En kraftfuld og magtfuld narrativ livsfortæling, som jeg hermed anbefaler, som fast litteratur på uddannelser med psykiatri, psykologi og menneskeforståelse på litteraturlisten. Barberbladstræet er en beskrivende og malende indføring i afgrundsdybe psykoser, angst og smerte.
Marina Fauerholdt starter sin personlige beretning med et par linjer skrevet af Ronald D. Laing.
”Skizofreni er en strategi, man finder på for at kunne udholde noget, der er uudholdeligt”
Hvorfor kan det være nødvendigt, at ens følgesvend bliver er barberblad? Hvorfor kan det være befriende at opleve selvpåført smerte?
Om Marina Fauerholdt
Marina Fauerholdt blev født i 1971. Marina bor i Nordjylland og er gift. Det er Marinas første udgivelse, og jeg glæder mig til at læse mere fra hendes hånd.
Info
Personlig beretning på 426 sider.
Bogen er udgivet i 2020 af forlaget Mellemgaard. Bogen er letlæst. Velskrevet og nem at forstå. Sproget er flydende, blandet med personlige digte og tegninger. Til sidst i bogen er der private fotos af hovedpersonen.
Indhold
Barberbladstræet er ikke en uskyldig historie om en lille pige, der voksede op, men derimod en modig og grænseoverskridende beskrivelse af Marinas opvækst.
En fortælling, der på 426 sider har indfanget alt det ”frygtelige” og usædvanlige, der er sket i Marinas liv indtil nu. En magtfuld og kraftfuld fortælling med en morale. En fortælling på jagt efter svar.
Det er en fortælling, der taler længe efter at sidste side er vendt, en fortælling der beskriver en verden, som ingen mennesker fortjener at vokse op i. En fortælling, der indtager dit hjerte og får dig til at ville gøre noget godt for andre. En fortælling, der åbner dit hjerte.
Barberbladstræet går tæt på en virkelighed, den går tæt på et menneskes psykose, et menneskes angst og overlevelse.
”Jeg sukker dybt. Jeg lukker øjnene det øjeblik, jeg trykker barberbladet gennem huden. Når jeg åbner øjnene igen løber blodet præcist som det skal. Jeg sukker igen. Det skinnede skarpe blad går gennem hud, kød og sener, indtil knoglen er blottet.”
Barberbladstræet har en intention om, at fortælle dig hvordan livet kan se ud for et barn, der oplever svigt, incest, smerte, angst, selvdestruktion og psykoser.
”Han tager en femkrone frem og giver mig den og spørger, om han må tage mit tøj af. Jeg svarer ikke, ved ikke hvad jeg skal svare. Han afventer ikke svar, klæder mig bare af og lægger mig nøgen på det blå sengetæppe..”
En intention om at finde svar på hvorfor? En intention om at begribe, at få lov til at fortælle, og få lov til at blive set og lyttet til.
Min anbefaling
Min allerstørste anbefaling til et livsværk af fantastisk kapacitet. Det kræver mod og lyst til at overskride sin egen blufærdigheds grænser, til at fortælle om noget, som er og altid vil være smerte- og sorgfuldt i ens eget liv.
Det tager endnu længere tid at finde sin egen stemme, og skabe mening i det, som er sket i ens liv, og samtidigt for fortalt og beskrevet hvad der er vigtigt og livgivende for én.
Barberbladstræet er en rejse igennem Marinas liv med refleksiv distance til det ”frygtelige” der er sket, og med energi og livsgejst mod det liv, som Marina har taget hul på nu. Marina skriver selv;
” Det har været en opdagelsesrejse, som har gjort, at jeg nu kender mig selv. Ingen har hidtil kendt det sande om mig. Jeg var fremmed for alle, inklusiv mig selv. Jeg er lige så meget menneske som alle andre.”
Det er i handlingerne, at livskraften ligger. Marina Fauerholdt beskriver det således;
Der findes kun én af mig
Nu ser jeg skønheden i livet
Og derfor er jeg her stadig.
Skriv et svar