Marianne Krogshave Jensen skriver denne bog om det ene sekund der ændrede hende og hendes families fremtid for altid. Som pårørende kan Marianne kun se på mens Claus kæmper en kamp, først for sit liv, og dernæst om at tilegne sig alle de basale færdigheder, igen. Ulykken sker mens alt er fryd og gammen hos Marianne og Claus, der har gode jobs og snart venter barn.
Claus får den bedste lægelige behandling, men hverken Marianne eller Claus får nogensinde psykologhjælp til at bearbejde den ulykke der er sket.
Nogle traumer forsvinder aldrig hos Marianne, hvis hun ser blå blink om aftenen så dirre kroppen stadig.
Min Mening
På en nærmest terapeutisk måde åbner Marianne op for et sekund hvor hele hendes verden braste. Det er undervurderet hvor svært det er at stå til og se på, som pårørende til en man elsker højt, når denne er så ilde tilredt. Vi får en kort opsummering omkring hvor Claus og Marianne møder hinanden og forelsker sig, og hvordan livet kører på skinner inden det utænkelige sker.
Jeg synes det kommer rigtig fint til udtryk, hvordan følelser er svære når man som Marianne, står som pårørende. Tiltag der bliver gjort på hospitalet, utrygheden hver gang Claus skal flyttes til et nyt sted. Det at lærer nye fagpersonale at kende, og nogen gange glemmer man helt at Marianne også er gravid. Det er faktisk rigtig fint bygget op, for det virker til at hun også selv glemmer det lidt, fordi hun selvfølgelig er meget bekymret for Claus.
Historien er en fortælling til Marianne og Claus’ datter der blev født midt i det hele, og det er også sådan sproget er bygget op. Som en fortælling. Jeg savner lidt mere dybde og jeg savner at kunne mærke Marianne. Men samtidig slår det mig også, om det er den manglende bearbejdelser der gør at tingene kan være svære at få ned på papir. Man må sige at nu er fortællingen her, og jeg tror den har stor betydning for andre mennesker som skulle stå i lignende situationer, som pårørende.
Skriv et svar