Stilhedens ekko er den sidste bog i trilogien om Cecilie Knudsen. I de to forudgående bøger lærte jeg Cecilie godt at kende, og det var skønt at møde hende igen. Jeg kunne på samme tid genkende hende og mærke, at hun havde udviklet sig i det tidsrum, der var gået mellem bøgerne. Det var som at møde en gammel ven efter et stykke tid.
Når det er sagt, så er det i store dele af bogen ikke Cecilie, der er hovedpersonen, men derimod hendes græske vens datter, Anastasia, og dennes veninde, Rhea. Først blev jeg overrasket over dette, men som fortællingen udspillede sig, gav det mening. De to pigers historie forbindes elegant med Cecilie, og på den måde bidrager de med endnu en dimension til bøgernes univers.
Der springes i tid og sted i bogen, hvilket er noget jeg som regel har det svært ved. Ikke i denne bog. Her bindes fortiden smukt op med nutiden, og det var ikke svært for mig at følge sammenhængen mellem historiens forskellige tider og elementer.
Bogens emne er dystert. Meget dystert. Der trækkes tråde til de dystre handlinger i de foregående bøger, men vinklen er anderledes, og drivkraften er anderledes. Det er således en ny dimension af det dystre, der udforskes i denne bog.
I Stilhedens ekko sættes mørket op imod lyset. En verden af rædsel, egoisme og had sættes op imod en verden af håb, medmenneskelighed og kærlighed. Disse to verdener kolliderer, og det værste og det bedste i den menneskelige natur står krystalklart overfor hinanden. Det er skræmmende godt lavet.
Jeg læste Stilhedens ekko på en enkelt dag. Jeg kunne simpelthen ikke lægge bogen fra mig, da jeg først var gået i gang. Jeg måtte bare vide, hvordan det hele endte.
Stilhedens ekko er helt bestemt en værdig afslutning i rækken af bøger omkring Cecilie Knudsen.
Skriv et svar