Historisk drama med en knivspids romantik.
Baggrund
Katja Marie Kettu, født i 1978.
Udgivet i Finland i 2011 under originaltitlen ”Kätilö”
Oversat til dansk af Birgita Bonde Hansen og udgivet i 2015.
Finsk filmatisering i 2015.
Baseret på virkelige hændelser.
I et interview med Politikken udtalte Ketty: »Da jeg researchede til romanen, talte jeg med mange, der levede dengang. Det var næsten umuligt at få kvinderne til at udtale sig. Det største tabu er de finske kvinders forhold til de tyske soldater. Derfor er der mange tyske efterkommere i Finland i dag, men det er uudtalt, og kvinderne har været syndebukke. Kvindernes seksualitet har fået skyld for meget af det, der skete under Anden Verdenskrig «
Resumé
Fortællingen følger en non-lineær tidslinje og springer således i tid i konstant vekselvirkning mellem historiske tilbageblik og breve.
Scenen er en finsk fangelejr under Laplandskrigen i 1944 mod WW2s afslutning.
Vi følger hovedpersonen, kvinden Helen, kaldes Vildøje, som stammer fra ringe kår, en forældreløs ”horeunge” efter en prostitueret mor og en kommunistisk far. Vildøje forventer aldrig at blive hustru og mor, lige som de andre piger i sin landsby. Ikke alene har hun et ”hængende” øje, men hun er også blevet fortalt, at hun er ufrugtbar på grund af en barndomsulykke. I stedet for selv at bære børn hjælper hun andre kvinder med at bringe børn til verden. Ved hjælp af en blanding af gamle husråd og moderne medicin, som landsbyens tidligere jordemoder lærte hende, bliver hun en kærkommen fødselshjælper i lokalsamfundet.
En umådelig barsk fortælling udfoldes, da Vildøje forelsker sig hovedkulds i en tysk SS-officer Johann. I hendes øjne er han dog ikke tysk nazist, kun hendes livs kærlighed og i fornægtelse af sagens rette sammenhæng, kalder hun ham til stadighed Johannes. Vildøje kan ikke bære at være adskilt fra sin Johannes, endsige risikere at miste ham. For ham hun er villig til ALT. For at være ham nær, opgiver hun sit kald som jordemoder og ledsager ham til hans næste udstationering i en fangelejr. Hun påtager sig frivilligt den dystre opgave som sygeplejerske i fangelejrens kvindesektion ”Kostalden”. Her går hun fra at skabe liv til at bringe død. Hendes opgave er at føre tilsyn med de tilfangetagne kvinders skader og udfører tvungne aborter. Kettu beskriver følelseskoldt, hvordan Vildøje fører tangen ind og med al kraft flår ufødte fostre ud af mødrenes skød. Efterfølgende opbevares de aborterede fostre i glas og indlemmes i en makaber samling til brug for medicinske eksperimenter. Det er ligeledes Vildøjes opgave at undersøge de mandlige fanger: alle uden forhud sendes direkte videre til ekstermination.
Johannes er traumatiseret og knækket psykisk efter sin deltagelse i en massakre på jøder ved Babij Jar. Han er medicinafhængig og distanceret, også han lever i fornægtelse. Johannes fastholder således at det er hans job at grave ud til en stor swimmingpool, selvom læseren for længst har gættet det sande formål med den kæmpestore grav.
Sammen kan Vildøje og Johannes lukke øjnene for rædslerne omkring dem, fornægte deres egen rolle i grusomhederne og blot sameksistere som ubesmittede, sanselige kærestefolk. Deres kærlighedshistorie er i sandhed en virkelighedsflugt fra voldtægt, fosterfordrivelse, eksperimenter og folkemord.
Mod slutningen kan kærligheden ikke længere skærme Vildøje fra lejrens uhyrligheder, da hun selv indsættes som i ”kostalden”…..
Min vurdering
Birgita Bonde Hansens oversættelse er formidabelt udført, Sproget flyder let og ubesværet. Beskrivelsernet er direkte og intet pakkes ind eller overlades til fantasien.
De internerede kvinders fornedrelse med gruppevoldtægter og tvungne aborter beskrives råt og brutalt, totalt blottet for følelser. Det eneste tidspunkt, hvor skrivestilen antændes af passion og indføling, er når Kettu beskriver Vildøjes lidenskaben til Johannes. Vildøjes retfærdiggør sin egen part i lidelsen med hendes store kærlighed til Johannes, og hun er mere end villig til at ofre sin egen empati og etik, mens hun i blinde klynger sig til deres små lidenskabelige øjeblikke. Vildøjes kærlighed har elementer af besættelse og virkelighedsflugt, hvilket også gør sig gældende for Johannes´ pillemisbrug.
Som helhed en skarp kontrast mellem krigens gru og de ømme møder mellem elskende.
Barsk og grafisk på grænsen til det vulgære. En bog, jeg var nødt til at læse, men ikke ønsker at genlæse.
Skriv et svar