Baggrund:
Louise Volsted Pedersen har studeret litteraturhistorie og er en dansk forfatter, som skriver både dansk- og engelsksprogede bøger, digte og artikler.
Hun arbejder desuden som kunstner og eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration til sin kunst overalt.
“The western oak tree” er skrevet på engelsk.
Uddrag af bogen:
“It is gone. The high old oak tree in our former garden is gone. Today it is a parking space. They build a supermarket nearby and needed a parking space. When we moved, our old garden of memories became then the parking space. And the oak tree was cut down. But I remember it still, I remember our garden, I do not forget our life there. Memories of my childhood follows me everywhere. When we moved, as I was twelve, I said goodbye to most of my dolls and gave them away to a friend. Now I was a grown-up, I thought. What had happened prior to this was devastating for me, for my family”.
Resumé:
En klassisk førstepersonsfortæller.
Vi møder den kvindelige jeg-fortæller, som sideløbende med afskeden til sin døende far, forsøger at genkalde sin fortid. Det forestående tab af faderen og den dertilhørende livskrise skaber et behov for at dykke ned i barndommens minder og konfrontere dybt begravede skeletter.
Det er et puslespil, hvor brikkerne langsomt dukker op fra hukommelsens dyb og i takt med, at de falder på afdækkes, afdækkes et traume, som har formet hele hendes liv.
Fortælleren er diagnosticeret med både depression, PTSD, paranoid skizofreni og bulimi. Hun har undervejs mistet alt: job, venner, lysten til livet. Hendes kamp for at finde mening med galskaben og en sikker vej tilbage til sig selv og til selve livet, begynder nu i takt med hendes skriverier.
“There was a child. A strong child. Physically and emotionally. An intelligent child too.
She grew up and aimed for the sky. She was endurable and took a lot of pain.
And she kept on going, she kept on climbing.
But everyone has a limit. Everyone can be broken.”
Jeg vil ikke risikere at afsløre nogen spoilers og afholder mig derfor fra videre referat. Bogen netop fungerer så godt, når brikkerne gradvist afsløres for læseren.
Vurdering:
Louise Volsted Pedersen behersker det engelske sprog til perfektion. Hun skriver sirligt og præcist i en spændende cocktail af dybe tanker og lette ordlege.
Trods det tunge emne formår hun at skabe en tålelig atmosfære, hvor følelser og pragmatiske refleksioner går hånd i håns.
Jeg har altid været stor fan af en velskrevet detektiv-historie og på sin vis skaber denne fortælling den samme page-turner effekt hos læseren. Man MÅ bare læse videre, for at få nye brikker til puslespillet. Man MÅ bare dykke et lag længere ned i fortællerens reminiscens, for at afdække flere ledetråde og måske endelig få det fulde billede. Det er en søgen efter de faktorer og hændelser, som skaber et liv, hvor det ene event efter det andet fører til nye veje og ukendte stier. På godt og ondt.
Jeg læste bogen på få timer og den efterlod mig hensunket i egne tanker om livets op- og nedture, rutsjebanens evige stigen og falden …… samt accepten heraf.
Skriv et svar