Meget kan være forskelligt fra land til land og også fra menneske til menneske, men et er sikkert overalt og for alle, at vi er ud af en familie, vi er en del af et familieskab, selvom familieforholdene kan være lidt mere indviklede nogle steder end andre. Der kan være et godt familiesammenhold, hyggelige familietraditioner og dejlige familiesammenkomster, men det varierer, om man kommer fra en børnefamilie, kernefamilie eller plejefamilie, og så kan man faktisk også komme i den situation, at det ikke lige er oplagt, hvilken familie, man kommer af eller hvorfra, man egentlig stammer. Det kan komme dertil, at man gerne vil finde sin familie, og hertil er der skrevet en ganske udmærket bog, som hedder ”Find din familie” med undertitlen ”Slægtens gåder i 1900-tallet, og den er skrevet af Per Andersen. Den er ikke i familie med så mange andre bøger, men det er en indsigtsfuld bog, der går i dybden med et emne, som mangen en familie interesserer sig for og gerne vil dykke ned i. Det er slægtsforskning, når det er bedst, og det er også bedst, at man giver sig tid og koncentrerer sig, når man læser den, for der er mange ting, som man skal tænke over, hvis man vil finde sin familie tilbage i tiden og ikke mindst være sikker på, at det er den familie, som man er i slægt med.
Folk
Der er folkeregistre, folketællinger og folkevandringer, og det kan alt sammen have haft betydning for, om man kan finde tilbage til sine slægtninge og lokalisere deres hjemsted eller hjemstavn. Som Andersen skriver indledningsvist: ”Som slægtsforskere er vi vant til at grave i anerne bagud i tiden. Specielt i starten går der nogle gange en hel sport i at se, hvor langt tilbage i tiden man kan komme. Efter nogen tid begynder man ofte at interessere sig for andre aspekter ved slægtsforskningen, fx at finde og beskrive mere om anernes liv og virke”. (s. 7). Langt tilbage kommer vi ikke i denne bog, for her er fokus på og hjælp til, hvordan man finder personer, der levede og døde i 1900-tallet og frem til i dag. Det kan være halvsøskende, biologiske forældre, og så kan der være dem, som man legede med engang, og som man gerne vil møde igen. Det er helt klart en relevant bog, for det er blevet klart i de senere år, at de fleste har et behov for at kende deres historie, også selvom de er tilfredse i den kontekst eller familie, som de er en del af, så er der et hul eller tomrum, hvis man ikke kan definere og placere sig selv og sin familie lidt tilbage i tid. Med bogen ”Find din familie” får vi fine og anvendelige metoder til at finde de manglende slægtled eller familiemedlemmer, som kan fuldstændiggøre ens historie, og Andersen gennemgår kilder, metoder og registre, som man kan søge til for at søge efter the missing link. Vi er godt hjulpet med den bog, og jeg kan ikke forstille mig noget spørgsmål, som den ikke skulle kunne besvare, når vi er ude i søgefunktionen angående vores familiemedlemmer.
Det bliver gjort klart fra starten, at det ikke er en nem opgave at opspore eller efterspore de sporløst forsvundne aner, men det kan med bogen her og en stor portion tålmodighed lade sig gøre, også fordi her gives mange eksempler på, hvordan man griber sagen an, og hvordan man er kommet på sporet af den tabte tid. Der er tre forskellige situationer, hvor det er relevant at arbejde med slægtsforskningen, som denne bog præciserer, og det kan være af ren og sker interesse eller lyst til at kende sin historie og sin slægt, men der kan altså også være de tilfælde, hvor der er nogle mørke eller ukendte sider, som man gerne vil afdække, fordi man har det bedst med at kende sit ophav. Endelig er der nogle arvesager, som simpelthen fordrer, at man finder arvingerne, som ikke umiddelbart har vist sig til begravelsen, og alt det kan man blive klogere på og få brugbare anvisninger til i bogen.
Arkiv
Der er mange gode arkiver, hvor man kan gå ind og blive klogere på sin familie, og muligvis er det også, hvad der skal til, for at man igen kan arkivere sine spørgsmål og nysgerrighed, fordi man simpelthen har fået vished og sat navn på det link, som man har gået og spekuleret og fantaseret over. Derfor er det min anbefaling, at har man den mindste trang til at finde nogen eller få overblik over sin slægt, så er denne bog uundværlig. Det er ikke en bog, som man læser fra enden til anden, men et opslagsværk, der bestemt har svar på alskens spørgsmål om slægtens gåder, og det kan de fleste nok have trang til at få løsning på.
Skriv et svar