Opkald fra en engel handler om en mand og en kvinde, begge befinder de sig i JFK lufthavnen i New York, da de tilfældigvis støder ind i hinanden. Eller er det skæbnen? Et møde, der bestemt ikke er romantisk og de forlader hinanden med et garanteret ønske om, aldrig at ses igen. Dog opdager de begge, til deres store irritation, at deres telefoner er blevet forbyttet…

Et tilfældigt møde eller…?
I opkald fra en engel møder vi den engelske Madeline Green, der bor i Paris. Hun har sin egen blomsterbutik. Hendes kæreste Raphaël har lige friet til hende i New York på en romantisk getaway, så man skulle nærmest tro, at der var lagt i kakkelovnen til en lys og lykkelig fremtid. I JFK lufthavnen er der imidlertid kaotisk og Madeline går i forvejen.
Jonathan Lempereur er franskmand, men har boet i USA i adskillige år, hvor han har udlevet “the american dream”. Lykkeligt gift med den smukke Francesca, far til sønnen Charly og ejer af en creme de la creme restaurant. Successen har været stor, men nu?…nu er han reduceret til at arbejde på et beskedent fransk brasserie i San Francisco, fraskilt og deltidsfar. Julen står for døren. Jonathan har netop hentet sin søn i lufthavnen.
Jonathan og Madeline er begge uvidende om, at de snart skal mødes…
En fin opbygning
Guillaume Musso er fransk. Han har udgivet adskillige bøger med stor succes og er en af Frankrigs bedst sælgende forfattere. Opkald fra en engel er hans første bog, der er oversat til dansk. Jeg har ikke tidligere læst noget af ham, men det tror jeg vist, der skal laves om på.
Jeg synes Opkald fra en engel, er meget velskrevet. Handlingen har en tredje-person fortæller, som skiftevis er Jonathan og Madeline. Den er forsynet med en del flashbacks, som jeg synes fungerer godt. På den måde bliver jeg som læser inddraget i, hvad der er gået forud og får en bedre forståelse af sammenhængen. Jeg synes samtidig, det tilfører historien ekstra spænding.
Indledningen er skrevet i du form; det oplever jeg sjældent, men jeg må sige, at det havde en rigtig god og stærk effekt på mig. Jeg følte nærmest, at bogen talte direkte til mig. Hvilket jeg har en diskret mistanke om, har været forfatterens hensigt. Handlingen vil jeg beskrive som velskruet og de 408 sider oplevede jeg, som hverken tung eller overflødig, men krydret rigtigt lækkert.
Opkald fra en engel er bygget op i kapitler. Hvert kapitel har en overskrift og begynder med et lille citat. Jeg er vild med små citater, der popper frem, især når citaterne er tankevækkende og sætter gang i fortolkningen. Ovenikøbet er der en rød tråd imellem kapitlets overskrift og citatet. En fin detalje, synes jeg.
En frelsende engel?
Madelines og Jonathans møde ender som et frontalt sammenstød. Et virvar af ting kastes op i luften og danner sit helt eget fyrværkeri.
Sikke en idiot! tænkte Jonathan arrigt, mens han besværet kom på benene.
“Kan du for helvede ikke se dig for!”råbte han.
Sikke en tumpe! tænkte Madeline irriteret, mens hun forsøgte at samle sig.
“Nåh! Så det er ovenikøbet min skyld? Tro om igen, du!” udbrød hun, før hun samlede sin telefon, sin taske og sine nøgler op fra gulvet.
Ja, i kampens hede, skal man lede længe efter romantiske undertoner. Madeline og Jonathan fortsætter med at mundhugges et lille stykke tid, derefter skilles deres veje og de kan ånde lettede op, tror de. De regner selvfølgelig med, at de aldrig NOGENSINDE skal ses igen. Men deres telefoner synes at have lavet en lidt anden aftale. Så da Madelines telefon havner i hænderne på Jonathan og vice versa, er en kontakt uundgåelig…
Sandhedens farlige ansigt
Da jeg gik igang med læsningen af Opkald fra en engel, virkede handlingen til at begynde med, meget harmløs og jeg troede, at jeg skulle til at læse en typisk og lidt forudsigelig kærlighedshistorie. Efter at have rundet de første 200 sider, tænkte jeg dog, det her minder da mere om en bog fyldt med spænding. Lidt pinligt må jeg indrømme, at før det, var jeg lykkelig uvidende om, at jeg havde valgt en bog, som rent faktisk gik under genren:spænding.
Madeline og Jonathan har begge ærlige intentioner om at returnere deres telefoner tilbage til hinanden, natuligvis! Men af uforklarlige grunde (eller måske spiller skæbnen dem et puds?) drives de begge af en altopslugende nysgerrighed og den måde, de gransker telefonerne på, får dem nærmest til at ligne vanvittige 1.grads stalkere. Ville jeg mon være lige så opslugt af en andens telefon? Til gengæld var jeg totalt afhængig af bogen.
Langsomt flettes Madeline og Jonathan mere og mere ind i hinandens liv via deres telefoner, som afslører private detaljer. Detaljer, der både overrasker og chokerer. Samtidig rejser det en række spørgsmål: Hvorfor forlod Madeline England? Og hvad skete der med Jonathans succes? Begge er de helt uvidende om, at de holder nøglen til en sandhed, der bestemt ikke er ufarlig…
Overraskelserne står i kø
Det, jeg især godt kan lide ved handlingen og som jeg synes er lidt atypisk i forhold til eksempelvis krimier er, at spændingen diskret udfolder sig. Der går lang tid, før der virkelig sker noget dramatisk, men alligevel blev jeg som læser, hele tiden overrasket på ny og jeg blev mere og mere klar over, at forbytningen af telefoner, blot er toppen af kransekagen. Denne form for opbygning kunne måske godt være en risiko at løbe som forfatter, med fare for at læseren lulles i søvn, men dommen for mig lyder: DET VAR DET HELE VÆRD! Jeg var totalt underholdt (hvis man kan bruge det ord?) hele vejen igennem.
Det er ikke en bog, jeg blev dybt rørt af, hvor jeg følte, den talte direkte til mit hjerte. Derfor har jeg heller ikke givet den 5 stjerner. Omvendt savnede jeg det ikke og jeg tænker, at det heller ikke er genrens fornemste opgave. Jeg tror dog ikke, at det ville have ødelagt handlingen, hvis den var krydret med endnu mere dramatik, som havde udfoldet sig lidt tidligere i handlingen og dog, det er kun, hvis jeg skal påføre mig de yderst kritiske briller.
Jeg vil klart anbefale Opkald fra en engel til de læsere, som godt kan lide at blive overrasket fra start til slut, hvor intet er gennemskueligt og hvor der er en risiko for, at man bliver så opslugt, at man bare MÅ læse næste side.





Skriv et svar