Er jeg en kvinde med tonsvis af sommerfugle i maven, som søger en anden kvindes lyserøde læber med smag af kirsebær?
Sådan føler jeg nemlig efter at have læst digtsamlingen ‘Under Cassiopeia’. Jeg er ét med ‘det lyriske jeg’, som beskriver kærligheden til et menneske af samme køn.
Temaet forelskelse fylder lige nøjagtigt 63 sider ud af 63 mulige i denne digtsamling. Det får jeg’et til at gøre ting såsom at tælle mariehøns, at græde af glæde om natten samt at inddrage beskrivelser af kys på forskellig vis digtene igennem.
Forsiden er en nattehimmel med stjerner, som både understøtter digtsamlingens titel og indhold. Jeg er opslugt af det skabte univers! Det rummer så varierede beskrivelser og sprog, at det bliver levende og sanseligt at læse. Der er stjernebilleder og billedsprog så det basker (som sommerfugle i maven). Meget siges mellem linjerne eller understøttes af metaforer.
“Så hvis jeg dør nu, siger jeg,
så dør jeg beruset af love punch og sommerfuglekys på halsen.
Hvor er det dog banalt
dejligt.”
I næsten alle digte henvender ’det lyriske jeg’ sig til et ’du’, og hvis man som læser identificerer sig med dét ’du’, vil man opleve at blive druknet i kærlighedserklæringer. For selvom et digt pludselig omhandler den danske sommer, og man til at begynde med forvirres, bliver man hurtigt klar over, at sommeren ikke er vejret – sommeren er kvinden.
Jeg kan yderligere nævne blomster, kroppe, varme, naturen og endnu flere sommerfugle, og det lyder måske meget ordinært alt sammen. Man kan måske endda fristes til at kalde det for klicheer, men Nanna Lundgaard Arbøl formår at skabe nye billeder. Det her er digte med en vis form for livsglæde. Det er sammenhængende digte, som varmer, og planter et lille håb om den ukomplicerede kærlighed. Det er digte, som får det lille smil til at krybe frem i mundvigen. Her er en læseoplevelse, som er lige så magisk som at stå ’Under Cassiopeia’.
Skriv et svar