Man kan gå over grænsen, hvis man ellers slipper igennem grænsekontrollen, og man kan sprænge grænser, såfremt man er lidt mere aggressiv, eller når man ikke kender sine egne grænser. Normalt er der en naturlig grænse for alting, og visse steder kan der være ganske snævre grænser, men så er det godt, at det kun er fantasien, der sætter grænser. Man kan desuden være heldig at flytte nogle grænser, skønt det kan være lige på grænsen af, hvad der er acceptabelt, men de åbne grænser er desværre ved at være fortid. Man oplever af og til nogle grænsekonflikter, som nogle grænsevagter skal løse, og man arbejder flittigt på at få nogle grænseaftaler, og det har slet ikke noget med aldersgrænse, faggrænser eller fiskerigrænser at gøre, men det kan godt nærme sig en smertegrænse, hvor man vil trække grænsen. Der er meget at tænke over, når man kommer til grænselandet, og det er der også i bogen om Kundera, hvor man bevæger sig i grænselandet mellem litteratur, filosofi og teologi. Det er endnu en god og tankevækkende bog i serien SYV-SIND, og man ser hver gang frem til at læse den næste i antologirækken, fordi man får syv forskellige litterater, filosoffer og teologers kloge tilgang på en ligeså klog forfatters værker.
Præcist og lærerigt
Troels Nørager gør i sit kapitel om ”Kundera, kærlighed og religion” klart, hvorfor man bør læse Kundera: ”Kundera bør man bl.a. læse, fordi han uden at bruge plads på psykologisk indfølende beskrivelser er en mester i at afdække, hvad vi mennesker gør med og mod hinanden. Det er ikke altid opbyggeligt at overvære, men det er præcist og lærerigt. Man bliver ganske enkelt klogere” (s. 33). Klogere vil vi alle sammen gerne blive, og det sørger Milan Kundera eller flertydighedens mester, som han også bliver benævnt, i den grad for. Det bliver endvidere understreget, at han gerne vil læses og forstås som humorist, og det er jeg sikker på, at man ikke kan undgå, når man fordyber sig i hans værker. Nørager forklarer, at man godt kan regne ham for en litterær komponist, som evner at producere humoresker.
I Jørn Boisens kapitel bliver den ensomme eros udfoldet, og det er meget filosofisk eller platonisk: ”De lyriske elskere er knyttet sammen med et platonisk verdenssyn. Som bekendt fortælles det i Platons Symposion, at menneskene oprindeligt var hermafroditter, men at Zeus, der frygtede deres magt, beordrede Apollon at dele dem på midten, i mand og kvinde (vores navle er arret efter adskillelsen). Forestillingen om kærligheden som trang til at ophæve denne tvedeling og genfinde den anden halvdel ligger dybt i den lyriske elsker. Man er blevet skilt fra den eneste ene, men erindringen om den tabte halvdel lever videre i verdens vrimmel.” Sådan vrimler det med hele og halve sandheder, bedre og dårlige halvdele, dybsindigheder og tvetydigheder, og man forstår godt, hvorfor serien, som bogen tilhører, kaldes ”I syv sind”, for det kan man snart komme med etikken, lyrikken og dialektikken fra den store forfatters hånd. Den lyriske elsker tragter simpelthen imod idealer, hvor Platon tilsvarende henviser til idéernes verden, og både elskeren og alle os andre er nærmest dømt til at falde tilbage i melankoli eller håbløshed, fordi der er en uendelighed mellem det vi rækker efter og det, som vi sidder tilbage med. De eksistentielle pointer er til at få øje på, og de syv forfattere får smukt redegjort for, hvad vi kan bruge Kundera til udover at nyde sproget og de essentielle plots.
Ej blåt til lyst
Vi kommer tæt på en vals, der sørgeligt bliver til en afskedsvals, fordi der bliver blandet en giftig blå pille ned i Rosas pilleglas, og det bliver hendes død. Jakob, der er skyld i pillesammenblandingen gør kun halvhjertede forsøg på at finde Rosa og fortælle, at pillen ikke er blot til lyst. Den gennemgående farve er blå, og det blå får en symbolsk karakter. Kundera er tydeligvis inspireret af både Nietzsche og Dostojevskij, og en af hovedpersonerne Bertlef bliver beskrevet som en slags ualmindeligt menneske, om ikke ligefrem et forbillede, der heller ikke er helt realistisk i sit forsøg på at frelse menneskene. Bertlef åbenbarer sig og velsigner, så det bliver ganske religiøst efterhånden, og på spørgsmålet, hvorvidt livet er værd at leve for et menneske, så bliver svaret, at der ganske vist ikke er noget bevis herfor, men at det sammen med Jesus er værd at leve. Kunderas romaner er inciterende, velkomponerede og filosofisk sammenhængende, som Niels Henrik Gregersen forklarer i sit kapitel om ”Udødeligheden”, og Kundera er en alvidende forfatter, der fornemt sætter fingeren på livets mangfoldighed og utal af spændinger. Hans romaner bliver til gennem stadige perspektivforskydninger, og romanens ånd beskrives hos Gregersen som en kompleksitetens ånd. Det handler om at forstå verden indefra, men samtidig er beskuelsen af verden også kun mulig inden for verden.
Over verden lyser stjernerne, når skyerne ellers ikke er alt for mangfoldige, flertydige eller perspektivrige, og de 5 af dem skal helt sikkert skinne over Kunderas bog, så ingen kommer i syv sind om, de skal læse den, for det skal de.
Skriv et svar