Jeg læser ikke mange digte, men engang i mellem er der nogle som bare kalder på mig, og det gjorde Louise Winthers digtsamling “I sorgens hus”.
Digtsamlingen udforsker sorgens labyrint med en dybde og følsomhed, der efterlader et varigt indtryk.
Jeg synes det var super fint med hele opbygningen af samlingen, og hvordan man som mennesker arbejder sig gennem sorgen og ud på den anden side.
Louise Winther leverer en poetisk mesterværk, der vil efterlade læseren i en eftertænksom stilhed, længe efter sidste side er vendt.
Samlet set er “I sorgens hus” en rørende digtsamling, der ikke kun dokumenterer sorgens smertefulde rejse, men også belyser den menneskelige styrke og modstandskraft, der kræves for at navigere gennem sorgens komplekse landskab.
Digtsamlingen får 4/5 stjerner ⭐️
Skriv et svar