Fysikkens rationalitet kontra metafysisk uforklarlighed.
Baggrund
Danskfødte Mads Peder Nordbo er uddannet cand. Mag i nordisk sprog og litterat, kommunikation og filosofi. Han har blandt andet forsket i runer og sproghistorie. Bor pt i Nuuk, Grønland, hvor han arbejder med kommunikation for Kommuneqarfik Sermersooq.
Nordbo debuterede i 2012 med spændingsromanen ”Odins labyrint – et glasbarns fortællinger”, som blev fulgt op af ”Thuleselskabet” i 2014.
Allerede i 2015 udkom hans tredje roman ”Gudspartiklen”, som blandt andet fokuserede på trafficking.
I 2017 lancerede han sin fjerde bog med titlen ”Pigen uden hud”, som er en arctic noir krimi, som foregår i Grønlands hovedstad Nuuk. ”Kold angst” fra 2018 er hans femte bogudgivelse og efterfølgeren til ”Pigen uden hud”.
Resumé
I ”Gudspartiklen” stifter læseren bekendtskab med to sideløbende skæbnehistorier, som til slut griber ind i hinanden og fører til én fælles afslutning.
Den ene historie er skrevet i nutid (2001), hvor vi oplever verden gennem den melankolske og lettere psykotiske Mikkel. Mikkel er ph.d.-studerende i teoretisk fysik og er tilknyttet Niels Bohr Instituttet, men er for nuværende ikke i stand til at passe sit studie. Mikkels hverdag svinger nemlig mellem lammende sorg over tabt af kæresten Veronika og et forsøg på at dulme sin depressive tilstand via alkohol og psykofarmaka. Når han er alene i sin lejlighed henfalder han til monoton melankoli og den eneste, der kan lokke ham ud af sorgens hule, er den festlige advokatven Patrick og deres fælles turné gennem byens udskænkningssteder.
En dag finder Mikkel en skjult dør i bagbeklædningen, som fører til nabolejligheden, som har stået tom siden 1943. I lejligheden opdager Mikkel en bunke papirer, som dels handler om Higgs-boson (også kendt som Gudspartiklen), dels om Pagtens Ark.
Mikkel hvirvles nu ind i et spændende eventyr, som både berører ham selv, den trofaste ven Patrick, en mystiske mand ved navn Isaac og Tosca, den særprægede terapeut (eller måske er en titel som parapsykolog mere korrekt).
Den anden historie er en tredjepersonsfortælling om den unge nigerianske pige Oluchi. Det er en datidsfortælling dateret til 1998. Oluchi kommer fra en fattig familie med 4 børn, 1 storebror og 3 søstre, hvor Oluchi er den mellemste. Familien har hverken råd til eller brug for 3 piger og selvom Oluchi kun er 8 år gammel, sendes hun derfor væk for at bo hos sin onkel. Hér tager Oluchis liv en brat drejning og ender i et personligt helvede.
Da Mikkels og Oluchis veje krydses, sætter det for alvor skub i begivenhederne. På flugt fra internationale interessenter og den kriminelle underverden krydser de sammen kontinenter i jagten på sandheden.
Min vurdering
Min personlige holdning til ”Gudspartiklen er meget ambivalent. Idéen er god og rigtig mange elementer fungerer bragende godt. Andre falder helt til jorden. Modvilligt må jeg erkende, at ”Gudspartiklen” ikke fanger mig på samme måde som Nordbos tidligere udgivelser.
Sprogtonen er som altid levende og beskrivende, men formår stadig at glide let og ubesværet. Nordbos uddannelse kommer ham hér til gode og han formår at holde skrivestilen på et højt litterært niveau fra start til slut. Han leger med sproget som helhed og de enkelte ord på en raffineret facon, som måske nok går hen overhovedet på nogen, men som for de vakse læsere er en ren fryd. For eksempel er alle kapitlerne udstyret med overskrifter, som har dobbelt-betydning, idet de alle er hentet fra den atomfysiske verden, men samtidigt beskriver de faser, som hovedpersonen gennemgår. Bogen er en sand overflod af beskrivelser og spidsfindige ordspil, som til tider løber løbsk og fjerner fokus fra selve fortællingen.
På vanlig Nordbo-vis implementeres tunge samfundskritiske emner som trafficking, overgreb mod børn, koncentrationslejre og jødeudryddelse i et vanvittigt samsurium af tro, videnskab og kærlighed samt søgende efter genopstandelse via tidslommer. Det kan næsten virke overvældende for læseren, som skal navigere i fysikkens teser om Higgs-/Gudspartiklen, superstrengeteori og disses mulige indflydelse på eksistens i tid/rum. Samtidig præsenteres læseren for de mere religiøse faktorer som den sagnomspundne Pagtens Ark og myten om De Tabte Sjæles Bibliotek. Man bliver næsten helt forpustet. Der er simpelthen alt for mange bolde i luften og ingen af dem bliver rigtigt grebet.
Passagerne om Oluchi er velbeskrevne og emmer af en råhed, som efterlader læseren med en knugende tomhedsfornemmelse i maven. Historien virker autentisk og gennemført. Til gengæld synes afsnittene om Mikkel en smule langtrukne, men i virkeligheden understreger dette vel blot hans ensformige tungsind.
Plottet virker desværre transparent og let gennemskueligt. Den vågne læser vil hurtigt lægge 2 + 2 sammen og regne hovedlinjerne ud.
Bogen er svært at indplacere i de typiske genrer. Der er tidvise spændingselementer, men ikke nok til at være en rigtig thriller. Der er en snert af konspirationsteori, men det er ikke rigtigt omdrejningspunktet. Et grandiøst drama med et twist af spænding og konspiration er mit bedste bud på en rammende beskrivelse af genren.
Skriv et svar