Mød Frede, en dreng som en dag står foran et kæmpe hul ude i haven. Dernede i det store hul bor der helt sikkert et monster, tænker Frede. Frede flygter, og mens han gør det møder han flere forskellige uhyggelige monstre, alt fra zombietræet, til den store nullermand under sofaen. Ja endda et vasketøjsspøgelse.
Frede kan ikke finde ro da han endelig kommer i seng, det er som om der er noget der pusler, og da han tænder lyset sidder alle de “uhyggelige monstre” han har mødt igennem dagen for enden af hans seng. Den ene er mørkeræd og den anden er bange for støvsugervampyren.
Min mening
Denne uhyggelige hyggelige børnebog er en super god godnathistorie. Jeg tror vi alle kan huske dengang vi spurgte mor og far om ikke godt de ville tjekke efter monstret under sengen. Nu har jeg selv en dreng der spørger engang imellem om det samme. Netop derfor synes jeg denne bog er rigtig fin. Det er meget forskelligt hvor vi ser vores monstre henne, det kan gemme sig i vasketøjet, man kan se et træ og tænke det har øjne. Lige præcis som Frede i bogen her. Det betyder at vores børn har fantasi, og den må vi jo ikke tage fra dem.
Det jeg synes gør bogen helt speciel er at monstrene kravler op til Frede i sengen, og er bange for ting Frede selv ikke er bange for. Den store nullermand er bange for støvsugervampyren, men den er jo slet ikke farlig siger de andre. Frede går fra haven og ind i huset, gennem stuen og til sin seng, han samler hans monstre op på vejen. Da monstrene fortæller om deres frygt tager Frede dem faktisk med retur, igennem hele huset og ud i haven. På vejen snakker de blandt andet om at støvsugermonstret slet ikke er farligt. Da de når haven og det store store hul som Frede gerne vil vise dem, så er det pludselig ret lille og helt ubetydeligt.
Bogen formår at skabe en dialog om at tanker godt kan blive til kæmpestore monstre, men hvis vi taler om dem med nogen, så bliver de mindre og måske mindre farlige. Og lige præcis det synes jeg er super rart. Det er en god bog at skabe en dialog omkring, der er mange forskellige monstre og de ser forskellige ud. Man kan derfor på baggrund af bogen spørge til hvilke monstre ens eget barn måske kan se, hvordan ser det ud.
Udover at bogen er en god støtte til at tale om store tanker, så skal det også lige nævnes at den er selvlysende, og det er rigtig hyggeligt i sig selv at se den lyse op. Man kan umiddelbart kun se øjnene på monstrene, og det er lidt uhyggeligt, men tænder man lyset kan man se hvor søde de rent faktisk ser ud.
Skriv et svar