Velfortjent vinder af De Gyldne Laurbær 2018 med hele 60 % af stemmerne.
Baggrund
Leonora Christina Skov er født maj, 1976 i Helsinge. For nuværende bosat på Frederiksberg med sin hustru.
Hun har en mag.art. i litteraturvidenskab.
Hun har tidligere udgivet romanerne ”Hvor intet bryder vinden”(2015), ”Førsteelskeren” (2012), ”Silhuet af en synder” (2010) og ”Rygsvømmeren” (2003) m.fl.
Ved siden af sit forfatterskab har hun tidligere anmeldt litteratur på Politiken og Weekendavisen. Tidligere var hun også en hyppig gæst i Smagsdommerne på DR2 og hun deltager fortsat i Mads og Monopolet på P3. Derudover er hun en fantastisk foredragsholder.
Fra 2000 til 2003 var hun bestyrelsesmedlem i Kvindeligt Selskab.
I 2008 blev hun kåret som Årets Regnbueperson og i 2018 kåret som Årets Kulturperson ved Danish Rainbow Awards.
I januar 2019 modtog hun Boghandlernes Gyldne Laurbær for sin velfortjente sejr i 2018, hvor ”Den der lever stille” fik hele 60 % af alle stemmerne.
Resumé
”Den, der lever stille” er en autofiktiv erindringsroman om familierelationer og frigørelse.
Romanen starter på hospice, hvor moren er sengeliggende med terminal cancer. Vi møder Leonora Christina og hendes familie. Moderens død bliver som på sin vis bliver startskuddet til Leonoras beslutning om at skrive en selvbiografisk roman. Hendes refleksioner tilbage i tid opruller gradvist hendes barndom som Christina, hendes ungdomsliv med selverkendelse, frigørelse og opgør med forældrenes forventninger.
Christinas opvækst i parcelhus i Helsinge er en følelsesladet og smuk – om end smertefuld – beskrivelse.
Hun var det eneste barn i en småborgerlig familie, som på sin vis virker temmelig følelsesmæssigt hæmmet. Christina var en ensom og indelukket pige, som gjorde alt i sin magt for at føle sig elsket. Hun var konstant bange for at træde ved siden af og var meget påpasselig for ikke at gøre sin far vred og moderen ked af det. Hun var pigen med de høje karakterer og den pæne opførsel, som desperat higede efter forældrenes accept og kærlighed. Enebarn. Det lykkedes hende aldrig helt at føle sig set og elsket som den, hun i virkeligheden var. I stedet følte hun tit og ofte, at hun ikke var den datter, de havde håbet på.
Som ung flygter hun til København lige efter studentereksamen. Hun vælger at forlade den slagne vej og dropper ud af psykologistudiet, som ellers var en del af hendes forældres fremtidsdrømme på hendes vegne. I stedet læser hun litteraturvidenskab for at forfølge sin forfatterdrøm. Oveni tager hun navneforandring til Leonora Christina, endnu et skridt på vejen i hendes opgør med hendes tidligere regelrette småborgerlige liv i provinsen. På samme tid forelsker hun sig i en kvindelig præst og står åbent ved sin seksualitet.
Forældrenes reaktion er dramatisk. Leonora Christinas mor levede efter ordsproget ”den, der lever stille, lever godt; man skal ikke udstille sit beskidte vasketøj ”. Forældrenes respons på nyheden om Leonora Christinas forhold til en kvinde er da heller ikke til at tage fejl af og hun mødes med forældrenes harme og afsky. Moderen mener ligefrem, at hun straffer sin familie med sit ”valg”. Moderen påstår sågar, at hendes terminale cancer må skyldes chokket over Leonoras bekendtgørelse af sin seksualitet.
Mormoderen beder ligefrem om, at ”dette skal ikke videre” og hendes forældre slår hånden af hende, da hun ikke vil rette ind efter deres ønsker.
Selvom Leonoras tilværelse vanskeliggøres af dramatikken, så finder hun en indre råstyrke og kæmper ufortrødent for sin ret til at træffe egne valg, udleve sin forfatterdrøm og følge sit hjerte i valg af livspartner.
”Den, der lever stille” er en modig skildring af opgør med småborgerlige normer og rigide familiemønstre, som undervejs krydres med troværdig dialog, præcise og sanselige beskrivelser samt refleksion over fortiden. Romanen springer i tid og sted, men dette fungerer rigtigt godt for fortællingen. Gennem flashback smelter nutidsplan og fortidsplan sammen i en fantastisk samhørighed, hvilket skaber større forståelse for nøglepersonerne.
Romanen er på ingen måde sort/hvid. I beskrivelserne af forholdet til forældrene vækkes håbet om forståelse og forsoning flere gange. Men familien er følelsesmæssigt hæmmet og dialogen anstrengt. Leonora forsøger gentagne gange at åbne op via dialog og dybde borende spørgsmål, hvor forældrene svarer med praktisk hjælp og materielle gaver. Kærligheden er til stede i familien, men medlemmerne har så svært ved at udtrykke den. Fx findes moderens kærlighedserklæringer oftest i emojis fremfor i verbale og fysiske tilkendegivelser.
Bogen er en samling af problematikker og berører temaer som psykisk terror, martyrmødre, mobning, homoseksualitet, fordømmelse, feminisme, frigørelse, at miste alt og finde sig selv. Leonora Christina inkorporerer på hudløs ærlig vis alle disse emner i hendes selvbiografiske fortælling
Vurdering
”Den der lever stille” er en intens og følelsesrig roman, som stadfæster Leonora Christina som én af vor tids bedste forfattere.
Sproget er let og sanseligt, så beskrivelserne er levende og står klart for læserens indre blik. Persongalleriet og dialogerne er autentiske og troværdige.
Som isnende kontrast til den sublime sproglige overlevering står det følelsesmæssige trykkammer, som læseren igen og igen tvinges med ind i.
Alt i alt en både smuk og smertefuld selvbiografi, som fortjener en plads på enhver bogreol.
Skriv et svar