Hyrdens Fløjte
Bjergtaget af forsiden, hvor du ser billedet af en dreng, der spiller fløjte i snevejr, mens en stjerne flyver over himlen i alt sin pragt, får du lyst til at læse billedbogen. “En adventslegende for børn” står der bag på bogen. En nærværende kærlighedserklæring til medmenneskelighed og fællesskab midt i en hektisk hverdag.
” Da mærkede han en lykke brede sig i kroppen, og barnets smil fik ham til at føle sig rigere, end hvis han havde ejet alt sølv og guld i verden.”
Om Max Bolliger
Max Bolliger er født i 1929 og døde i en alder af 83 år i 2013. Max var oprindeligt uddannet lærer. Den nu afdøde forfatter skrev over 50 bøger og digte, og var blandt de mest kendte og berømte børnebogsforfattere i Schweiz.
Handlingen i ” Hyrdens fløjte”
”Hyrdens fløjte” fortæller historien om en dreng og hans bedstefar. Bedstefaren er hyrde i bjergområdet ved Betlehem. Bedstefaren har genfortalt den store fortælling fra Biblen om at en kongesøn vil komme til jorden. Bedstefaren lider under de andre hyrders manglende tro på at et mirakel vil ske, og samtidig mærker han barnebarnets begyndende tvivl.
Bogens opbygning
Bogen er en børnebog med store flotte billeder, og begrænset skrift. Bogen er på 28 sider. Billederne i bogen fortæller handlingen på billedsprog, smukt, enkelt og poetisk. Der er noget fredeligt og uskyldigt over sneen, som daler. Som oplæsningsbog til mindre børn er billederne vigtige for fortællingen. Teksten er enkel og let at forstå.
Du kan nemt identificere dig med historien, som med udgangspunkt i Matthæusevangeliet, kap 2 i Biblen, fortæller os historien om Jesu fødsel. Om bedstefaren står der;
”Der var engang en gammel hyrde, der holdt meget af natten og kendte alt til himmellegemernes færden”
Bogen bygges op omkring en sammenhæng mellem fænomener på stjernehimlen og verdenshistoriens forløb omkring Jesu fødsel. Forud for og i forbindelse med Jesu genkomst vil der også vise sig tegn, som kan aflæses i himmellegemerne står der i Biblen og således sker det også i bogen; ” Hyrdens fløjte”.
Måske er der en morale, en større mening med fortællingen. Et budskab om mere fællesskab og fokus på de ægte værdier. Hvad er rigdom værd, hvis ikke du har kærligheden.
Min anbefaling
En super velskrevet, enkel og fængende adventslegende om medmenneskelighed og kærlighed. En kærlighed, der vokser sig stor hver jul. Nu er det ingen hemmelighed at jeg er kæmpe fan af julen, og fortællingens univers. Jo mere juleglæde, som jeg kan putte ind i december måned, jo mere glæde føler jeg.
Denne her bog er et godt eksempel på fred og kærlighed til mennesker.
Jeg anbefaler bogen med fem stjerner. Fremragende adventslegende om Jesu fødsel. Enkel, ikke for lang og ikke for kort. Undertonerne af budskabet om kærlighed er vigtigt og nærværende.
Skriv et svar