Man skal til tider udvise en engels tålmodighed, gerne være lidt engleagtig ind imellem og også gerne være engleblid, når det ellers kan lykkes, og man håber ofte på, at man har en skytsengel, der holder hånden over en eller kommer på vingerne, når man har brug for det. Til gengæld kan man så opnå den store fryd at høre englene synge, og det er vist det, der sker, når man læser bogen ”Englenes ensomhed” af forfatteren Myriam J. A. Chancy, for her er der kælet for sproget, ikke sparet på dramatikken, og fortællingerne fra Haiti står i kø for at bliver observeret, oplevet og optaget af enhver læser, der ikke må snyde sig selv for disse oplevelser. Der bliver lagt vægt på Haitis ganske komplekse forhold, hvad angår kultur og etnicitet, og der bliver smuk leveret såvel historiske tilbageblik som indsigt i den nuværende globaliserede kontekst. Når selv engle bliver ensomme, så står det grelt til, og det er også, hvad vi bliver vidne til, når familietragedien over ikke mindre end to århundreder, to kontinenter og to generationer udfoldes i bogen, som man aldrig rigtig får lagt fra sig hverken i bogstavelig eller overført betydning.
En farverig personlighed
Ruth optræder med al sin farverighed som en hovedperson, man bare ønsker at følge: ”Ruth griner modvilligt og afslører sine store, firkantede, hvide tænder under læberne, der trækkes lange og får kinderne til at krølle sammen. Hun griner med hovedet kastet bagover, så vældig ufeminint. JP bjergtages af hendes ubekymrethed. Det var altid det, der havde fået hende til at fremstå anderledes end de andre. Han husker for sent, hvorfor han altid tænkte på hende uden at tænke på hende. Ruth var ligesom skovbundens grønne mos, der voksede mellem træerne og dækkede deres rødder. Hun var der altid, og hun voksede på trods af alt omkring sig, smuk i sin stabilitet, i de fremragende evner, hun havde at byde på.” (s. 33).
Der bliver fokus på de store tanker om liv og død, der kommer dramatiske beskrivelser om et Haiti, der brænder, og der bliver en flugt til det kolde nord, så vi kommer vidt omkring i det mentale landskab såvel som i det globale. Vi følger Romulus, der er en af Ruths tidligere elever, der har et temmelig omtumlet liv: ”Han var sunket dybt. Men han var på vej op. Efter den optimistiske tanke husker Romulus ikke meget andet. Hans krop var svævet ud af lufthavnen og ind i en taxi, der satte ham af ved kantstenen foran et hotel, der lå lige ud til stranden og kostede ham 50 dollars. Hans krop havde fundet vej til sengen midt i rummet og var kollapset der, hvor han vågnede tre dage senere og undrede sig over, hvor tiden var blevet af. (s. 161). Der kommer en del hvileløse sjæle på banen, og så er der dem, der nærmest går hen og bliver søvngængere, så der er fortabelse og forløsning i en sjælden syntese eller modsætningsforhold. Der er også en del spiritualitet, der bliver afprøvet og undersøgt, dog mere af menneskelig karakter end den egentlige guddommelige, og hele tiden bliver vi strakt ud i tid og rum, så både det globale og lokale får dets strenge at spille på. De faldne engle og ditto ensomme får mere taletid end Gud, og en verden styrter i grus og forandres for altid.
En regn af kugler
Man læser med stor interesse om Rose, der må blive hjemme fra skole, fordi det går vildt til i gaderne, hvor kuglerne flyver gennem luften og der råbes højt og aggressivt. Der spredes død, frygt og uhygge, så man ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv. Det er en ren nedslagtning lige foran hoveddøren, og Rose bliver vidne til voldsomheder, der altid vil forblive en del af hendes erindring. Hun ønsker bare, at der snart må komme noget rart og fredsommeligt at være sammen om og fejre i stedet for alle de triste begivenheder, men håbet brister igen og igen. Troen på, at der skulle være nogle løsninger i sigte, er helt væk, og illusionerne om en bedre fremtid er ligeledes forsvundet, så det mest nærliggende er at flygte ved hjælp af alkohollen, og i de dunkle kælderrum viser der sig at være både dansehaller og barer, så man for en tid kan glemme det hele. Der bliver født et lille kældermenneske i den barske tid og rosen glemmer at spire og gro, fordi kraften nedefter er større end lysten til at komme op. Smerte og frygt elimineres i takt med at drinksene glider ned, og hun kan sagtens forstå hvorfor Jeppe drikker, selvom manden ikke hedder sådan på hendes kanter.
Det er en enestående bog med indblik i de eksistentielle forhold såvel som de ydre verdenspolitiske tilstande, så man skal tænke lidt, mens man læser, men det har vist aldrig skadet nogen. Forlaget lever som sædvanlig op til sit dejlige rygte med gode og modige bøger, så køb eller lån bogen og læs den med glæde og til opbyggelse.
Skriv et svar