Der kan være delte meninger om en sag, mens den offentlige mening snart kan komme til syne, men forhåbentlig ender det med, at der er en mening med galskaben, og det er altid flot, hvis man har sine meningers mod. Noget kan ligefrem være meningsbærende, hvorefter det går hen og bliver meningsdannnende, men så længe der ikke er tale om noget meningsforstyrrende, så opleves det hele som meningsfyldt. Et sted, hvor man for alvor oplever, at der kæmpes for og stræbes efter en mening med livet er i den dybe og seriøse bog om to forfattere og tænkere, der gjorde det til deres livs mission at finde netop en mening med livet. De to herrer, der er tale om, er Albert Camus og Martin A. Hansen, som bringes sammen i bogen med titlen Camus & Hansen og med undertitlen et essay. Bogen er skrevet af Poul Thomas Brandt og udgivet på forlaget Rahelt. Det interessante angående Camus og Hansen er, at de ikke alene engagerede sig i deres forfatterskab, men at de tillige var aktive i samtidens kulturelle og politiske debatter, og det er en af grundene til, at man kan finde lighedspunkter mellem de to.
Ligheder
Netop lighederne præsenteres vi for tidligt i bogen, hvor der står:
Ved nærmere øjesyn syntes der imidlertid at være en række ligheder mellem Camus og Hansen, især – men ikke kun – biografiske, ligesom der naturligvis også er store forskelle. Begge voksede op i fattige kår, begge brød mere eller mindre med deres oprindelige miljø; mønsterbrydere kalder vi det i dag, og begge var aktive i modstandskampen under anden verdenskrig. (s. 8).
Camus og Hansen voksede begge op i en tid, der var præget af henholdsvis krig, mellemkrigstid og efterkrigstid, så deres syn på livet og verden var naturligvis malet af al den katastrofe, ondskab og kaos, som den slags epoker medfører, og det blev tydeligt i deres filosofi, forfatterskab og diskussionsengagement. De tog begge udgangspunkt i senantikken, kristendommen, eksistensfilosofien og ikke mindst den humanistiske tænkning, og de havde deres forskelle i forhold til religionen, hvor Hansen var kristen, mens Camus ser sig selv som ateist, men det sidste var vist ikke helt konsekvent, for muligvis havde han visse sprækker ind til den religiøse sfære.
Hansen er præget af Kierkegaards forfatterskab, og ser det relevante i Kierkegaards begreb angst, der i henhold til Hansen er et spørgsmål om selvbedrag, hvor man ikke ser sig selv og sit selv i øjnene, hvorfor det resulterer i synd og mangel på at gøre det gode. For Camus er begrebet absurditet et hovedspørgsmål, men på tilsvarende vis en henvisning til, at holde øjnene åbne såvel overfor lyset som for døden, og det er som hos Hansen et spørgsmål om at se livet og dets vilkår i øjnene. Camus har jo den fantastiske beretning om Sisyfos, der er blevet dømt til at bære sten op ad et bjerg hele sit liv, men i stedet for at brokke sig og blive bitter, så får Sisyfos det bedste ud af selv et sådant liv, og Camus’ konklusion er, at man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand. Ellers bliver det understreget i bogen, at al menneskelig væren er karakteriseret ved en evne til at forholde sig til sig selv, og det at være eksisterende er derfor ikke noget man er, men det er noget man bliver. Ellers bliver den pointe, som har grebet mig meget angående Hansen, at han i et skrift Der brænder en ild, som jeg faktisk fandt blandt min mors bøger engang, skriver, hvordan han først må forsvare de stikkerlikvideringer, som finder sted under krigen, men kun med den forudsætning in mente, at man efter krigen for alvor via domstol og retsakter ville gå de enkelte likvideringer efter i sømmene. Det skete imidlertid aldrig, og det glemte Hansen aldrig for det var en form for lovløshed, som aldrig kan forsvares.
Det onde
Camus og Hansen kæmpede begge imod det onde og de metafysiske problemer, og imod alt det, der førte til totalitære styreformer, hvad enten de var karakteriseret som nazisme, kommunisme eller stalinisme. Både Camus og Hansen døde desværre alt for tidligt, for de var begge stadig undervejs i deres respektive forfatterskaber, og fælles for dem lige til det sidste var deres talen tiden imod, som der står i bogens afslutning, hvilket fik de to til at pege hen imod forandringens mulighed. Der er ingen tvivl om, at det var to meget dygtige og dybe personligheder, der har bidraget med tanker og teorier om et etisk og godt liv, og der er heller ingen tvivl om, at de havde meget til fælles i deres livsform og tankevirksomhed. Jeg er heller ikke i tvivl om, at bogen skal anbefales til alle, der bare har en lille smule lyst til at gå i dybden med de eksistentielle temaer, og skønt er det, at to forfattere på den måde bringes sammen i en bog, som man ikke bliver færdig med lige på en gang – altså hverken bogen eller de to forfattere.
Skriv et svar