Man kan være i god eller ond tro, men det er, når man ikke kan vide, hvad man skal tro, og traditionen tro skriver man altid under på tro og love. Heldigvis kan man nemt tro om igen, og da troen kan flytte bjerge, så kan alting ske, især når man er tro som guld. Når tyv tror, at hvermand stjæler, så tror pokker, at man har brug for at bekende sin tro, og det er vel at mærke den kristne tro, mens ens overtro mere er noget med at kaste salt over venstre skulder. Ellers kan man koble kritik og tro sammen, og det er, hvad Peter K. Westergaard gør i sin lille bog, der nu foreligger i 3. udgave, og sandelig om han ikke også kobler tænkerne Hume, Kant, Nietzsche og Wittgenstein sammen. Det skulle de nok have været for længe siden, for de har mange fælles pointer, selvom der tillige findes afgørende modsætninger imellem dem.
Religionsfilosofi
Det er religionsfilosofi, når det er bedst, og det er en introduktion til de fire filosoffers anskuelser af religionen. Der indføres og udredes ud fra de originale tekster udgivet af filosofi-kvartetten, som spiller lystigt op og sammen i bogen. Det er endvidere en bog, der lægger op til dialog og samtale indenfor religionskritikkens spændingsfelt, og man kan forestille sig, at der kan findes nogle sandheder, når vinen glider ned og et symposion med Westergaards bog forløber og engagerer deltagerne: ”Bogen er tænkt som en opfordring til læseren om at gå videre ad samme spor og fastholde blikket på disse filosoffers kritiske analyser og genbeskrivelser af religion.” (s. 7). Apropos blikket, så er teksten en anelse tæt, og det kan være lidt for småt at læse, når man er en ikke helt ung filosof, og det gælder jo i virkeligheden ofte, at filosofien får greb i folk med alderen, så det havde været bedre med lidt flere afsnit og lidt større tekst.
Det er forfatterens pointe, at religion som central præmis hos den firkantede filosofiske figur er et praktisk anliggende, og det er i forlængelse heraf, at religion kritiseres, når den i øvrigt påberåber sig et teoretisk eller videnskabeligt grundlag. I David Humes ”Essays” er der blik for mange forskellige emner, der har en spændvidde fra kærlighed, over ægteskab, videre til politisk filosofi for at nå til æstetik, og Hume anfører, at hans essays ikke har en forbindelse, hvorfor de hver især skal betragtes som et særskilt arbejde. Alligevel forekommer det ikke sådan, når man læser hans værk, for der er en rød tråd, og den afspejler Humes filosofiske standpunkt og metode, idet det er hans empirisme, som gennemsyrer alt. Hume fremlægger en fuldgyldig psykologisk og empirisk tilgang til en forståelse af religion og religiøs tro, hvilket i sig selv er grænseoverskridende på daværende tidspunkt, hvor en offentlig opposition i forhold til religion og kirke ikke ligefrem var det mest debatterede emne i befolkningen.
Introduktion og tekst
De fire filosoffer har hver deres kapitel, der indledes af en introduktion om tænkeren og tænkningen, hvorefter den suppleres af den originale tekst, så den kan bruges i undervisning og til almindelig opbyggelse, når man vil sætte sig ind i den firlængedes tankegods. Kant er ham med det kategoriske imperativ, og han mener, at Gud alene kræver af mennesket, at det lever et moralsk godt liv. Han understreger, hvad Luther tillige tog afstand fra som gerningsretfærdiggørelse: ”Det er overtroisk illusion at ville blive Gud til velbehag gennem handlinger, som ethvert menneske kan gøre, uden at det nu engang behøver at være et godt menneske (for eksempel gennem bekendelsen af statutariske trossætninger, gennem overholdelsen af kirkelig observans og tugt og lignende). (s. 59). Nietzsche er så ham, som skulle have taget livet af Gud, men sådan forholder det sig kun, hvis man ikke går i dybden med hans udsagn, for det, Nietzsche i virkeligheden kritiserer, er sin samtids kristne kultur og værdier, og de har ikke meget med Gud at gøre, hvilket man vel fortsat i hvor tid kan indikere. Nietzsche vil, at vi overskrider, overvinder eller optimerer os selv, og det kunne sagtens være et ekko af det moderne menneskes ønske om at kunne overkomme alting, så måske er vi en slags nutidige overmennesker, og så nok ikke alligevel, ville Nietzsche anføre og problematiserer.
Det er en god bog, hvor man kommer godt ind under huden på de fire absolut vigtigste filosoffer i tænkningens historie, men det kunne have været endnu bedre, hvis det havde været en pentagon i stedet for et kvadrat, for Søren Kierkegaard har jo også sin kritik af troen, og han ville have befundet sig glimrende i selskab med de andre kloge herrer. Det er naturligvis altid valg og fravalg, når man skriver bøger, og det med at gengive originale tekster i uddrag, kan også være lidt utilfredsstillende, fordi man simpelthen gerne skulle læse de originale bøger. Jeg ville gerne have haft Westergaards kloge ord i en hel bog, og så gået ad fontes, hvis jeg ikke kunne mine filosoffer i hovedet. Under alle omstændigheder anbefales bogen og der er en regn af stjerner at supplere med.
Skriv et svar