Man kan være tro som guld, man kan tro og love meget, og så kan man traditionen tro gøre, som man plejer. Bare man er i god og ikke i ond tro, så går det min tro nok, og det tror pokker, for man kan ikke altid vide, hvad man lige skal tro på. Nogen vil man ikke tro over en dørtærskel, men når så det viser sig, at troen kan flytte bjerge, så må man tro om igen. Bare man ikke tror, at hvermand stjæler, så bliver man vanen tro ved med at tro det bedste. Tro er netop, hvad den tidligere ærkebiskop af Cantebury Rowan Williams skriver om i sin gode og dybe bog ”Dostojevskij” med undertitlen ”Sprog, tro og fiktion”, og lad det være sagt med det samme, at det er en dyb bog, og man skal virkelig fordybe sig, hvis man skal have alle de gode pointer med. Det skal også siges med det samme, at man vist nok burde have læst Dostojevskijs bøger, før man læser Williams’, for sidstnævnte kræver godt nok et stort forhåndskendskab til førstnævnte store russiske forfatter.
Den troendes bevidsthed
Som en slags introduktion til bogen kan jeg godt anbefale sætningen: ”Dostojevskij vidste i lighed med Danmarks store religiøse geni. Kierkegaard, at det kun er ved at tillade, at den troendes bevidsthed fortløbende diskuterer med sig selv, at det er muligt at nå frem til en form for levende erkendelse af, hvad det vil sige at tale om Gud. Mit håb er, at studiet af dette vil fastholde spørgsmål som disse på vor kultursdagsorden, selv når vi er omgivet af mærkværdige fejlopfattelser hos både troende og ikke-troende af, hvad tro er.” (13). En ærkebiskop kan få slået fast, hvem genierne er, hvori den fortløbende diskussion består, og hvordan fejlopfattelser har sit tag i såvel troende som ikke troende. Jeg finder det afgørende vigtigt, at det bliver slået fast, at der ingen tro er uden den omtalte indre diskussion, og at den levende erkendelse finder sit udspring som følge heraf.
Det handler om diskussion, dialog og debat i det indre såvel som i det ydre, for Dostojevskijs har en grundlæggende antagelse om, at litteraturen har til formål at være en kontinuerlig dialog, så vi aldrig forskanser eller begrænser os i et uvidenhedsfængsel. Bogens formål bliver derfor at vise Dostojevskijs skønlitterære billede af, hvordan tro og mangel på tro fremstår i hans samtids politiske og sociale virkelighed. Han forestiller sig simpelthen i sin store litterære produktion, hvordan et liv i tro egentlig er. Det er ud fra troens perspektiv, at vi skal tolke og forstå Dostojevskijs mange personer og situationer i hans skønlitterære bøger. Det er ikke så meget et spørgsmål om en kristen eller en russisk-ortodoks forfatter, man skal lede efter hos Dostojevskij, som om hvordan Guds forhold til verden eller først og fremmest menneskenes verden udspiller sig, og det vil sige at acceptere Gud og verden som en sammenhængende konstellation.
Tilpasning og omformning
Williams forklarer og demonstrerer, at troen hos Dostojevskij ikke er en fast eller urokkelig størrelse, men af en mere plastisk karakter som kan bevæges og tilpasses samt modnes og omformes: ”Troens troværdighed ligger i dens frihed til at lade sig bedømme og til at vokse. I sagens natur kan der ikke være nogen endegyldig bevisførelse eller nogen endelig, fuldkommen biografisk form, bortset fra Kristus, som kun er og kun kan være afbildet i skønlitteratur gennem sit ansigts indirekte refleksion i dem, der bevæger sig imod ham.” (s. 27). Nogle rammer bliver sat i Dostojevskijs romaners fortællinger, og så er det op til læserne at bruge deres frihed til at indtage, optage og medtage, hvad der bidrager til deres trosverden. Det er de store spørgsmål som stadig er skræmmende aktuelle i vores moderne tid, der insisterende forfølges hos Dostojevskij, og som altså ses i lyset af troen.
Dostojevskij taler flere steder om en brændende længsel efter at tro og også troens eventuelle omkostninger, og den berømte udtalelse om, at selvom sandheden ikke var hos Kristus, så ville han hellere være med Kristus end med sandheden, viser om noget, hvordan den brændende længsel optog ham. Det mørke kældermenneske viser sit grumme ansigt igen og igen, og det er en bevidsthedstilstand, der er både ulykkelig og pinefuld, for den, og det vil sige os alle, der tager trapperne ned i kælderen med mellemrum, for forhåbentlig at komme op derfra også af og til. Det er hele tiden et forsøg på at finde ud af, hvordan man skal leve i denne verden nu som dengang.
Selvrenselse
Hele livet er en kamp på livet og for livet i selvrenselse og selvransagelse, og Kristus selv kæmpede de samme kampe, som den tidligere ærkebiskop gør opmærksom på, og det skete i ørkenen, hvor Djævelen fristede alle gode gange tre, men også blive afvist lige så mange gange af Kristus. Det var heller ikke nemt at klare den sidste aften i Getsemane have, selvom vennerne var med, for de faldt i øvrigt bare i søvn, så Kristus var ene om sin afslutning på sin kamp, der medførte at underlægge sig den guddommelige vilje, og sådan er vi vel, når alt kommer til alt, altid alene med de store spørgsmål. Vi kan få råd og vejledning, men ansvaret og valget er i sidste ende altid hiin enkeltes, som geniet Søren Kierkegaard ville have udtrykt det.
Det var nu mit ansvar at læse og anmelde bogen, og jeg indrømmer, at det var et stort ansvar at leve op til, for hvis man ikke lige har læst Dostojevskijs samlede værker eller har dem ganske i frisk erindring, så kommer man hurtigt til kort, for det er en bog, der forudsætter et stort forhåndskendskab til værkerne med deres righoldige persongalleri, så jeg kan kun anbefale bogen til dem, der har et sådan kendskab. Trods den dygtige ærkebiskops velskrevne og velformulerede bog, så må den blive i en inderkreds eller hos studerende med det emne på litteraturlisten. Derfor kun 3 stjerner.
Skriv et svar