“Hjertet” er historien om tre unge mænd, som alle er bidt af surfing. En vintermorgen tager de af sted før daggry, for at surfe på den perfekte bølge. Blot et par timer senere, på vej hjem fra deres surfertur, forulykker deres bil. To overlever. Den tredje erklæres senere samme dag hjernedød, men hans hjerte banker stadig…
Det er historien om et forældrepar, der kæmper for at acceptere deres søns død. Pludselig, helt uventet skal de tage stilling til organdonation. Vi følger deres smerte, deres håb, deres vrede, deres tvivl og deres tro.
Èt intenst døgn, hvor jeg kunne mærke, at der var noget på spil!
Vi følger de involverede læger og sygeplejersker og ikke mindst kvinden, som har brug for et nyt hjerte. Bagefter blev jeg smerteligt bevidst om, at for kvinden, er forældrenes beslutning ikke blot et ”ja” eller et ”nej”, men et spørgsmål om liv eller død. Men kan forældrene give det væk, hans stadig bankende og helt personlige hjerte? Jeg kunne mærke, hvor smertefuldt det er for forældrene at træffe et valg. Og særligt ét sted i bogen, synes jeg, meget rørende beskriver morens tanker:
”(…)Hvad bliver der af alt det, der fyldte hans hjerte – de følelser der langsomt blev deponeret dér siden den første dag eller blev indpodet hist og her i et anfald af entusiasme eller vrede, hans venskaber, hans badeobjekter, hans nag, hans lidenskab, hans alvorlige og kærlige natur? Hvad bliver der af de elektriske strømme, der skød gennem hans hjerte, når en bølge nærmede sig? Hvad bliver der af dette overstrømmende hjerte – dette fulde, fyldte, alt for fyldte hjerte?”
Undervejs i min læsning kom jeg i tanke om en debat, vi for ikke så længe siden havde her i Danmark. Debatten gik på, om vi, når vi bliver født, automatisk skal være tilmeldt et organdonorregister? Hvis vi havde sådan et system, ville ingen forældre udsættes for en lignende situation, som i bogen. Men jeg tror, mange af os ikke ønsker, kan eller tør at tage stilling til organdonation. Jeg siger det ikke for at pege fingre, eller fremhæve mig selv som en piedestalsiddende person. Faktisk er jeg selv en af de “mange af os”. Men så spørger jeg:
Hvis vi skulle tage stilling, hvad ville vi så basere vores “ja” eller “nej” ud fra? Hvorfor er eksempelvis et ”ja” så svært, hvis det kan redde liv? Og kan vi som enkeltindivider overhovedet tillade os at have sådan en magt?
At forfatteren i “Hjertet” prikker hul på organdonation gjorde, at jeg oplevede den som både relevant og interessant. Dels på grund af den debat vi har haft i Danmark, men i høj grad, fordi jeg mener, den rammer noget helt essentielt og dybt i os – ovenikøbet på en meget troværdig måde ved at levere det i et rigtig godt sprog. Uden tvivl en bog, hvor der ikke er sparet på researcharbejdet.
Og måske var det netop derfor, bogen stjal al min opmærksomhed, blandt sine mange andre skønlitterære kollegaer på biblioteket. Med sin høje stemme sagde den nemlig ”læs mig”.
Handlingen veksler imellem nutid, som er der, hvor handlingen sker og datid, som er der, hvor vi får baggrundsviden. Sidstnævnte giver en større forståelse for, hvad der er gået forud for historien. På den måde var det en rigtig god læseoplevelse for mig. Det skabte en god og stimulerende variation i teksten. Alligevel formåede den ikke at fastholde mit læsebegær.
Generelt kan jeg rigtig godt lide bøger med fyldig baggrundsviden, hvis det er med til at give historien en ekstra lækker volumen. Desværre oplevede jeg i denne bog, at vi indimellem blev indviet i noget baggrundsviden, der for mig var forvirrende og mindre relevant. Historien mistede sit fokus. Teksten blev tung. Og den formåede derfor ikke at kravle dybt ind under huden på mig. Faktisk måtte jeg flere gange undervejs, puste liv i min læseglød.
Til gengæld synes jeg, det gav en rigtig god effekt og tegnede et mere nuanceret billede af historien ved, at den blev vinklet fra både forældrenes, kvindens, lægernes og sygeplejerskernes perspektiv.
“Hjertet” handler om at miste det dyrebareste. Og midt i denne nybagte sorg, at være tvunget til at tackle, at det tabte liv kan redde liv. Jeg var sikker på, at jeg ville være rørt til tårer.
Alligevel formåede bogen dog kun at ramme overfladen, ikke helt dybt inde i hjertet, meget apropos. Alligevel mener jeg, at “Hjertet” er værd at læse, helt bestemt! Bogen er fiktion, men emnet i sig selv mener jeg er aktuelt og ligger op til en god diskussion. Jeg har allerede debatteret flittigt med mine nærmeste. Så jeg kan varmt anbefale den – ikke mindst til dem, der ønsker lidt mere indsigt og viden om organdonation.
Skriv et svar