Baggrund:
Udgivet 11 september 2020 ved forlaget Mellemgaard
Resumé:
En personlig beretning om en dysfunktionel barndom og de tråde, det trækker igennem hele livet.
Samtidig er det et kritisk værk, som efterlader mange åbne spørgsmål:
Hvordan bliver man selv et helt menneske med kærlighed og empati, når man ikke selv er blevet mødt med det.
Hvordan finder man kærlighed og et ligeværdigt parforhold, når man hele sin barndom er blevet voldtaget af sin nærmeste.
Hvordan bliver man selv en velfungerende mor og familiemenneske, når man ikke har haft gode rollemodeller at spejle sig i.
Hvordan undgår man at den sociale arv og de nedarvede traumer ikke gives videre til egne børn. Hvor er systemet, det sikkerhedsnet, som burde have grebet ind. Som burde hjælpe og støtte i egen forælderrolle.
Og hvor er det velfærdsystem, som burde have værnet om de svageste, børnene.
Vi møder en forholdsvis stor familie med far og mor samt 7 børn. De sociale kår er trange, sult og afsavn er kendte følgesvende i børnenes liv. Det er en fortælling om at vokse op og mangle de mest basale ting, som alle andre tager for givet: mad, kærlighed og omsorg.
Ingen af delene er tilstede i denne dysfunktionelle familie, hvor tørre tæsk og psykisk terror serveres oftere end måltider.
Jeg spiser, og pludselig skal jeg kaste op.
Jeg løber ud mod toilettet,
og i den lille gang mellem køkken og badeværelse,
kaster jeg op på gulvet.
Min far bliver afsindigt rasende,
tager en ske og tvangsfodrer mig med mit eget opkast.
Storesøsteren flytter hjemmefra i en alder af 12 år. Bag hende ligger et årelangt misbrug, som faren nu overfører til fortælleren. Hun må nu både agere rengøringskone, barnepige for de yngste….. og fars elskerinde.
Storesøsteren bliver altid omtalt negativt. Selv hendes selvmord som 30-årig bliver talt ned. ”Ude af øje, ude af sind”.
Ensomhed, angst og social isolation er trofaste følgesvende igennem hele barndommen og ungelivet.
Det lader til, at flere naboer og endda Børneværnet kender til tilstanden i hjemmet. Børnene oplever gentagne fjernelser fra hjemmet, men bliver altid hjemgivet igen.
Selv, da forfatteren forlader hjemmet, følger mareridtet med.
Det er nemlig svært at flyve fra reden og starte sit eget liv, når man aldrig har lært samfundets normer og sociale spilleregler at kende, endsige lært sunde grænser og omsorg for sig selv. Tillige med er det umådeligt svært at give kærlighed til andre, når man aldrig selv har modtaget den.
Nu følger et voksenliv med tilbagevendende mareridt og angstanfald. Oveni kommer massive udfordringer i forhold til at etablere en sund base for sig selv og sine egne børn.
Det er en utrolig åben og nøgtern fortælling om depressive tendenser og personlige kriser, som følger hinanden som perler på en snor.
Det er også et billede på den enorme personlige styrke, som forfatteren trods alle odds indeholder. Styrken og viljen til at vælge livet og ville gøre sit ypperste for at skabe et bedre liv, blive en bedre forældre, runger som en jævn resonans i fortællingens undertoner.
Børn er loyale mod deres forældre, til trods for de uhyrligheder, de gennemlever. Søskendeflokken er der da også i stor grad som støtte og praktisk hjælp, da faren bliver syg og til slut døende.
Fortælleren når aldrig at konfrontere sin far, før han dør. Jeg aner en underliggende ærgrelse over ikke at have anmeldt faren, så samfundet og retssystemet kunne uddele den straf, han så tydeligt fortjener.
Fortælleren beretter, at hun ikke længere er vred på sine forældre over det miljø, hun og hendes søskende voksede op i.
Vreden er i stedet vendt mod systemet, som burde have grebet ind.
Alt dette til trods, så er der stadig håb. En rest af kampgejst, et ønske om at frigøre sig fra sin fortid og skeletterne i skabet. At kunne ryste angsten, mareridt og minder af sig og leve et fuldt liv uden traumer. Først dér kan forfatteren endelig føle sig fri og uden mén. Føle at farens magt over hende endelig er brudt.
Håbet er svundet med årene, men der er stadig en spinkelt rest tilbage.
Vurdering:
Liv uden håb er en meget nærværende og personlig fortælling. Sproget er ligeledes meget personligt, råt for usødet. Hér lægges ingen fingre imellem og sproget er lifligt krydret med bandeord. Man mærker tydeligt fortællerens personlighed og gennemlever hele følelsesregistret sammen med hende. Indlevelsen falder let og empatien er vakt fra første side.
Desværre har en del sproglige fejl sneget sig uset igennem korrekturen. Det er ærgerligt, for det forstyrre læseoplevelsen, synes jeg.
Skriv et svar