Den 21. oktober 1885 fandt det første – og i nyere tid hidtil eneste – attentat mod et dansk statsoverhoved sted.
Et projektil preller af mod en frakkeknap på konseilspræsident Jacob B. S. Estrups bryst, hvilket redder hans liv. Stuepigen Anna opdager, at hendes herre er en af hovedkræfterne bag en konspiration mod den danske stat, hvor en fremmed magt søger at overtage Danmark.
Da Annas tipoldebarn Andreas mange år senere falder over hendes dagbog, hvirvles han ind i en række begivenheder, hvor det snart viser sig, at fortidens synder har en uhyggelig indvirkning på nutiden. For hvor sandsynligt er det egentlig, at en frakkeknap kan standse et projektil på to meters afstand?
Attentatet er en spændingsroman, hvor Martin Winckler-Carlsen mesterligt blander fakta og fiktion og udfordrer den gængse antagelse om, at det blot var et par tilfældige sammentræf, som den dag reddede konseilspræsidentens liv.Anmeldelse
vekslen imellem fortid og nutid
I ”Attentatet” skrevet af Martin Winckler-Carlsen befinder vi os i 2 forskellige tider. Vi befinder os omkring 1885 og i nutiden 2016. Bogen blev udgivet i 2017.
2016: Andreas har overtaget sine forældres lille byhus i Sønderborg. Egentlig boede Andreas i København, men han befinder sig ganske godt i Sønderborg og går i gang med en større renovering af det gamle hus. Huset er egentlig fredet så den gennemgribende renovering betyder at en af de lokale journalister Lina gerne vil skrive en artikel om Andreas og ombygningen af huset.
Huset har været i Andreas` slægts eje i hele 6 generationer. Faktisk siden hans tipoldemor Anna købte det. Andreas finder Annas dagbøger under gulvbrædderne på det gamle hus. Dermed er de 2 tidsperioder koblet sammen.
1885: Anna var stuepige hos grosserer Berg i København indtil 1890. Hun beskriver sin tid som stuepige og de skræmmende oplysninger som hun kommer til at høre i hr. Bergs hus. Vi er omkring den tid hvor Danmarks leder Estrup bliver udsat for et attentat. Estrup overlever mirakuløst at blive skudt.
Andreas kan ikke rigtigt tyde hvad tipoldemor Anna har skrevet så han får hjælp af journalisten Lina, om han får et godt øje til, og hendes veninde i København, journalisten Maja.
Efterhånden som de får læst i Annas dagbøger bliver de mere nysgerrige på hvem og hvad Anna egentlig var. De fornemmer at Anna må have været en helt særlig person. Hvordan fik hun råd til at købe huset i Sønderborg i 1921 og hvorfor ser det ud til at hun aldrig blev gift, selvom hun jo altså fik et barn. Det var ikke helt almindeligt på den tid hvor Anna levede.
Det går op for Andreas, Lina og Maja at de sidder og læser en beskrivelse som fuldstændig ændrer historien om Estrup og Danmarks historie på denne tid. Inden de 3 får set sig om er deres liv i yderste livsfare.
Citat fra bogen:
”Nogle former for viden er populære i den brede befolkning, og kan derfor nå vidt omkring, ”fortsatte han, ”og så findes der emner, som i bund og grund mest er for feinschmeckere. Som for eksempel læsning af gamle skrifter. Jeg tror sådan set på, at al tilgængelig viden har et publikum. Jo smallere et publikum, desto mere vil man være tilbøjelig til at kalde emnet for nørdet. Men mon ikke de fleste mennesker har en lille excentriker gemt i sig, hvis man kigger hele deres interessesfære efter i sømmene?”
Ny vinkling på Danmarks historie
Martin Winckler-Carlsen har virkelig forstået at tage en virkelig hændelse, mordforsøget på Estrup, køre den en tur igennem forfatterens fantasi og få en helt ny spændende historie ud igennem fingrene.
Sproget er fantastisk, hvis man lige ser bort fra Andreas` møde med Linas ekskæreste Carsten. Deres kommunikation minder lidt om små børn i skolegården. Men ellers er sproget farverigt og fantastisk.
Udover at læse bøger så har jeg en stor interesse i slægtsforskning, hvilket gør ”Attentatet” endnu mere spændende. Det er virkelig en interessant vinkel på et mordforsøg i 1800-tallet, som faktisk har fundet sted. Det lyder da heller ikke sandsynligt at en knap kunne stoppe en kugle.
Jeg var fuldstændig tryllebundet af historien om attentatet og en mulig forklaring på hvad der virkelig skete.
Skriv et svar