Man kan snart gå hen og blive lang i ansigtet, man kan arbejde i sit ansigts sved, og uden at lave om på noget, så kan man lave ansigt eller skære ansigt, hvilket slet ikke gør ondt. Endvidere er det muligt at sige nogle ting lige op i folks åbne ansigt, men måske kræver det tillige, at man lægger ansigtet i de rette folder, og så kan man være heldig at redde ansigt. Hvis man vil stå ansigt til ansigt med noget eller nogen, så kan jeg imidlertid varmt anbefale den gode og velillustrerede bog Modernismens ansigter af Peer E. Sørensen, for der mangler ikke et eneste ansigtsudtryk, idet bogen er en stor samling af rædsler, visioner og eksistentielle udtryk fra modernismen brød igennem, og tekst følger billeder, mens der med billederne opstår både fornemmelser, følelser og foragt for, hvad der skete i den tid omkring og efter første verdenskrig. Det var et værdisammenbrud, der brød kunstens tidligere former, og de kunstneriske udtryk finder nye veje, vildveje og vilde værdier, så man med den tunge bog i hånden godt kan blive tynget over al det, som vi mennesker uden videre gør imod hinanden.
At sætte ansigt på det hele
Modernismens ansigter er en samling af kapitler om de særlige øjeblikke i modernismens tid, og temaerne er så vidtfavnende som musik, kunst og litteratur, men det understreges i indledningen, at det ikke er en bog om modernismens historie, men altså slet og ret en behandling af forskellige kunstneriske værker set under forskellige synsvinkler i kultur- og idéhistoriske, biografiske og anekdotiske indfaldsveje, så der bliver slet ikke lovet så lidt. Der kom en del krigsskadede eller krøblinge, som de kaldes, på lærredet og de virker slet ikke så helteagtige, som tidligere, hvor det at blive såret i krigen var en slags anerkendelse eller stolthed for at have kæmpet for sit land. Kunstnerens billeder af disse krøblinge, som Otto Dix fremstillede, bliver derfor af nazisterne betragtet som en hån imod de tyske helte fra krigen, og det blev sammenlignet med bogbrændingen, hvor alt uønsket blev brændt. Heinrich Heine skrev allerede i 1823, at der hvor man brænder bøger, der ender man med at brænde mennesker, og således gik det også med den kultur, der ikke faldt i nazisternes smag, for den blev brændt og kunstnerne blev om ikke brændt så forfulgt og ofte interneret i udryddelseslejre. Modernismen blev simpelthen betragtet som en særlig jødisk sygdom, som for enhver pris måtte bekæmpes, så man kunne beskytte den såkaldte germanske identitet, der kun havde helte og ikke krøblinge.
De særlige ikkeansigter efter krigen beskrives således i bogen:
Der var mange sådanne omvandrende ikkeansigter i dagligdagen efter krigen. Det hele løseligt lappet sammen ved hjælp af primitiv kirurgi og proteser, der alle så ud som hjemmesløjd og fejlkonstruktioner. I paraderne før krigen var de blevet hyldet som potentielle helte. Efter hjemkomsten gik de som vansirede tabere og uæstetiske visualiseringer af krigens stupiditet – uønskede – rundt og synliggjorde de reelle omkostninger, som de fleste gerne ville glemme alt om. (28).
Der fremstod således en konflikt mellem patriotisk krigsretorik og desillusion, der simpelthen spaltede efterkrigssamfundet, og det var naturligvis særligt i Tyskland. Jeg havde faktisk aldrig set så megen elendighed og såkaldte ikkeansigter, før jeg læste bogen her og betragtede billederne, og det er både uhyrligt og uhyggeligt, men naturligvis rigtigt og korrekt at sætte ansigt på det hele, men man skal bare ikke læse de kapitler om de skrækkelige konsekvenser, mens man sidder med jordbærtærten og eftermiddagskaffen, for det er barsk læsning og billedindtagelse.
Helte og antihelte
Naturligvis er der også andre sider, ansigter og billeder, hvor både helte og antihelte træder frem, og man kan more sig, smile og få sig et godt grin over, hvorefter man ved at følge de næste sider kan blive trist, ked af det og få tårer i øjnene, fordi det hele er satiriske, sataniske og sadistiske fremstillinger, som man slet ikke har fantasi til at forstå, at nogen har haft fantasi til at fremstille. Alt i alt kan man ikke hurtigt nok få anskaffet sig den fine bog af Sørensen, og man kan både kigge, læse og kigge, men ikke mindst læse, kigge og reflektere over de menneskelige træk i form af ansigter og ikkeansigter. Jeg tror, at alle aldersklasser har godt af lige at fundere lidt over, hvad den ganske menneskehed gør imod den ganske menneskehed.
Skriv et svar