‘Noget Ukendt’ er titlen på Marie Trappehaves debut som digter. Det er samtidig en god måde at beskrive mine tanker gennem læsningen – eller beskrivelsen af mine følelsesmæssige indtryk af poesien. For på de 10 minutter som det tog mig at læse hele samlingen fra ende til anden, skete der ikke meget uforudsigeligt. Sanseindtrykkene var glemt, billedsproget var begrænset, og hele temaet eller pointerne var for mig uklare. Hvilket er rigtig ærgerligt, fordi jeg blev med det samme forelsket i forsidens layout med de hvide, krøllede lagner, og den fine titel som lægger op til noget mystik eller noget at undre sig over. Jeg var meget skuffet.
Et par enkelte digte fangende mig, Fx digtet ’Er vi engle? ’ som lyder således:
”Skal vi ikke lave huller i
virkeligheden
og mine strømpebukser
og glemme for en aften
at vi ikke kan flyve?”
Det, som er rigtig godt ved det her digt er, at det ved hjælp af få ord og sætninger kan fortælle en masse om noget, som man ikke helt ved, hvad er. Ordene og stemningen kan tolkes på forskellige måder, og man er nødt til selv at skabe en mening eller betydning. Man får det ikke bare serveret, man er nødt til at tænke selv, og det er vigtigt at kunne få sine læsere til.
Bagsiden, der fortæller noget om selve samlingen, er utroligt velskrevet, og hvis selve digtene var skrevet med samme entusiasme og levede op til hvad der står, ville dette klart falde i min smag. Poesien er derimod præget af enkelte formuleringer – jeg har lyst til at kalde det ’den nemmeste løsning’. Jeg mangler sproglig kreativitet og afvekslende ord, som får én til at føle noget.
(Jeg undskylder for ikke at have flere pæne ting at sige, men jeg er jo også nødt til at være ærlig).
Nå, men hvis man er til kærlighed med stort K, og samtidig beskrevet med stort ’kliché’, vil man med garanti synes at denne lille digtsamling er rigtig fin, og være mindre kritisk end jeg. Der er nemlig søde beskrivelser af hverdagens kærlighed undervejs.
Skriv et svar