Om bogen:
En kvinde, Kirsten Blomsted, findes skudt i sin lejlighed på Østerbro. Lejligheden er låst inde fra, der er ingen bagtrappe. Mordet i det lukkede rum? Måske ikke.
Altandørene står åbne, men de nærmeste huse er flere hundrede meter væk. Ingen kan ramme en kvinde midt i panden fra den afstand. En obduktion viser, at kvinden var gravid, men denne oplysning synes ikke at hjælpe kriminalkommissær Kurt Wisom, der arbejder med opklaringen.
Men en QR-kode fundet hos teleselskabet Come2Me viser, at den myrdede kommunikerede ved hjælp af disse koder med en fremmed. Faren til barnet? Morderen? Alt dette forbliver længe en gåde for Wisom, men sagen opklares dog pludseligt og overraskende.
PS. Bogen indeholder en række QR-koder, så det er en forudsætning at have en QR-reader ved hånden.

Anmeldelse:
Stakkels Litteraturstuderende Kirsten Blomsted bliver myrdet endnu engang 🙂
Dette er den 3. bog i serien med titlerne Mord 2.0, Mord 3.0 samt denne Mord 4.0. Kirsten Blomsted er blevet myrdet på 3 forskellige måder og i denne “Mord 4.0” bliver hun altså skudt i panden. Det store mysterie er midlertid at hun ligger på gulvet med fødderne vendt imod hendes altan, hendes lejlighed er låst med 2 låse samt en kædelås. Altså tyder noget på, at hun har været alene i lejligheden…men hvor har morderen været og hvordan er han/hun sluppet ud af lejligheden og hvordan har morderen båret sig ad med at låse døren igen ?
Kurt Wisom er kriminalkommissæren der endnu engang skal opklare mordet, men denne gang har han ikke en særlig stor rolle i bogen. Til gengæld følger man Kirstens liv meget tæt i tiden helt op til mordet.
Kirsten Blomsted
Kirsten har haft en fast elsker, Mark, igennem de sidste 4 år. Det er et arrangement der passer både Kirsten og Mark ganske godt. Mark er gift og far til 2 tvillingdrenge. Han har ikke længere et intimt forhold til sin kone så dette at have et rimeligt uforpligtende forhold til Kirsten ved siden af passer ham godt. Mark arbejder med at fotografere og dokumentere kunst for forskellige euroropæiske musseer når kunstværkerne skal lånes ud museerne imellem. En jobtype som jeg faktisk ikke er bekendt med. Men det giver meget god mening hvis denne stilling faktisk findes.
Kirsten på sin side er glad for Mark, men det passer hende godt at hun har en mand i sit liv som ikke pludselig vil flytte sammen med hende. Hun er meget glad for sin alenetid der også giver hende tid til at skrive på den afhandling om Goethe som hun er igang med.
Mordplottet og QR-koder
Mordet i “Mord 4.0” er fantastisk godt udtænkt. Overraskende og genialt. Fra jeg nåede til Kirstens fortælling så var bogen en fantastisk pageturner.
De første 5 kapitler blev overdøvet en smule af at den samme oplysning om Wisoms kollega, chefen for politiets IT-Afdeling Søren Hulk blev gentaget adskillige gange. Hulk ynder at sætte udrykning på bilen for at komme hurtigt frem i den Københavnske trafik, selvom det er en grov overtrædelse af gældende regler. Godt nok overtræder Hulk denne interne regel adskillige gange meeen… alligevel. Det blev en smule “træls” at læse denne oplysning 4-5 gange. Men det ser jeg så lige bort fra fordi resten af historien er umanérligt nytænkende og spændende skrevet.
Der er ingen tvivl om at plottet i “Mord 4.0” er det absolut bedst tænkte ud af de 3 bøger i serien. Mon man i en “Mord 5.0” tør håbe på at mord opklaringen fra “Mord 3.0” bliver mikset med mordet i “Mord 4.0” 🙂
Som en ekstra sjov detalje så er Sidemissionerne i “Mord 4.0” QR-koder. Det er en rigtig fin nytænkning at man aktivt skal åbne en QR-reader på sin smartphone for at få lov til at læse samtalerne imellem Kirsten og Mark.





Skriv et svar