Ukrudt er en modbydelig bog. Forstået på den måde, at den handler om nogle af de mest forfærdelig ting, man kan forestille sig. Og det, der gør bogen virkelig modbydelig, er, at de forfærdelige ting udføres af mennesker, der udefra virker normale.
Ingen mistænker ægtemanden eller de andre personer i bogen, der nedgør, slår, voldtager, torturerer og myrder. Andre kan hverken se eller mærke på dem, at de i virkeligheden er dybt skadede mennesker, der udøver både fysisk og psykisk vold.
Som læser får man ikke kendskab til årsagerne til, at disse mennesker er blevet som de er, men man får indblik i, hvordan de tænker. Hvilket er skræmmende, for personerne opfatter selv de uhyrlige gerninger som berettigede og nogle gange endda nødvendige. Hvilket rejser spørgsmål omkring menneskets natur. Kan man gøre noget helt forfærdeligt i den overbevisning, at det er en god handling? Og hvordan når man dertil? Er det pga. traume, psykisk sygdom, undertrykkelse? Eller findes der onde mennesker? Et andet spørgsmål, man som læser kommer til at stille sig selv er, om vold og sågar mord nogle gange faktisk er berettiget. Det er store spørgsmål, som Ukrudt fik mig til at tænke over.
Bogen hopper mellem fire forskellige personer: pigen, kvinden, manden og præsten. Først er sammenhængen mellem disse fire personer ikke klar, men det bliver den gradvist og lige nøjagtig i det rette tempo, så både spænding og interesse fastholdes.
Den person, der har givet bogen sin titel, er pigen Birgit, hvis klassekammerater har givet hende øgenavnet Ukrudt. Birgit er en interessant person, der gennemgår en stor, men absolut troværdig udvikling i løbet af bogen. Ukrudt er bog nummer et i en trilogi, og jeg glæder mig virkelig til at følge Birgit på hendes rejse gennem de næste to bøger.
Skriv et svar