Jeg har en svaghed for at læse og anmelde bøger, som har et tabubelagt tema. Tabubelagte emner er ofte vigtige, indeholder store følelser, også er det ofte nogle emner, hvor man faktisk slet ikke står alene – selvom man måske tror det.
I bogen “0” (NUL) er emnet fertilitet. Bogen er tilsendt af skriveforlaget.
I romanen viser Nana, som også er forfatter til bogen, et kæmpe mod. Nana går igennem en sej og lang kamp, for at få hendes største ønske opfyldt. Nemlig at blive mor. Det sker desværre bare ikke. Derfor bliver bogen en slags journal, hvor vi får mulighed for at komme med på den opslidende rejse som hun er på.
Nogle ville måske synes, at bogen er lidt kedelig og langtrukken, men hvorfor nuancere forløbet til noget som det slet ikke er?
Det er da vildt langtrukkent, kedeligt, koldt og angstprovokerende at være i sådan et forløb, og det er netop det vi får at mærke, når vi læser hendes roman.
Det der rør noget i mig ved denne bog, er de følelser som hovedpersonen beskriver. De følelser er nogle som hun slet ikke burde have, men som sikkert er helt normale. Følelsen af skyld over ikke selv at kunne få børn, utilstrækkelighed overfor sig selv og omverdenen, og ikke mindst følelsen af ikke at slå til som kvinde. For det at blive gravid og føde et barn er vel det kvinder kan? er det ikke? og hvad så, hvis man ikke kan?
Det er i sig selv en ubærlig tanke, at man ikke kan få de børn man ønsker sig. Det burde være en menneskeret at få lov at mærke den kærlighed, som kun vores egne børn kan give os.
Uanset, hvordan vores egne børn er kommet til. fertilitet, adopteret, rugemor, sæddoner eller andet.
Alt i alt en fin roman om et fertilitetsforløb, som er opslidende. Et forløb, som ikke har det ønsket udfald, men til gengæld gav forfatteren mulighed for at skrive en roman, som giver andre (specielt mødre) lidt ekstra taknemlighed over vores børn.
Skriv et svar