Man kan i værste fald gå hen og blive bange for sin egen skygge, man kan også følge efter en anden som en anden skygge, og så kan man snart stå i skyggen af andre personer. Ens skyggeside kan faktisk skygge for ens virkelige jeg, så man ender med at leve en ren skyggetilværelse, men heldigvis er der hjælp at finde hos såvel H. C. Andersen som Søren Kierkegaard, for førstnævnte har skrevet en historie, der direkte hedder Skyggen, mens sidstnævnte har skrevet Skyggerids. Uden at nogen i øvrigt skal skygge for nogen, så kan det føjes til, at tidligere sognepræst Lisbeth Smedegaard Andersen også har skrevet en bog, der leder hen på det emne, og det er en bog med tilsvarende titel som Kierkegaard, hvilket er Skyggerids.
Papirklip
Smedegaard Andersens bog har til gengæld lidt af det hele, for der er både refleksioner over nogle af de bønner, som Kierkegaard har med i sine teologiske eller opbyggelige værker, 14 salmer, og det hele er ikke direkte tale eller fuldkomment gennemsigtigt, for det skal alt sammen på ligeså finurligt vis hentes frem i lyset, som Kierkegaard forklarer det i sit Skyggerids. Det vil simpelthen sige, at det er at betragte som en særlig slags papirklip, hvor motivet ikke umiddelbart træder frem, men først kommer til syne, når man holder papiret op imod lyset og betragter den skygge, som det kaster på væggen. Her kunne Kim Larsen formentlig fint komme ind i billedet med eller uden sin skygge og skrive og synge en fin sang om Papirsklip, men det er helt andre toner, der kommer frem på nodepapiret i bogen hos Smedegaard Andersen og i hendes tankevækkende betragtninger angående Kierkegaard:
For Kierkegaard er troen et paradoks, som må fastholdes i lidenskabelig usikkerhed, og det strider mod kravet om, at alt skal kunne verificeres. Om matematiske sætninger gælder det, at man helt objektivt kan fastslå, om de er sande eller falske. Sådan er det ikke med troen. Uden risiko ingen tro, fordi ”troen er modsigelsen mellem inderlighedens uendelige lidenskab og den objektive uvished”.
Jeg plejer gerne at bruge et trappebillede, sådan at forstå, at når man bevæger sig op ad tænkningens trappe, så må man, når man er kommet til tops og står foran troens dør, lade tænkningen blive nede på trappen og derved blive åben for troen, når dennes dør tilsvarende bliver åbnet. Det udvortes er ikke lig med det indvortes, som Kierkegaard så ofte gentager, og objektivitet er ikke at spore, når det handler om tro. Der er en inkommensurabilitet mellem det ydre og indre, og kun i stadig lidenskab og en fastholdende inderlighed kan det enkelte menneske tilegne sig troen, som forfatteren skriver i bogen.
I Skyggerids af Kierkegaard, der fremkommer i hans værk Enten-eller, er der imidlertid tale om et såkaldt psykologisk tidsfordriv, og det er den såkaldte æstetiker A, der giver en dybsindig analyse af begrebet svigt. I skriftet fokuseres der på kvinderne og deres situation, og det betyder de forførte, hvor man tidligere har haft forføreren som hovedperson. Det er tre kvinder, hvis skæbne gennemgås, og fælles for de tre kvinder er, at deres sorg ikke er som vanlig, når man svigtes, men den går mere over i det reflekterede, hvorfor disse refleksioner synes at blive ved i det uendelige.
I en helt anden toneart møder man salmerne af Smedegaard Andersen, og man synger glad og muntert med på de dejlige salmer som eksempelvis dette vers:
Som et menneskebarn
har du sat mig på jord
med tro og frimodighed nok
til også at håbe når ulykker sker
og bekymringer flyver i flok
jeg er jo dit barn og hos dig har jeg hjemme
min Gud! lad min dag løbe fuld af din stemme. (s. 25)
Jeg har kun en enkelt lille kritik til bogen, og det er den manglende tegnsætning i salmerne, for det forvirrer lidt, når man er af den gamle skole og er skolet til at sætte tegn, men ellers er det min afgørende anbefaling, at man anskaffer sig bogen, læser, resonerer, spiller, synger og forundres over den enestående kombination af det alt sammen i bogen.
Skriv et svar