Larmende Stilhed er anden del af trilogien om pædagogen Cecilie Knudsen. Den kan sagtens læses uafhængigt af første del, Stille Skrig, men det anbefales, at læse dem i rækkefølge. Når det er sagt, så starter handlingen i Larmende Stilhed flere årtier inden Stille Skrig, men tidsforskellen indhentes undervejs.
Larmende Stilhed udspiller sig i store dele i to forskellige tidsrammer, som der veksles imellem ved hvert kapitelskift. Normalt er jeg ikke fan af denne slags tidsmæssige hop, men i netop denne bog giver det rigtig god mening.
Larmende Stilhed handler om Cecilies venskab med Ulla, som har en belastet fortid og en svær nutid. Vi kommer ind under huden på Ulla og også på andre mennesker, der er mærket af en opvækst, hvor svigt, vold og overgreb har været del af dagligdagen. Alle er de prægede af deres oplevelser, men hvor nogle med fuldt overlæg fortsætter i samme spor og viderefører volden og overgrebene, forsøger andre at bryde ud af det ondes magt. Den indre kamp imod det onde, imod mørket i os selv har en central plads i bogen, og denne kamp beskrives udførligt og virkelig rammende.
Der foregår mange forfærdelige ting imod både mennesker og dyr i bogen, og dette kan være barsk læsning. Det faktum, at hændelserne desværre er meget realistiske, gør det kun endnu mere ubehageligt at læse.
Historien er medrivende, og bogen er umuligt at lægge fra sig, når først man er kommet i gang. Hele tiden har man lyst til at læse det næste kapitel og det næste og det næste…
Skriv et svar