Hvis man vil undgå at sejle sin egen sø, så kan man tage en tur på de syv verdenshave, og det er nok også mere bekvemt end at skulle overtales til noget af syv vilde heste. Ellers kan man naturligvis bare lade fem og syv være lige, men så skal man huske, at ens mund også er lukket med syv segl. Alting kan gå hen og tage syv lange og syv brede, og kun hvis man er heldig nok, kan man banke under bordet og sværge ved de magiske ord syv ni tretten, men hvis man er i syv sind, så skal man ikke afholde sig fra at læse bogen om Knausgård. Den har netop titlen ”Knausgård i syv sind”, og den er skrevet af om ikke de syv vise mænd, så dog alligevel af syv vise mænd, men der kunne nu godt have været en vis kvinde, der med syvmilestøvler var ilet til for at deltage i denne syvklang eller give sit besyv med i denne septim af velklingende toner om Knausgård. Bogen indgår i en antologi-række, der har fået betegnelsen SYV-SIND-SERIEN, hvor hver bog ved hjælp af syv forskellige litterater, filosoffer og teologer behandler et skønlitterært forfatterskab, der knytter forbindelse til filosofien og teologien.
Ud over Knausgård finder vi bøger i serien om Kundera, Mann og Kafka, og det er en interessant kobling, som da kun kan vække interesse. De fleste, som har læst Knausgård må reflektere over den titel ”Min kamp”, der næsten ikke kan undgå at lede tanken hen på en anden mand, der har skrevet en bog med samme titel, men godt nok på tysk og heldigvis for en del år siden. De refleksioner får vi fra Kasper Green Krejberg: ”Han er dog mest af alt prisgivet psykologi og følelser, når han mindes sin opvækst i familiens skød, altså det, han vil væk fra i sin næste roman, men i bind 6 åbner der sig nu en anderledes håndfast mulighed for at tegne og tyde livsmønsteret, da der blandt familiens materielle arvestykker viser sig at være et par bemærkelsesværdige genstande, der peger på ”en historie som er anderledes en vor egen og dog den samme”. Karl Ove støder på nazistisk arvegods.” (s. 67).
Ellers bliver det snart helt Kierkegaardsk, når man hører om Knausgårds evige anstrengte forhold til sin far, og sidstnævnte gård havde helt sikkert et endnu mere ubehageligt forhold til faren end den ældre gård, som dog desuden lærte meget af sin far: ”Tilmed da faderen på et tidspunkt flytter fra hjemmet, mærker Karl Ove stadig hans blik overalt: selv om huset åpnet seg, og jeg for første gang i mitt liv kunne gjøre hva jeg ville i det, fantes han der på en merkelig måte fortsat”. Og heller ikke da faderen nogle år senere slår sig på flasken, og hans blik bliver sløret og ligegyldigt, befries den efterhånden voksne søn fra frygten: ”for når jeg så på ham, og blikket hans streifet mitt, ante jeg at han fortsat var i det, det harde, kalde som jeg hadd vokset opp med og fortsatt var redd for Ja, end ikke faderens død indebærer nogen reel befrielse. Da sønnen sidder ved hans åbne kiste og for første gang uhindret kan granske hans ansigt, er han konstant bange for, at han lige pludselig skal slå øjnene op” (s. 36). Der er altid et anklagende blik i farens øjne, som får sønnen til at føle en konstant skyld, og bare lyden af farens fodspor får en skyldfølelse frem i Karl Ove og får ham til at dukke nakken. Godt der er mange bind til terapeutiske øvelser og biografiske kontemplationer om de eksistentielle forhold.
Det bliver klart, at Knausgård på det nærmeste går på eventyr i sig selv, og at ”Min kamp” er en slags selvspejling, hvor såvel hans indesluttethed som frigørelse får plads i spalterne. Hans skribentvirksomhed er en slags selvhjælpsbeskæftigelse, men den bliver også af den grund let både selvkredsende og asocial. Han afsondres bogstavelig talt fra omverdenen, fordi han fordyber sig i sit enorme værk, samtidig med at han isolerer sig selv som den gennemgående hovedperson i bogen, der hele tiden kalder på overvejelser og tankevirksomhed om samme person. Det bliver en selvisk kamp og en arena, hvor der kun er mødt en kampberedt deltager op. Hans Nørkjær forklarer, at Min kamp” på dialektisk vis bliver svanger med såvel løsning på som problem med Knausgårds eksistentielle søgen efter mening. Han tager en rundrejse i sit eget sind, der altså snart går hen og bliver til syv sind, for at afdække det mørke, han ustandselig er blevet konfronteret med. Det bliver øje og hjerte eller blik og følelse, der får fokus hos Knausgård, og hans blik er stift rettet imod virkeligheden, men kunst og litteratur får ligeledes deres plads i hans udredninger. For hjertet er livet enkelt, som Knausgård anfører, for det slår så længe det kan, og så stopper det. Man stopper dog ikke med at læse de gode input fra de syv gode mænd om den gode Knausgård, for ham bliver man vist aldrig rigtig færdig med.
På himlen er der en syvstjerne og syv synlige planeter, men fem stjerner kan tildeles bogen, for den er saglig og særlig i den forstand, at det er dygtige folk med hver deres faglige baggrund, hvilket giver nuancer og mangfoldighed i beskrivelsen af en mand, der ikke lige er til at forstå ved første møde.
Skriv et svar