et barn tåle at have?
Bogen har mange illustrationer, der fint underbygger teksten og forståelsen af indholdet. Sproget er let tilgængeligt og i børnehøjde.
Jeg giver bogen 4 stjerner.
Skriv et svar