Vandring er blevet en populær sport, men at tage på ørkenvandring i 40 år, som Israelitterne gjorde for længe siden, er nok i overkanten, for man får ørkensand i øjnene, ørkensolen brænder ubarmhjertigt hele dagen, mens ørkenvinden blæser varmt på kinden. Ellers kan det i disse varme sommerdage snart blive lidt ørkenagtigt i haven, fordi alt græsset er afsvedet, og man spekulerer på, hvornår en ørkenrotte eller ørkenlos tager bolig i samme have, der er blevet transformeret til et helt ørkenlandskab. Enhver ørkenstat har haft sine ørkenfædre, og det er de fædre, at den gode bog ”Ørkenfædrene” stiller skarpt på omtrent som den ubarmhjertige ørkensol. Bogen er skrevet af Karin Grünewald, og den er god til at gøre os klogere på disse magiske, mystiske og mærkelige kvinder og mænd, der traskede rundt på bare tæer eller i deres ørkensandaler i det varme sand. Eneste anke, men den er også stor, er at noterne omtrent er så mangfoldige som sandkornene i ørkenen, og det er irriterende. Efter få siders læsning opgav jeg imidlertid noterne, for der er næsten lige så mange, som der er linjer i bogen. Hvis det er nødvendig med så mange noter, så ville det have været bedre med en udbygget tekst, hvor noterne var blevet integreret som forklaringer, så man ikke konstant skulle stoppe sin læsning af den grund. Hellere en dobbelt så tyk bog, der er læseværdig, end en halv notesbog, men så droppede jeg altså noterne.

I overensstemmelsen med troen
Man gav de kristne mænd og kvinder, der i tiden fra lidt før år 300 til lidt efter år 400 e.Kr. slog sig ned i ørkenområderne i det nordlige Ægypten, for der at leve i overensstemmelse med deres tro, navnet ørkenfædrene. Formålet var: ”De søgte det enkle liv som anledning til at eftertænke tilværelsens grundvilkår. De gjorde også op med en autoriseret kristendom og dens vanetro. Udtrykt i moderne terminologi var deres tro udsprunget af et eksistentielt valg. De søgte overensstemmelse mellem tro og livsførelse i troskab mod Biblens budskab, kort sagt autenticitet.” (s. 7). Det er simpelthen en personlig beslutning om at prøve den kristne tro i livsførelsen, der ligger til grund for et sådan liv.
Det er de såkaldte apoftegmer, hvilket er små stykker om ørkenfædrenes ord og gerninger, som Grünewald har oversat og kommenteret, og det er virkelig en enestående samling, fordi man på alle måder kommer ind i den helt særlige livsform. Det er som om ørkenlivets enkle dagligdag så småt igen indfinder sig i vort moderne liv, selvom vi er langt fra ørkenen, for som forfatteren anfører: ”Derfor er det ikke mærkeligt, at der helt uafhængigt af kirkelivet findes aktive fortalere for en asketisk holdning, som på mange måder ligner ørkenfædrenes. Når alternative, økologiske grupper i dag gør op med forbrugersamfundet og peger på, hvordan menneskehedens fremtid afhænger af, at vi ser os selv i en større livssammenhæng, at vi bliver bevidste om, hvad vi virkelig har brug for, og dermed også om, hvad vi ikke har brug for, så vi derigennem lærer at behandle vores omgivelser med respekt, er det alt sammen genkendelige ørkentemaer, om end transponeret til en anden toneart.” (s. 22). Uden sand mellem tæerne kan man også bekende sig til en sandhed, der ligner de gamle ørkenfædres levevis, fordi vor klode nu faktisk kalder på en besindelse af vores forbrug, fortæring og forurening. Livet i ørkenen var asketisk og nøjsom, og det handlede om at komme væk fra selvcentrering og kropslige behov, for i stedet at se det hele i et større guddommeligt perspektiv.
Et budskab
Apoftegme er blevet en selvstændig genre, hvor ordet er græsk og kan oversættes med et budskab, og budskabet formidles enten gennem et virksomt ord eller ved en talende gerning. Det viser den specielle læresituation i ørkenen, som apoftegmerne groede frem af, og der var to muligheder. Enten skulle Abba, altså faderen, sige et ord eller også sige, hvad eleven skulle gøre. Begrebet apoftegme har rødder i det hebraiske ligesom ørkenbevægelsen har det, og det er et af de fineste udslag af den gamle mellemøstlige visdomslitteratur. Den kender vi fra Ordsprogenes Bog og Prædikerens Bog i Det gamle Testamente. Det er typisk altid ord og gerninger, for de to forhold kan ikke adskilles, og man taler desuden om fædrenes liv og de gamle mænds ord, hvilket er en slags audio-visuel karakter, fordi man hører og ser samtidigt. Ørkenfædrene var fulde af barmhjertighed, hjælpsomhed og menneskelighed, og de delte altid med andre, hvis de havde noget at spise og drikke, men ofte fastede de og afstod fra alle jordiske glæder. Man fyldes af respekt for det liv, som opridses i de små beretninger, og man undrer sig over, at mennesker kan afstå fra og udstå så meget ikke mindst set i lyset af de totalt barske forhold, som hersker i ørkenen. Det er en fornøjelse at læse, hvad der er skrevet om og af de mænd og kvinder, som levede i de små fællesskaber eller alene og ganske isoleret.
Bogen kan anbefales, læses stilfærdigt og i små bidder gerne efterfulgt af megen eftertænksomhed, og der er ingen tvivl om, at hvis vi kunne indføre lidt ørkenliv i vores fortravlede hverdag, så ville vi få det bedre med hinanden og også få en bedre jord på længere sigt. Man forundres over, hvor meget vi har udpint skaberværket ikke mindst inden for de sidste par århundreder og hvor meget vi piner os selv med tanken om, at der hele tiden skal præsteres og præsenteres resultater, der uden beviselig grund, opfindes på arbejdspladser og de moderne medier. De mange stjerner på ørkenhimmelen tilsmiler ørkenfædrene og anmeldelsen får glæde af de 4 af dem.





Skriv et svar