I bogen “Måske skulle du snakke med nogen” er der to fortællinger, som jeg læser den.
Den ene fortælling omhandler og foregår i terapirummet.
Det rum, hvor Lori arbejder med mennesker. Mennesker med forskellige udfordringer, behov og personligheder.
Her vil jeg fremhæve fortællingen om John. Den allerførste fortælling i bogen. John er en mand i fyrrende, som synes at alle omkring ham er idioter. Selv fremstår han narcissistisk. John udstråler en overlegenhed som tangerer til at være højrøvet. Det udspiller sig i terapirummet, hvor Lori bliver mødt af en John, som har beskeder han skal svare på under sessionen, alt i mens han har svært med at lytte, men til gengæld er superglad for at tale. Afslutningsvis er det vigtigt at understrege, at alt selvfølgelig er andres fejl.
Dette er blot en ud af mange sjove og skæve typer, som Lori møder gennem sin praksis.
Den anden del er Loris eget behov for støtte og råd i sårbare situationer.
Men hvordan er det egentligt at gå til psykolog, når man selv er i samme praksis? Jeg kan kun forestille mig, at det er super svært.
Årsagen til, at Lori får brug for selv at vende verdenssituationen med en professionel er, at hun lige nu gennemgår et brud. Lori har et såret hjerte, men skal trods dette forsøge at holde hovedet højt og hjælpe andre og give den værktøj til håndtere livets uretfærdigheder.
En sjov og lærerig bog om, hvor forskellige vi mennesker er, hvor store følelser et menneske kan føle og en fortælling om at være den, som andre kommer til, når det hele er svært.
Skriv et svar