Til tider er det nødvendigt at banke tre gange under bordet, men først må man bestille et bord, og så skal man til gengæld være opmærksom på, at bordet fanger. Imidlertid kan bordets glæder være så mange, at man snart er parat til både at dele bord og seng, og så gør det ikke så meget, hvis man en gang imellem får lidt for meget inden borde og derved bliver drukket under bordet. Man skal bare ikke feje det af bordet dagen efter, medmindre man går direkte over bord, og så kan det naturligvis blive nødvendigt at lægge kortene på bordet. Endelig kan man vælge at placere sig ved et cafébord i Paris, hvad netop forfatteren Ove Wikstöm har gjort, og det kom der en bog ud af med titlen ”Fra et cafébord i Paris”. Han skriver om eller filosoferer over begreberne venskab, tristesse og samtalens nuancer, og det skal siges med det samme, at Wikström som altid er hyggelig, fornøjelig og opbyggelig at læse. For mig begyndte det med ”Til langsomhedens pris”, og den sætter man snart pris på, som man gør det med hans øvrige forfatterskab.

Eksistens og essens
De gode begreber eksistens og essens får allerede et par ord med på vejen i forordet, hvor der henvises til Sartres’ filosofi: ”Den store mands fransk var alt for hurtigt. Men jeg mindes stadig hans tese, de ord, som skulle blive en slags portal til det jeg senere kom til at udrette i livet: Eksistensen går forud for essensen. Det første, at vi er kastet ud i verden, at vi findes eller eksisterer, lyder jo indlysende. Men så er der det andet, at essensen eller ”meningen” kommer bagefter; den må vi selv sørge for at finde eller skabe. Ordene gjorde mig opmærksom på og gav sprog til følelsen af at være udleveret til en slags relativismens svimmelhed.” (s. 9). Der er ikke noget at sige til, at man mister balancen, for med Sartre bliver man kastet en del rundt i eller snarere ud i tilværelsen, og så gælder det om at finde sine ben at stå på eller genvinde en form for balance. Det gør det ikke nemmere at undgå svimmelhed, når vi bliver bekendt med den eksistentielle uro, der også er et grundvilkår, og som til tider skyller ind over os, når vi mindst venter det. Lad mig så i øvrigt slå fast, at der godt kunne være strøet nogle flere kommaer rundt omkring, så ikke også man bliver svimmel af, at der mangler nogle små stop i sætningerne. Måske er jeg gammeldags, men kommatering er nu engang en dyd i skrifter og tekster.
Ellers kommer vi vidt omkring i tidslommer, og de gode græske tidsbegreber bliver også udfoldet, så man forstår, at ”kronos” er en reel tidsmåling eller urtid, mens ”kairos” er den fylde, det indhold og den længsel, som tiden kan være fyldt af, så når uret tigger ubønhørligt, og aftensmaden skal sættes over. Så det er ”kronos”, der løfter pegefingeren, mens ”kairos” giver os al den tid, som vi behøver eller simpelthen sætter tiden i stå, så der bliver tid til samtaler med vennen, eller hygge med børnene. Begge tidsbegreber kender vi, og den ene er vi underlagt, mens den anden underlægges os. Også bøgerne får deres tid, og det er en fornøjelse at læse om bogreolens fiktive venner, som snart findes i Astrid Lindgrens univers og blandt udvandrerne hos Vilhelm Moberg. Læsningen er et fællesskab i en usynlig verden, som Wikström forklarer det, og den private læsning er derfor paradoksalt nok både skjult og synlig, fordi den dels er helt sin egen i læserens hjerne, men samtidig kan deles med andre læsere, og derved danner grundlag for et helt særligt fællesskab. Venskabet behandles allerede hos Aristoteles, og det bygger de fleste filosoffer og psykologer videre på, men jeg mangler nu den helt klare opdeling her i bogen, hvor vi ganske vis møder lyst- og nytte-venskabet, men ikke rigtig får det tredje begreb defineret. Det er i hvert tilfælde noget løst, for ”det gode venskab” er i henhold til Aristoteles helt uden beregning eller med vinding for øje, for det gode venskab ønsker kun det gode selskab og ingen forventer noget af hinanden.
Let og læseværdig
Alt i alt er bogen som de øvrige fra Wikströms hånd læseværdig, og man kommer ubesværet igennem den. Det er ikke tyngde eller dybde, der karakteriserer den, men altså hygge og fornøjelse, så man kan sagtens læse den ved et cafébord eller drøfte den i gode venners lag, for eksemplerne, de litterære henvisninger og illustrationerne af de rare steder i Paris er gode at dvæle ved, blive informeret om og give lyst til videre læsning, og så kan man vel næppe forlange mere. Tag ikonen i lommen, pris langsomheden, læg mærke til Sonjas godhed og gå uforfærdet ud i det blændende mørke, så er man godt inde i det særlige Wikströmske univers.





Skriv et svar